StageLAB cold reading

Det er så det nye!

Bastarden, TeaterHuset, 10. marts 2016

TeaterHuset initiativgruppe StageLAB har udviklet platformen StageLAB/Manus, som er et kursusforløb, hvor vækstlagsdramatikere via sparring med hinanden og aktører fra det professionelle scenekunstmiljø, udvikler dramatisk tekst. Aftenen med cold readings var en visning af det foreløbige resultat af deres ihærdige skrivestunder i Dramatoriet, på 4. sal i TeaterHuset.image

 

Det kan jeg ligeså godt sige, først som sidst: det var meget svært ikke at finde glæde i sjælen, efter nogle timer i selskab med hjerteblødende, dugfrisk dramatik fra StageLAB/Manus hold #1.
Man mærkede tydeligt at teksterne ikke bare var skrevet i al hast til formålet. De var alle en opvisning af gennemarbejdet dramatik, der virkelig gerne ville frem i livet, frem på scenen.

 

Det var tekster der alle sammen havde noget på hjerte; som virkelig ville deres publikum, deres skuespillere og deres instruktører. Samme tekstligt og scenisk åndsnærvær skal man lede længe efter, også på de professionelle scener.
Dramatikken var selvsagt svingende i kvalitet – både i det store og i det små – men det var irrelevant, for ind i mellem – i alle teksterne – var der lysende øjeblikke af varierende størrelse, der både gav mening, inspiration og scenekunstglæde for tilskueren.

 

Det er nemlig ikke det en cold reading handler om: kvaliteten af det du hører og ser. De handler nærmere om at få lov til at mærke det nye tekst, udfolde sig scenisk. Hvad virker – hvad virker ikke, hvordan reagerer vi, når denne her replik falder – hvilke følelser opstår i mødet med dette nye?

 

Der er ingen tvivl om at håndværket vil finslibes langsomt men stødt, for de fem dramatikere der viste deres hjertebarn frem, en aften i marts på Bastarden. Det var en fornøjelse.
Jeg håber, at de gik ligeså tilfredse hjem, som undertegnede gjorde. Det ville være dem fortjent.
StageLAB/Manus (og StageLAB i det hele taget) er one to watch – og tilmed gratis. Det er ikke kun et sympatisk projekt, der giver det spirende endnu større mulighed for at spire, men også i dens form denne aften, ren underholdning, gode grin og blandede følelser på stribe. Dét i sig selv er et rendyrket kvalitetsstempel, for en underholdende og rørende aften i dramatikkens tegn.
Følg med på StageLAB’s Facebook-side her, hvor der løbende opdateres aktiviteter, readings, etc.

Cold reading:
En scenisk oplæsning af en dramatisk uden brug af rekvisitter, scenografi og kostumer. Skuespillerne har manus i hånden og agerer ud fra enkelte instruktioner, men med lys.

Tekster opført denne aften:
IDA – af Sonja Ferdinand – readet af skuespiller Christine Sander og iscenesat af instruktør Maria Thostrup Jakobsen

Pas på Torben – af Jesper Haller – readet af skuespillerne Salik Rehman, Nicolas Wollesen og Lærke Mejlgaard og iscenesat af instruktør Nina Spile

Vink – af Caroline Wium-Andersen – readet af skuespillerne Mads Madsen, Christian Otto Madsen, Philip Dragsted og Jakob Svarre Juhl og iscenesat af instruktør Anne Bjerrum

Synd for dig – af Cecilia Elefsen – readet af skuespillerne Sara Bomholdt, Amalie Johanne B. Hansen og Monica Rahbek og iscenesat af instruktør Martin Ousted

And the stars look very different today – Anne Sofie Thomsen – readet af skuespillerne Mette Purup og Mia Tvede og iscenesat af Nina Spile

BA i Teatervidenskab og Kulturformidling, og nu kandidatstuderende på Moderne Kultur og kulturformidling. Jeg er tidligere formand for VILDSKUD, næstformand i TeaterHuset og glad for alt scenekunst, der har hjerte. Min smag favner alt fra moderne dans til ny dansk dramatik. Mit hjerte banker særligt for vækstlaget, men også for de etablerede scener, der formår at tænke ud af boksen.

Vær den første til at kommentere