Barn af undergrundens stålvilje – en kærlighedserklæring

teaterhuset

Hvis du ikke ved det endnu, så gemmer der sig en usleben diamant, i indre København. Du har måske hørt om den igennem en vens ven. Måske har du i en alkoholrus i Huset-KBH, lagt mærke til de pink farver, der florerer på plakater og skilte, rundt omkring i det gamle kulturhus. Måske har du ingen idé, men det burde du have.

Af Julie Rylander-Hansen – Trofast bruger af Teater-Huset siden 2012 og tidligere formand for VILDSKUD

I postnummeret 1466, op igennem bagtrappen til Rådhusstræde 13, finder man Teater-Huset. Her står vinduerne på fulde gab ud til gården og til gaden om sommeren, for at lade den overskydende varme slippe ud. Særligt om efteråret kan man høre råb, skrig og skrål fra selvsamme lokaler – dog for lukkede, men duggede vinduer.

Man kunne forledes til at tro, at der her var tale om nogle helt andre aktiviteter, end hvad en nærmere undersøgelse vil vise. Teater-Huset er nemlig hverken torturhus, spøgelseshus eller horehus.
Teater-Huset er en prøvelokaleforening, der siden 2004 har ageret sandkasse for teatrets undergrund. Igennem årene er der i de gamle lokaler, både blevet bygget store, smukke sandslotte og smuldrende sandkager, hvor begge dele har været lige vigtigt. I år kan det endelig fejre sit 10-års jubilæum, i samme lokaler, hvor det hele startede.

De har set undergrundens stålvilje vokse sig større end i 2004. Set deres medlemmer og gæster, grine og ikke mindst græde – både af glæde, men nogle gange også af sorg

Åbne arme

Teater-Huset består af otte lokaler af forskellige størrelse, fordelt på 3. etager i Huset-KBH. Foruden en scene og opholdsrum, tæller også øvelokaler. Det er her, hvor skuespiller- og instruktøraspiranter hele året rundt betræder de bonede gulve. Det er her, der bliver øvet til optagelsesprøver, til auditions og til forestillinger. Forestillinger, der for det meste er nyskrevne og ikke mindst, forsøgende i sin form. I Teater-Huset er der højt til loftet. Der er plads til at eksperimentere og til at ramme fuldstændig plet.

Lokalerne på Rådhusstræde 13, har set både store succeser og de, der ikke var lige i øjet. De har set teatermagere rejse fra sig og vokse sig store, set dem flytte hjemmefra. De har set undergrundens stålvilje vokse sig større end i 2004. Set deres medlemmer og gæster, grine og ikke mindst græde – både af glæde, men nogle gange også af sorg.
Tilbage står Teater-Huset, altid med evigt åbne arme.

 

Kærlighedsbørn er bastardbørn

Man kan ikke sige Teater-Huset, uden også at sige teaterfestivalen Vildskud. De er uomtvisteligt af samme forældre. De er kærlighedsbørn af unge teatermagere, der i sin tid gjorde, og til stadighed gør, krav på at have en stemme og et sted.
Et sted, hvor det ikke handler om belægningsprocenter, fagforening, økonomi og mangel på samme.
Et sted, hvor talent kan få lov til at gro frit, under faste, fysiske rammer.

Teater-Huset har sammen med Vildskud, været medvirkende til at få sat undergrundsteateret på Danmarkskorte, hvor der siden begges fødsel, er kommet flere børn til, både i Aarhus og i Odense.
Det var da netop også efter den allerførste Vildskud festival, at der opstod et behov, for en mere permanent legeplads for undergrunden. Efter forhandlinger med København Kommune, stod det fast: Teater-Huset var født, og således også muligheden for at dyrke teatret, alle 365 dage om året, i flere forskellige øvelokaler og en black box. En black box, der med kærlighed til undergrunden, kaldes Bastarden.

 

Black boxen man aldrig glemmer

Det er på Bastarden, at mange af Teater-Husets medlemmer, slår deres første vingeslag. Studerende ved Den Danske Scenekunstskole, Anna Malzer, fortæller, hvad en scene som Bastarden og et hus som Teater-Huset, har betydet for hende:
”Da jeg som forvirret og følsom 19-årig, havde brug for en scene at lave teater på, bød Teater-Huset mig velkommen. Jeg fik en black box til at træne vores kroppe, en bestyrelsespost til at træne min hjerne, og en gård til at få inspirerende venner i. Jeg nød kollektivet, kaosset og kampgejsten i Teater-Huset, indtil jeg nu fire år senere går på instruktion på Den Danske Scenekunstskole, og måske ender med en lidt større – men aldrig ligeså fin, kollektiv, og hjertevarm – black box”.
Ligesom Anna Malzer føler også jeg en særlig hjertevarme for Teater-Huset og for Bastarden, og jeg tror ikke, at hverken Anna eller jeg er alene om disse følelser. Det er i hvert fald den historie, som de næsten 200 medlemmer af Teater-Huset fortæller, både når man møder dem til en forestilling, til VILDSKUD eller på gangene en varm sommerdag, hvor vinduerne står på fulde gab.

Tillykke med de ti år, kære Teater-Huset. Trods dine kommunalt støttede kanter, formår du og dine stadig at overraske, at underholde og at henrykke. Du er teatermiljøets bastardbarn, født af undergrundens stålvilje – og det skal du blive ved med at være.

Læs mere om Teater-Huset her og også meget mere om festivalen Vildskud her, som kommer igen til august.


Julie Rylander-Hansen

BA i Teatervidenskab og Kulturformidling, og nu kandidatstuderende på Moderne Kultur og kulturformidling. Jeg er tidligere formand for VILDSKUD, næstformand i TeaterHuset og glad for alt scenekunst, der har hjerte. Min smag favner alt fra moderne dans til ny dansk dramatik. Mit hjerte banker særligt for vækstlaget, men også for de etablerede scener, der formår at tænke ud af boksen.

Vær den første til at kommentere