SPOTTING

spotting

Det er vi kede af, Superhands, Oprør i naturen, Københavns Musikteater 25. Januar og 28. Januar

Varme musikalske kram i det musikdramatiske laboratorium

Spotting – nye talenter på Københavns Musikteater udfordrer genren teaterkoncert. Hvad kan den? Hvor skal vi hen med den? Og hvor langt ud kan man bevæge sig i spændingsfeltet mellem teateret og koncerten?
Mini-festivalen Spotting har inviteret en række nye talenter ind i deres ”musikdramatiske laboratorium” i den gamle lejlighed på Kronprinsensgade.

1. akt ligger fast med forestillingen “Det er vi kede af”, som er skabt af nye unge talenter udvalgt af Københavns Musikteater. 2. akt består af forskellige småforestillinger som fungerer som eksperimenter med genren. De er en optakt til længere forestillinger og skal derfor anses for et indblik i arbejdsprocessen. Vi kommer altså bag om forestillingen før den er færdig og får indblik i hvordan de forskellige grupper tolker genren “Teaterkoncerten”.
Hvad kan musikken sammen med teatret, og hvorfor er en regulær koncert ikke en teaterkoncert? Musikerne agerer vel altid på den ene eller anden måde. De indtager bestemte roller, og der er en klar adskillelse mellem publikum og aktører, tilskuerplads og scene. Teatraliteten og fiktionen er allerede til stede i den alm. koncert, men det er når spillerne indtager scenerummet og sætter fokus på plot, historie og stemning, når hverken musikken eller teatret står i forgrunden eller i vejen for hinanden, men sidder på samme række med hinanden i hænderne og taler om mennesker, livet, kærligheden – da har vi teaterkoncerten.

Jeg er på festivalen i dennes sidste dage hvor den faste forestilling “Det er vi kede af spiller sammen med gruppen Superhands og forestillingen “Oprør i naturen”.
“Det er vi kede af” er skabt af musicalperformer Liv Stevns Petersen, instruktør Miriam Boolsen, musiker Johannes Asbjørn Eberl Smed og scenograf Sara Irna Hanna Vilslev.
Forestillingen har svært ved at placere sig og vil både handle om ikke at høre til, om samfundets kapitalisme, om at blive voksen, blive forelsket – ja lad os bare sige hele livet.
Musikken i forestillingen fungerer virkelig godt. Johannes Smed får både skabt skarpt malende elektroniske lydbilleder, poppede shownumre, samt stille melodier spillet på ukulele. Teksten hakker dog underligt og tager opmærksomhed fra den musiske komposition. Den vil sige meget, næsten alt for meget – de er fyldt til bristepunktet af budskaber, de nye talenter.
Liv Stevns Pedersen har med sin musicaluddannelse en stor force inden for både musik, dans og teater. Hun synger som en drøm og kan steppe for et helt orkester, men hun fylder desværre også nogen gange for meget. Hun er musicalperformer helt ud i blodet, og det matcher ikke resten af forestillingens æstetik og stil. Hver en alvorlig udtalelse skal blive råbt igennem en megafon af Stevns karakteristiske skingre, skæve og skønne stemme. Så højt at man må anstrenge sig for at høre hvad hun vil sige og at budskabet aldrig når frem. Der er stor stemme og et stort temperament i den lille kvinde. Det bliver dog desværre en slags evig comic relief, når vi netop har brug for alvoren og spændingen. Det er rigtig ærgerligt, for forestillingen har mange fine elementer, selvom man tydeligt fornemmer at det  stadig er et skitsearbejde, for performerne har haft meget kort tid (14 dage) til at producere i det musikdramatiske laboratorium. Og med en forestillingsproces på 14 dage er det virkelig imponerende hvor meget de har nået!

For eksempel fungerer det virkelig godt, i scenen hvor Stevns stepper på en trækasse til Smeds elektroniske rytmer. Her spiller musikken og teatret virkelig godt sammen, de giver hinanden noget og kan vokse i hinanden selskab. En anden dejlig scene er hvor Stevns og Smed tilbyder publikum selvlysende saftevand med spottings totemdyr, små selvlysende rensdyr, i. På bunden af glasset lyser forestillingen op, men man skal igennem flere selvlysende milliliter før man finder den virkelige substans.

Anderledes står det til i Superhands laboratorium. Her er scenen og lyset enkelt og performerne klædt i nedtonet træningstøj – dette er et laboratorium. Vi er blot nogle dansere og musikere, som vil eksperimentere og lege lidt – that’s it.
Forestillingen åbner med en ensom hæs trompetist. Bag  tilskuerrækkerne lyder et kor af blæserinstrumenter som akkompagnerer den skæve trompetsolo. Musikken fylder rummet ud, og gør at man langsomt falder tilbage og fortaber sig i musikken.

Superhands har en ærlighed , en inderlighed og en velvillighed over for deres publikum som føles som et kæmpe musikalsk kram. Det varmer hele vejen hjem på cykel i Københavns bidende frostvejr. Det har jeg savnet i teatret!

Det er smukt, enkelt, faktisk også rigtig rigtig overvældende, hvordan musikken strømmer ned over tilskuerrækkerne og fylder hele rummet. Under forestillingen får man flere gange bare lyst til at lukke øjnene og lader det strømme ned over en, og det gør at de 2 dansere, Stina Nilsson og Linda Reinered nogle gange bliver tabt i forestillingen. De står lidt tilbage blandt alle musikerne, mens de improviserer til musikken med hinanden. Danserne er virkelig dygtige og interessante – de har en vis barnlig charme som passer godt med musikken som langsomt udforsker rummet, sine dansere og medmusikere. I store dele af forestillingen virker danserne dog lidt ubeslutsomme og som om de er bange for at overdøve musikken – de får aldrig lov til rigtig at give los.

Det er så også det eneste jeg rigtig kan sætte en fedtet finger på i denne forestilling, for den rørte mig virkelig med dens tilbagelagte og udforskende formsprog, befriet fra enhver arrogance eller forstillelse. De her musikere og dansere vil virkelig gerne vise os noget. De har noget på hjerte som de er villige til at give fra sig uden at skjule sig selv bag lyseffekter og kostumer. Superhands har en ærlighed , en inderlighed og en velvillighed over for deres publikum som føles som et kæmpe musikalsk kram. Det varmer hele vejen hjem på cykel i Københavns bidende frostvejr. Det har jeg savnet i teatret!

Til sidst i rækken finder vi festivalens afslutningsnummer “Oprør i naturen” som tager udgangspunkt i Shakespeares “En skærsommernatsdrøm”. Musikerne og performerne har prøvet at indfange stemningen i Shakespeares drama. De blander musik af Arvo Pärt, Arthur Russel og egne kompositioner med små tekstbidder fra dramaet. Scenen er fyldt til bristepunktet af vild grafik, hvor skoven, byen og skovånderne forvandles til moderne, skarpe og kolde landskaber. De 3 sangere er klædt i mørkt og skinnende make-up og fantasifulde kostumer. Der bliver anvendt masser af røg, lyseffekter og stor musik. Her er der virkelig gjort noget for at fange den mørke og mystiske stemning i dramaet, hvor trolddom og drifter blander sig i de unge elskendes kærlighedsaffære.
Man mangler dog den lidt lette stemning af komiske forviklinger og ungdomsforelskelse, som også er at finde i dramaet – det er trods alt en komedie.
Der er virkelig sat ind på at skabe en stemningsfuld forestilling, og de små tekststykker fra dramaet gør at der også opstår en fortælling. Stemningen og æstetikken udfordres dog ikke og man savner en større forskellighed i forestillingen, og især en større følsomhed i det store stemningsmaskineri.

Som sagt er alle forestillingerne prøver, udsnit og eksperimenter til nye forestillinger. Der er lagt op til nogle rigtig spændende projekter, og jeg glæder mig til at se de færdige udgaver. Der er mange forskellige bud på teaterkoncertens sammensætning og indhold, og festivalen har vist at der er et stort potentiale i genren som kan brede sig langt ud over begge sider af teater og koncert.

Anmeldt af: Ida Fredericia

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere