Spredt

Spredt

ForestillingFem Københavns Musikteater den 26.-30. april på Københavns Musikteater samt på CPH: stage den 17.-20. juni, til CPH:Stage på Teatret ved Sorte hest

Scener fra et parforhold

ForestillingFem er et midlertidigt projekt. Folkene bag vil gerne undersøge, hvad nyt, undersøgende teater kan være. Fælles for alle fem forestillinger, i ForestillingFem, er at de på hver deres måde undersøger, hvad det vil sige at være menneske i dag. Når de fem forestillinger har spillet, lukker ForestillingFem ned. SPREDT er anden forestilling i ForestillingFem.

Vi har to kvinder i ens tøj, i et sort rum. De er to alen af et stykke, der til sammen udgør kvinden Liva. I montager, dvæler hun ved sit nu tidligere parforhold. Hun afsondrer episoder i deres forhold, både de gode, de dårlige og dem med konsekvenser. Alt sammen foranlediget af ekskærestens banken på hendes dør.
De to kvinder skiftes til at spille Liva og ekskæresten, og sammen tager de tilbage i minderne. Montagerne bindes sammen af scener fra nutiden, hvor Liva er i gang med at lave coq au vin til en middag om aftenen, mens ekskæresten er på besøg, for at hente sine ting.

Det er rent og fuldendt, men dog er der ikke meget på spil. Dette gør ikke spor, men det bliver ikke helt farligt nok, til at sprænge kanylerne!

Scenografisk er det holdt helt simpelt. Der er to glaspartier, der står i rummet, ret op, og kan flyttes for at skabe og ikke skabe rummet igen. Samtidig giver glaspartierne publikum følelsen af at ”være med på en kigger”, hvor man får lov til føle sig lidt som en voyeur. I løbet af forestillingen introduceres også en række IKEA-poser, en biodynamisk høne og et blad for fritidsdykkere.

Dramatiker Amanda Linnea Ginman har begået en fin, poetisk forestilling, der med sin enkle æstetik, både scenisk og sprogligt, stråler i teaterlandskabet. Camille Langdal Sieling har med sin iscenesættelse også fat i den lange ende. Det er rent og fuldendt, men dog er der ikke meget på spil. Dette gør ikke spor, men det bliver ikke helt farligt nok, til at sprænge kanylerne!

De to spillere, Stine Gyldenkerne og Stina Mølgaard, udgør ikke kun karakteren Liva, men også forestillingens epicenter. Det er i kraft af de to’s vidunderlige mimik, energi og sammenspil, at poetikken i forestillingen ikke virker som blide kærtegn på en varm sommerdag, men mere som en stang dynamit under vores forestillinger om os selv og vores parforhold. Og det virker godt!
Forestillingen har nerve og rammer ikke kun i hjernen, men også i maveregionen, hvorfor jeg flere gange tog mig selv i at klukke muntert. Ginman har generelt et smukt sprog, og i særlige øjeblikke, en yderst afpudset sans for komik. Det samme gør sig gældende for spillerne, Gyldenkerne og Mølgaard.

Mindernes flygtige DNA får krammet på Livas forestillinger om hendes parforhold, og sætter samtidig publikums egne minder i perspektiv. Var alt egentlig, som man huskede det? Eller var det som den anden oplevede det?
SPREDT tilbyder ikke noget endegyldigt svar på disse spørgsmål, og det gør kun forestillingen mere interessant og relevant for sit publikum.
Jeg kan godt garantere, at man ikke vil gå forgæves til SPREDT, som jeg giver fire sprængfyldte kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen på Københavns Musikteaters forestilling her.

Julie Rylander-Hansen

BA i Teatervidenskab og Kulturformidling, og nu kandidatstuderende på Moderne Kultur og kulturformidling. Jeg er tidligere formand for VILDSKUD, næstformand i TeaterHuset og glad for alt scenekunst, der har hjerte. Min smag favner alt fra moderne dans til ny dansk dramatik. Mit hjerte banker særligt for vækstlaget, men også for de etablerede scener, der formår at tænke ud af boksen.

Vær den første til at kommentere