MEDIA MACHINE

Media Machine

3. – 17. marts, Gasværk Teater

…det er sandt, jeg så det selv i tv

TV fremstiller virkeligheden. TV er virkeligheden. TV’ er ægte situationer, ægte dilemmaer, ægte begivenheder og ikke mindst ægte følelser.

Men hvad sker der når TV’et manipulerer med virkeligheden, forvrænges vores virkelighedsopfattelse så? Hvilken virkelighed konstruerer vi, når selv nyhederne er konstruerede over en dramaturgisk struktur, som får programmet til lige at være en tand mere spændende og nervepirrende?

Jeg taler med reporter, I land, by, hvor frygt og terror er blevet hverdag for borgerne – kan du overskue situationen hvorfra du står nu ?

Ja kan du virkelig det? En af de første scener viser hvor meget man kan lave med greenscreen og hvor meget man kan manipulere med et billede. Hvor meget virkelighed er der så egengtlig tilbage? Kan vi holde tungen lige I munden, og se igennem TV’s reality?

Det er nogle af de temaer som kompagniet danskdansk, tager op i sin anden forestilling. Media Machine på Østre Gasværk.

De undersøger hvordan vi ser TV og hvad det gør ved os. Vi hygger os foran TV’et, vi sover foran TV’et, vi spiser foran TV’et, vi har sex foran TV’et, vi samler familien foran TV’et, og vi har konstant TV’et kørende i baggrunden. Vi ser gennemsnitlig 3 timer og 18 minutters TV hver dag! Det lyder af meget, især når man tænker på hvor meget vi også er på internettet og på hvor meget dårligt TV der kører på skærmen, men…. – der er altid noget på TV. Hvad sker der med vores menneskelige relationer, når vi som TV-man’en Hassan altid lige skal se det her når hans kone kommer hjem fra arbejde?

“Jeg er med-afhængig. Min man er TV-man. Jeg savner ham, men jeg kan ikke snakke med ham om det. Jeg har prøvet at se TV sammen med ham, men der er ikke noget jeg hellere ville bruge mindre tid på.”

I gamle dage rettede vi os mod hinanden, nu retter vi sofaerne mod TV’et a.k.a. husalteret. Det er blevet en lille maskine som fylder vores hjem og flere af vores rum med billeder og lyd. Er det virkeligt nødvendigt at have flere TV i sit hjem end beboere?

Selv scenografien er et kæmpe TV, som vi, nu da vi endelig er gået i teatret,  tvinges til at se ind i. Scenen er bygget op af forskellige greenscreen-studier, og forskellige lærreder hvorpå skuespillerne bliver projiceret. Farverne er stærke og unaturlige, de skriger på opmærksomhed, akkurat som TV’et.

Ja, nu lyder det hele jo meget deterministisk og alvorligt, skønt det er en virkelig sjov og underholdende forestilling. Media Machine spiller især på fordomme om TV og har en stor referenceramme at trække på i og med at stort set alle danskere ofte ser TV, og ja, gennemsnitlig over 3 timer dagligt. Der refereres f.eks. til et utal af Politi-reality-TV-serier, fiktions-serier, eks. Friends og Sex and the City, nyhedernes Ulla Therkelsen som konstant er i Mellemøsten midt i frygt og terror, og Peter Tanev omgivet af vindstød med orkanstyrke, for ikke at tale om de utallige castinger med folk som vil være med i Voice, Paradise eller Robinson.

Skuespillet er grundet konceptet, meget fremstillende, der er ikke meget indlevelse, men masser af humor. Især Sigrid Husjord er fantastisk som hungrende, rablende sindssyg og håbefuld reality-deltager, som vil bevise at hun er grænsesøgende nok til at tage reality-TV til “the next level”, og som derfor skider på folk, knepper aber, giver blowjobs og smadrer en bar – på en gang og tilmed på en sexet måde.

“Jeg søger grænserne, og så bryder jeg dem!”

Forestillingen undersøger virkeligheden. Derfor brugere danskdansk ”virkelige” mennesker i deres forestilling, publikum, som får lov til at afløse skuespillerne når de føler at hele fiktionen bliver for meget for dem.

Publikum hentes op fra tilskuerrækkerne for at erstatte eller hjælpe spillerne på scenen. Disse mennesker forekommer os endnu mere virkelige end spillerne. Tilmed giver det forestillingen et ekstra lag, når tilskuere pludselig bliver performere og dermed sætter alle i samme båd – vi er alle virkelige mennesker, og vi kan alle skabe en fiktion.

Danskdansk har arbejdet med kompagniet GobSquad som specialiserer sig i publikumsaktion og er virkelig gode til at få publikums-deltagerne til at agere og samtidig føle sig trygge i denne ageren på scenen. Det nu agerende publikum bliver udstyret med hovedtelefoner og mikrofon og får igennem denne forvoksede øresnegl besked på hvad de skal gøre og sige – ikke langt fra TV’ets egen virkelighed kan man sige.

Denne publikumsinteraktion skaber en samhørighed, en mere laid-back stemning hvor alle kan være performere og rollerne derfor ikke  udelukkende er for de mere trænede, mere, i denne sammenhæng særlige mennesker, nemlig skuespillerne – det giver en medmenneskelighed i tilgangen til publikum og til forestillingen.

Selv skuespillerne er allerede fra første scene virkelige mennesker. De starter forestillingen om fiktionen og illusionen med at bryde illusionen. F.eks. går spillerne rundt blandt publikum før forestillingen begynder og præsenterer sig selv med deres virkelige navne.

Jeg er Anne-Vibeke og jeg spiller Anne-Vibeke i forestillingen

Forestillingen har mange lag, og konceptet fungerer virkelig godt. Tilmed synes jeg det er et vigtigt og vedkommende emne at tage op i en mediestyret verden hvor medierne i høj grad påvirker den almene opfattelse af virkeligheden. Derudover er forestillingen virkelig sjov og underholdende, og formår trods udstillingen af TV-seere, ikke at virke fordømmende – vi er jo alle TV-seere. Men for en gangs skyld, så lad vær med at tænde for TV’et, fjernsynet, net-TV’et, tossekassen, husalteret, ect, drop X-faktor, Voice og Paradise til fordel for at blive underholdt på Gasværk Teater med Media Machine.

Anmeldt af Ida Fredericia
FOTO: Per Morten Abrahamsen

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere