BEFORE YOUR VERY EYES

gobsquad11


GobSqaud, Hebel-Am-Ufer, Berlin, 20. januar 2012

You are here to live, and then die – go on, grow up!

“Before Your Very Eyes” er en forestilling om livet. I Gob Squads performance vokser en gruppe børn op på scenen og bliver ældre – lige for øjnene af os. “Before Your Very Eyes” udforsker hvad livet er igennem et enkelt og simpelt formsprog, med et ensemble fuld af charme og vitalitet som bogstavelig talt har hele livet foran sig, da forestillingen begynder.

Børnene i Gob Squad er, som en fortællende stemme deklamere, vaskeægte børn. De er sat på scenen for at publikum kan se hvordan man lever og hvordan man vokser op.
Hvad sker der når man bliver voksen? Kan man forblive den samme selvom man bliver ældre? Er man blevet den man ønskede at være da man var lille? Og hvad er meningen med det hele?
Gobsquad leger med det virkelige, og det opstillede. Børnene er lukket inde i et spejlkabinet, hvor vi som tilskuer kan observere hvordan deres liv udspiller sig, og hvor vi kan spejle os selv i børnene, som vitterligt har hele livet foran sig. Vi er her for at se dem leve, for derefter at se dem dø.
Rummet er besat med sofaer, kostumer, sminke, rekvisitter og et kamera til at dokumentere det hele. Scenografien er på sin vis plastisk og 2 dimensional, men nærværende fordi forestillingen trækker på virkeligheden.
En fortællerstemme instruerer børnene i hvordan de nu skal opføre sig, hvad de skal sige og hvilken leg de nu skal følge. Børnene agerer til dels ikke – og når børnene prøver at spille en anden end sig selv, forsvinder deres charme. Vi vil se børnene lege, vi vil se dem leve, her på scenen.Gob squads arbejder med virkeligheden og det statiske. Teatret er virkeligt, her er ingen illusioner, dette er ”rigitge levende” børn.
Børnene klæder sig ud, sminker sig og leger storrygende punkede teenagere og rødvinsdrikkende voksne.  Fortæller instruerer den f.eks. i hvordan de skal være teeangere. sæt dig over i sofaen og se henslængt ligeglad ud, tænd en cigaret, fortæl mig hvad du kan nu:
Når jeg er 20 kan jeg have sex og blive gravid.
Når jeg er 20 kan jeg have sex og ikke blive gravid
Når jeg er 20 kan jeg ligge på sofaen hele dagen, uden at få dårlig samvittighed.
Et par scener senere er vi inviteret til akavede middagsselvskab for voksne hvor alle prøver at holde stemningen og tage sig godt ud, og alle alligevel er utilpasse. Der er den tykke mand, som blærer sig med sit kendskab til vin, og værtinden som har brugt hele eftermiddagen på at lave uspiselig sushi.
Når jeg er 45 kan jeg spille playstation med mine børn, og sige at det er for deres skyld.
Når jeg er 45 kan jeg give mine børn en hue på, når jeg fryser
Når jeg er 45 kan jeg forklare ting jeg ikke selv forstår.
Når man bliver voksen har man flere muligheder, men er man virkelig blevet sådan som man  troede man ville være da man var barn?
Under forestillingen konfronteres børnene af optagelser af deres eget 3 år yngre jeg.
Hvordan er der i fremtiden? Har du det godt? Er du stadig dig selv, eller har du helt forandret og glemt hvem du var da du var yngre? Ændringer er tydelig hos børnene, selvom de ikke ligner sig selv, er det alligevel dem. Børnene konfronteres både af nostalagiske klip fra deres audition til forestillingen og direkte konfrontationer med deres tidligere, åh så unge, åh så naive, åh så håbefulde jeg.
Den 3 år yngre Jeanne konfronterer f.eks. den Jeanne som leger teenager. Hvorfor sover hun ikke længere med sin bamse isbjørn, spørger den yngre Jeanne. Er hun ikke længere bange for mørket, og for at være alene i verden? Nej teeange-Jeanne har helt andre ting at være bange for – f.eks. atomkræft og at hun tabe sin iPhone. Så enkelt kan forskelligen mellem barn og ung beskrives.
Scenerne i “Before Your Very Eyes er velkendte og komiske, især pga. børnenes charme. De leger og griner og er virkelig, virkelige børn. De løber igennem livet, for livet og fra døden, for at nå det hele, og for at leve nok, før fortællingen ender, og ingen ved hvad der sker på den anden side af døden.
Slutningen er kendt på foran, men ingen, ikke en gang fortællere ved hvad det hele skal betyde. ”Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske – jeg er bare en stemme, jeg er indspillet.”
Gob squads stil er enkel og poetisk. Der er ingen store udredninger omkring livet, livet er det vi ser i forestillingen. Det er hverdagen som udspiller sig, mens vi bliver ældre og ældre. Vi genkender os selv i børnene og deres enkle og simple udtalelser om livet.
Det er denne romantiske enkelthed og børnenes charme og humor, som gør forestillingen interessant og underholdende. Det er en vedkommende forestilling, som samtidig ikke presser publikum noget på.
Forestillingen lover ikke mere end den holder – selvom den vil fortælle hele livet og hver enkelte barns udvikling.
Læs mere om Gob Squad på deres hjemmeside www.gobsquad.dk
FOTO: Phile Deprez
Anmeldt af: Ida Fredericia
Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere