Jeg hedder Bente

Forestillingsbilleder til Svalegangens forestilling JEG HEDDER BENTE

Foto by Morten Fauerby // Montgomery ApS
www.montgomery.dk
morten@montgomery.dk
mobile +45 20 99 70 76
Forestillingsbilleder til Svalegangens forestilling JEG HEDDER BENTE

Foto by Morten Fauerby // Montgomery ApS
www.montgomery.dk
morten@montgomery.dk
mobile +45 20 99 70 76

Magtesløshed, frygt og humor er kogt sammen til en rørende forestilling om sygdommen, de fleste af os frygter: Alzheimers

Teaterforeningen High Noon. Spiller på Teatret Svalegangen, Aarhus, d. 10. september – 1. oktober 

»Jeg har fået konstateret alzheimers.« Replikken afleveres uden nogen form for følelse. Blot nøgternt, konstaterende. Bente, forestillingens hovedperson, sidder på en skammel med sit sorte tøj, sit tilbagestrøgne grå hår og sin no-shit attitude. Hun kigger lige ud i luften, mens hendes tre veninder, med skrækken malet i ansigtet, betragter hende. Der er helt stille i teatersalen. Kan noget nogensinde blive det samme efter sådan en replik?

Nej. Intet kan nogensinde blive det samme. Hverken for Bente eller for hendes veninder, Marie, Vera og Hanne. Og heller ikke for det publikum, der denne aften befinder sig i Svalegangens sorte sal. For uanset om du har kendskab til alzheimers eller ej, vil du forlade salen med lidt mere viden, en smule våde øjne og en snert af frygt for den livsædende sygdom.

”Jeg hedder Bente” indledes i mørke. En formel stemme fortæller publikum, hvilken salme der nu skal synges, og den korte sekvens er nok til at skabe en stemning af død. Med forestillingens beskrivelse in mente er ingen i tvivl om, hvis begravelse vi er til. Det er Bentes.

Bente kæmper en indædt kamp mod tiden. Hvert sekund er dyrebart, for hele tiden forsvinder små hjørner af hendes hukommelse

Da lyset få sekunder efter rammer scenen, hører publikum fuglekvidder og bølgeskvulp. Fire kvinder – tre midaldrende, en enkelt yngre – skutter sig på en træbænk. De er klædt i vintertøj, smiler og griner, og diskuterer navnene på skuespillere; navne, som de ikke kan huske. Det er let, humoristisk og giver de fleste i salen et smil på læben. Hvem har ikke selv været i den situation, må latteren fra publikum næsten betyde.

Bente udfordrer sine veninder til at smide tøjet og hoppe i vandet, og en enkelt giver efter, før lyset slukkes. Alt er stille, da lyset atter rammer Marie, Vera og Hanne. Nu klædt i sort. Med slappe mundtviger og uden Bente

Sådan skifter både tiden, sindsstemningen og historien i forestillingens 90 minutter. Publikum indvies i små bidder af Bente og venindernes liv; fra fortid til nutid og fremtid. Fra Hannes søns fødsel til venindeture i sommerhuset. Fra Veras mands død til Maries graviditet med Bentes eksmand. Og hver gang vender de fire veninder og publikum tilbage til nutiden, hvor Bente kæmper en indædt kamp mod tiden. Hvert sekund er dyrebart, for hele tiden forsvinder små hjørner af hendes hukommelse. Hun optager videoklip til sig selv, så hun kan huske, hvem Bente er. Hun ser opgivende til, mens hendes veninder kaglende planlægger rejser og restaurantbesøg for dem alle fire. Hun får panikanfald. Hun mister sit arbejde. Hun skælder veninderne huden fuld. Hun glemmer, hvor hun bor. Hun kan ikke finde sit køkken. Hun sidder i en kørestol. Hun savler. Hun er væk.

”Jeg hedder Bente” er på samme tid en tung, smertefuld og livsglad oplevelse. Med en god variation af muntre øjeblikke og våde øjne er man som publikum konstant på dupperne. Hvilken stemning fremkalder næste scene? De fire skuespillere leverer en følsom præstation som den fasttømrede venindegruppe, der pludselig skal finde fæste på ny, da alfahunnen Bente langsomt forsvinder for dem. Især Benedikte Hansen er skarp i rollen som den tjekkede Bente, der uden at kunne gøre modstand svinder ind til ingenting. Som publikum føles den magtesløshed og desperation, der præger scenen. Men der er også vigtige spor af de livsbekræftende stunder, der midt i mørket gør livet værd at leve.

Kulturshot kvitterer med fem kanyler for en følsom oplevelse.

Du kan læse mere om forestillingen på Teatret Svalengangens hjemmeside her.

FOTO: Morten Fauerby

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere