Hvad skal vi med politisk kunst?

reumert

Jeg er taget til Reumert-Salon, for at blive udfordret på, om politisk kunst overhovedet nytter noget. Salonen er en del af en række, hvor scenekunsten ikke bare skal vurderes men også debatteres. Salonerne arrangeres af Bikubenfonden.

Salonaktivist?

Jeg har været til saloner før, i pæne teatersale og med mulighed for at købe en Cola Zero eller en Cappuchino, inden man starter. Denne gang er det anderledes, salonen afholdes i Peder Lykke Centret midt i urbanplanen, i det store højhus som engang var et plejehjem, men som nu er rammen om et lille landsbysamfund på højkant. I jagten på den her Cola, forvilder jeg mig ind i et tilstødende lokale, hvor 3 personer sidder over en ramme grønne Tuborg og diskuterer politik. Det er MEGET fristende at slå sig ned. Kunstkollektivet FAMILIEN må ha’ tænkt det samme, for de er flyttet ind i forbindelse med skabelsen af en forestilling om huset og dets beboere. En meget relevant forestilling, da højhuset desværre står til nedrivning lige om lidt. Politisk kunst? Ja. Men hvad betyder det?

Som udgangspunkt mener jeg, at al kunst er politisk, af den simple grund at den laves af mennesker og alle disse mennesker, om de er sig det bevidst eller ej, reguleres og indgår i et politisk system af regler og normer, som de enten er generelt for eller generelt i opposition til (eller alt derimellem). Det kan godt gøre mig vred, når en kunstner hævder at være apolitisk og fuldstændig toldfrit, alligevel kan indtage et politisk synspunkt under et neutralt dække.

Al kunst er politisk. Punktum. Men det er lidt letkøbt ikke? for noget kunst opererer mere åbenlyst i en politisk betændt ramme, eller med et bestemt politisk sigte. Tilbage til salonen. Paneldeltagerne er i dag: Niels Bjørn, Urbanist ph.d., arkitekt, filminstruktør og formand for tænketanken URBAN, billedkunstneren Kenneth Balfelt, sceneinstruktør og medlem af FAMILIEN, Lene Skytt og sidst men ikke mindst, beboerformand i højhuset Torben Joensen.

 

Politisk kunst som etisk fordring og systemkritik

Ifølge Niels Bjørn indebærer den politiske kunst en form for magt – eller systemkritik. Den behøver ikke at være eksplicit men skal indeholde en lyst til at ville nogle andre mennesker noget på et strukturelt plan. Kenneth Balfelt præsenterede den politiske kunst som en Etisk fordring: som kunstner skal man prøve at bruge den frihed det er, at få frie økonomiske midler, til at putte noget mere etik ind i vores samfund.

 

Hvad kan den politiske kunst?

Balfelt kom i sin introduktion med nogle synspunkter og erfaringer fra det virkelige kunstnerliv, som jeg har taget til mig. Efter eget udsagn bruger han sin kunst til at udvikle situationer visuelt, sanseligt og fysisk. Han mener, at kunsten kan visualisere og konkretisere, så folk kan se en anden fremtid eller andre udfald i forhold til en låst politisk eller samfundsmæssig knude. Han sammenligner kunsten som redskab i en samfundsmæssig udfordring – f.eks. hans projekt Fixerummet: om at give plads, omsorg og beskyttelse til stofmisbrugere på halmtorvet, med det at skrive et læserbrev:
”Jeg har lært af mange års erfaring, at hvis man kritiserer nogen direkte, bevæger de sig væk fra dig og så kan man ikke skabe noget(..) Kunsten kan vise en anden måde at gøre tingene på, som er konstruktiv og ”ufarlig”.

Det giver altså rigtig god mening og jeg følte mig i den grad ramt, da jeg umiddelbart inden salonen, havde forfattet et vredt (omend berettiget) opslag på facebook. * Note to self: mindre facebook ”aktivisme” og mere konstruktivitet!

Niels Bjørn nævner efterfølgende, at kunsten som ramme om debat er meget mere egnet, end eksempelvis politiske debatprogrammer, hvor der præsenteres to positioner, der står fast overfor hinanden. Kunsten kalder på refleksion og introspektion, som går tabt i den politiske debat, fordi det handler om at vinde argumentet, fremfor at forstå hinanden og sig selv.

 

Et lille twist

Kunsten kommer heller ikke nødvendigvis med et svar – faktisk er det bedst, hvis den lader noget forblive åbent, i hvert fald hvis du spørger Lene Skytt, når hun taler om forestillingen ”En Landsby på Højkant”: ”Vi tør at være i tvivl og forhåbentligt få publikum til at være i tvivl.”

Niels Bjørn tilføjer, at den politiske kunst heller ikke må blive forudsigelig. Han kan godt lide at den fører ham et sted hen, hvor der er nogle fælder, der fanger ham. Det kender jeg godt fra mig selv, jeg er tit gået ind til et politisk stykke kunst og haft en ret fast idé om, hvor jeg stod, i forhold til det statement kunsten præsenterer, men er endt med at måtte se mig selv og emnet i et nyt lys efterfølgende.

 

Etik og politisk kunst

Når man skal finde ud af, om politisk kunst nytter noget, bliver man nødt til at spørge for hvem skal den nytte? Er det deltagerne? Publikum? Politikerne?
Kenneth Balfelt mener, at det er en del af den kunstneriske opgave, at finde ud af hvem der skal ”flyttes”, i forbindelse med hvert enkelt kunstværk.
Hvorfor skriver jeg deltagere og ikke skuespillere?

FAMILIEN har skabt en forestilling, hvor ”rigtige” mennesker fra højhuset indgår som en del af kunstværket. Det er ikke al politisk kunst som er borgerinddragende og vice versa. men det er en meget stor tendens i tiden. Et eksempel herpå er f.eks. Fix og Foxy’s det store ædegilde, som du kan læse undertegnedes anmeldelse af her.

Borgerinddragende kunst stiller ifølge Skytt nogle helt særlige krav til kunstneren. Skytt mener at man har et meget stort ansvar, for de mennesker, man inviterer ind i sit kunstværk. De går ikke hjem, men har en dagligdag i højhuset.

Instruktører og skuespillere har en faglighed og en professionel rolle, de kan gemme sig bag mens borgerne indgår som SIG SELV. Dette betyder, ifølge beboerformand i højhuset Torben Joensen, at det ikke er alle, man har lyst til at indgå et samarbejde med. Han har før oplevet, at en fotokunstner og en journalist kom til at udstille beboerne i højhuset, som mennesker i armod på en unuanceret måde. Der har også været henvendelser fra produktionsselskaber, der gør sig i Reality tv-formater, som af samme grund har fået nej. Politisk kunst må aldrig blive Reality og det må være kunstnerens ansvar at undgå, synes jeg.

 

Landsbyen der blev væk

På spørgsmålet om hvorvidt det har ændret noget at FAMILIEN har været forbi, er Joensen’s svar ligetil: Nej. Huset er hele tiden i udvikling, men den fortælling som Skytt og co. skaber, kender man godt i forvejen. ”Det har heller aldrig været meningen at det var beboerne, der skulle rykke sig. Det er folk udefra der skal ændre sig” er Skytt’s svar.

Det er der en god grund til at de skal. Højhuset står til nedrivning og normalt ville det betyde, at kommunen var forpligtet til at genhuse beboerne. Problemet er bare, at der ikke findes boliger i København, som er billige nok til at være et reelt alternativ til højhuset. Denne nedrivning er udtryk for den stigende gentrificering af København, hvor ”oprindelige” borgere presses ud af økonomisk bedre stillede tilflyttere. Et emne man også ser behandlet i Teater V’s Godt vi har ALLAN – om gentrificeringen af Vesterbro.

 

Nytter det noget?

Nytter politisk kunst? Det er jeg overbevist om. Hvis du som kunster, bare rykker én ud af 100 publikummer, så har du sparket gang i noget. Jeg mener også, at det at give stemme til dem, som ikke normalt høres i den samfundsmæssige debat, er et politisk mål i sig selv. Rykker man politikerne? Næppe. Men det er heller ikke kunstens ansvar – det er et ansvar, der ligger hos dig og mig, som borgere i et demokrati.

Der var mange fantastiske pointer fra salonen, der ikke fik plads i dette blogindlæg, f.eks. at den politiske kunst helst ikke skal foregå i hermetisk lukkede teatersale, hvor man prædiker til de allerede omvendte.

Jeg kan på det kraftigste anbefale alle at tage til Reumert-saloner og deltage i debatten om scenekunsten. Medbring egne colaer og termokopper med kaffe, hvis du også er blevet en forkælet salonaktivist!

 

Jeg håber også, at vi ses til En Landsby på Højkant i Peder Lykke Centret engang i næste uge. Den spiller til 10. Marts og du kan købe billetter her.

Du kan læse mere om Reumert saloner her.

Anna Skov

Uddannet BA i Teatervidenskab med sidefag i Digital Kommunikation og Æstetik. Til dagligt ruller jeg rundt på et gulv og laver dramalege med 3-6 årige. Jeg bliver tændt af teater, der eksperimenterer med formen og forsøger at interagere med publikum på nye måder- gerne ved brug af nye digitale medier! Jeg er også stor fan af nyskrevet dramatik. Du kommer aldrig til at møde mig til en genopsætning af Ibsen på Det Kongelige Teater.

Vær den første til at kommentere