JEG MIG FUCK DIG

 

Teater Grob,  11.-27. april, kompagni Teater st. tv.

”Jeg mig fuck dig” handler om 3 håbefulde teenage personligheder, som drømmer om at blive danmarksmester, europamester, verdensmester og NUBMER ONE i svømning. De træner alle dage og er besat af at være den bedste. De presser sig selv til det yderste mens de samtidig jonglerer med alle de problemer andre teenagere har: forældre, kærester, lektier, skole, jalousi, forelskelse og drømme. Det er sku ikke let at være ung, og det er kompagniet ”Teater st. Tv.” udmærket klar over. Der er mange emner og problematikker på spil, desværre behandles de overfladisk og man kommer aldrig rigtig ned i de dybere problematikker om at være ung, presset og skrub forvirret.

Der er alt for mange elementer og problematikker i forestillingen som kun bliver berørt ganske kort og ikke rigtig gået i dybden med: spiseforstyrrelser, den første gang, tab af en forældre, mindreværdskomplekser, pres, veninde-jalousi osv. osv. – og åh ja, så drømmen om at blive elitesvømmer og sætte alt ind i kampen for at nå sine mål og et scholarship. Denne forestilling er god til at sætte en diskussion i gang i klasselokalet, om stort set alle teenageproblemer, men forestillingen tager ikke selv konflikterne op. De præsenteres blot for de unge teatergængere: “såden her har man det hvis man er ung” – men har man det nu også det? De unge bliver alle skåret over med én kam, og spørgsmålet er om det er en repræsentation af ”den unge”, som de unge kan forlige sig med og identificere sig med.

Trods de mange overfladisk berørte problematikker er der alligevel langt mellem konflikterne. Forestillingen består af mange vel iscensatte og lækre, men dog ret så unødvendige fortællende scener, som holder den temmelig tynde historie i gang. Historien udspiller sig midt i de unges hverdag, mens de stiler imod det som tager dem ud af hverdagen: deltagelse i EM-udtagelserne i Torino. De er ambitiøse folkeskoleelver som prøver at udleve en drøm, mens de samtidig tumler med alle de problemer en almindelig teenager skriver om til Vi Unge: skole, forældre, kærester, drømme osv. osv.  Der er altså megen konfliktpotentiale, men intet som rent faktisk bliver anvendt aktivt i fortællingen – det er overkill og også hel del overspil.

Det er høje krav at sætte til sig selv når man først lige er blevet gammel nok til at gå med andet end aviser, men ikke bestemmer sine sengetider

F.eks. er der virkelig mange svømmescener, som egentlig er meget sjove i deres fysiske udtryk, hvor danserne svømmer gennem lokalet mens de hvisker kampråb og rosende ord til sig selv (her kommer instruktør Kamila Wargo Brekling koreografiske baggrund forestillingen til gode). Og jojo, forestillingen handler jo om nogle drømme om at blive elitesvømmere, men det er jo ikke det, som det at være teenager egentlig handler om. Og svømmescenerne er allerede forældede fyld-tiden-ud scener efter første omgang vandleg. De 20 minutters træde i vande, kunne med fordel udelades, og skære forestillingen ned til en 50 minutters.

Stilen er meget overspillet og udadvendt: ”nu fortæller jeg hvad der sker og hvordan jeg havde det med det og fortæller det med min skuespiller stemme”. Scenerne er langt mere fortællende end indlevende, og det gør man i høj grad har svært ved at identificere sig med karaktererne og deres mange problemer. Der skabes en ”teatralsk” distance mellem karakterne og spillerne. Karaktererne bliver snarere en imiteret og overfladisk repræsentation af teenagelivet og da nuancerne hos karaktererne netop er små, bliver den repræsenterede målgruppen også sat i bås, uden nødvendigvis at kunne spejle sig i karaktererne.

Forestillingen drukner i klichétunge småkonflikter og er fuld af scener, hvor spillerne svømmer væk fra deres problemer – rækker fuck, siger fuck dig, drømmer om at fucke bare en eller anden, og samtidig blive elitesvømmer. Det er høje krav at sætte til sig selv når lige er blevet gammel nok til at gå med andet end aviser, men ikke bestemmer sine sengetider. Det er der nok en del teenagere som kan nikke genkendende til. Desværre sætter den overspillede spillestil, den dynamikløse opbygning og de gentagne svømmetræk stopper for indlevelse og identifikation med karakterne, og det er ærgerligt, for forestillinger indeholder mange gode fortællinger som kunne være blevet udnyttet bedre.

Læs mere om forestillingen på Grobs hjemmeside og om kompagniet her.

Anmeldt af: Ida Fredericia

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere