Republika

Republika - Edhem Jesenkovic - Photo Søren Meisner -7918

Ukendt land

Dansehallerne, 3-7. februar, Edhem Jesenkovic

Vi får et visum stemplet på kroppen efter billetten er blevet nøje gransket. Så bliver vi ført udenfor Dansehallerne inden vi bliver gennet indenfor i scenerummet. Vi skal ud og mærke kulden, før vi kan blive lukket ind i Edhem Jesenkovics “Republika”. Vi sætter os på de små ubekvemme brokker af hvid flamingo.

Republika - Edhem Jesenkovic - Photo Søren Meisner -7918Publikum har sat et spor af sandede såler som aftryk på den sorte dansevinyl. Udover vores egne aftryk og en del mursten, er der på scenen en seng. I den seng sover Edhem om natten. Han er nemlig flyttet ind i “Republika”. Det er hans hjem og dermed også hans territorium.
Spændingen er skabt allerede inden vi har sat os, måske allerede inden vi blev lukket ind. Jeg har i hvert fald fornemmelsen af at være kommet ind i noget, der allerede er i gang.

I starten af 90’erne flygtede godt to millioner bosniere fra deres hjemland. De flygtede fra de voldtægter, massakre, tvangsfordrivelser, tortur og koncentrationslejre, der var en del af borgerkrigen i Bosnien. En af de to millioner flygtninge var Edhem Jesenkovic og “Republika” tager afsæt i hans egen historie. Der ingen tvivl om, at dette er en både personlig og vedkommende forestilling.

Edhem sætter krop på flygtningenes situation. Ikke ansigt men brystkasse lår, fødder, albuer, knæhaser, sved, åndedræt og nærvær

“Republika” spiller sig ind i en verden, hvor der er knap 11 millioner syrere på flugt. Den maser sig ned i en virkelighed, hvor Europa på den ene side bygger mure og stiller grænsebomme op, og på den anden side har civile initiativer som Venligboerne, der er indstillet til Nobels fredspris. Men den stiller også spørgsmålet; hvem er det der bygger mure op?

“Republika” er en fysisk forestilling. Edhem er rastløs, men kan ikke komme nogle veje. Lyset, lydende, murene og en modstand i hans krop standser ham, i det han vil. Alt hvad han gør giver genlyd. Han sætter spor, vil gerne opsøge verden, men kan ikke.
Uroen smitter af på mig og jeg mærker forholdet mellem apati og raseri. Det er et bud på, hvordan det er at være et menneske på flugt. 11 millioner syere på flugt, 7 millioner internt fordrevne, 1 million i Europa, 25.000 i Danmark. Alle disse mennesker bliver nemt tal i en statistik. Edhem sætter krop på flygtningenes situation. Ikke ansigt men brystkasse lår, fødder, albuer, knæhaser, sved, åndedræt og nærvær.
Angsten og ensomheden kommer ind under huden og ned i mellemgulvet på publikum sammen med uro og rastløs. Vi bliver tvunget væk fra regnearket og ned i maven.
Det lykkedes Edhem at lave en soloforestilling der holder intensiteten. Forestillingen er en perfekt komponeret energiudladning. Det er ikke et øjeblik uvedkommende eller kedeligt. Det meste af tiden sidder jeg på kanten af flamingomursten med hænderne for munden.

Magtforholdet er vendt. Edhem var flygtning, nu er vi på hans territorium Selv om det ikke er et sted han kan slå rødder, er vi her på hans præmisser. Hvilket han overlegent viser publikum i slutningen af forestillingen.

Det er en forestilling der bliver siddende i kroppen. Så bare tag ind og se den!

Du kan læse mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside her.

FOTO: Søren Meisner

Anna-Olivia Christesen

Jeg er uddannet danser fra "Iwanson International school of Contemporary Dance" og har arbejdet som freelancer danser og underviser i både Tyskland, Østrig og Danmark. Jeg elsker scenekunst! Jeg kan godt lide når det er eksperimenterende, mærkeligt og skævt Jeg synes god scenekunst flytter noget; Om det er følelsesmæssigt, politisk eller på en anden måde er ikke så vigtig. Jeg er ikke til show men til nærvær og intimitet. Jeg vil kunne mærke kunsterne på scenen, at de arbejder lige nu og at det ikke kan gøres om.

Vær den første til at kommentere