Kulturshot Reumertsalon vol 2 – Flygtningen, mennesket i kunsten

Flygtningen i kunsten eller kunsten i flygtningen?

Kulturshot er taget til Reumert-salon igen – denne gang om noget ekstremt vigtigt og højaktuelt: Flygtningesituationen og de repræsentationer den efterlader i kunsten. Emnet er meget komplekst og hverken paneldeltagerne eller dette blogindlæg kan favne det fuldstændigt – der er mange nuancer og positioner, som forsvinder i debatten, men respekt til Reumert-komiteen og deltagerne for at gøre forsøget.

 

Flygtningen i panelet?

Højhuset i Peder Lykke Centret er denne gang skiftet ud med Skuespilhuset, det tætpakkede intime fælleslokale er byttet ud med et mere formelt ét af slagsen, hvor paneldeltagerne sidder på højstole på en scene, meget langt væk fra os andre. Paneldeltagerne i denne omgang er skuespilchef Morten Kirkskov(DKT), billedkunstner Nikolaj Bendix Skyum Larsen, museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen(Museet for Samtidskunst) og journalist, kritiker og radiovært Klaus Rothstein. Moderator er Tore Leifer, radiovært på P1 og jurymedlem i Reumert –komiteen. Jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke er inviteret en paneldeltager med flygtningebaggrund, det havde givet god mening.

 

Pressebillede fra Uropa – en asylballet. Co-produktion ml. Corpus, Den kongelige Ballet og Sort/Hvid

Kronik og kunst

Det er husværten der begynder; Morten Kirkskov er selvsagt inviteret fordi han er chef for nationalscenens skuespilafdeling, men sikkert også fordi han forfattede en kronik i starten af året, hvor han angreb regeringen og støttepartierne for åndeligt armod og fascisme ift. flygtningekonflikten. Den kan du læse her.

Han indleder salonen med at fastslå, at selvom han selvfølgelig må sige og skrive, hvad han har lyst til, så er det hans opgave at adskille kronik og kunst. Han skal ikke udpege retning i forhold til kvoter og økonomi, men ser det som sin opgave, at være med til at sige noget om, hvad det gør ved os, når flygtningen banker på vores dør. Jeg synes desværre, at Kirkskov bliver ved meget generelle overvejelser om krydsfeltet mellem politik og kunst og ikke så specifikt på flygtningen i kunsten, men det kan også være et spørgsmål om retningen, som moderator har drejet samtalen i.

 Kunne vi ikke bare give dem pladsen på scenen, i magasinet og på galleriet, som man gør hos Museet for Samtidskunst, med en frihed til at producere og fortælle præcist, hvad de har lyst til?

Nikolaj Bendix Skyum Larsen er næste i rækken og efter eget udsagn én af de kunstnere, som har været derude og møde flygtningen, hvor flygtningen er og har skabt kunst i og om dette møde. Hans projekt er, at få beskueren til at få kontakt til sine følelser og holdninger via. sansning i stedet for gennem statistikker og anden info, som vi bliver bombarderet med i nyhedsudsendelser. I foyeren i skuespilhuset, er hans værk ”End of Dreams” udstillet i forbindelse med salonen. Værket er en videoinstallation, som dokumenterer dykkeres søgen efter 50 bodybag-skulpturer, som blev blæst væk under en storm. Vinklen er Middelhavet som massegrav og det rammer mig ret hårdt, det er slet ikke til at forstå, at det græske øhavsparadis, jeg har på mine feriebilleder, også er arnested for den største tragedie for en række migrationsfamilier – det er meget håndgribelig kunst på trods af, at der ikke figurerer flygtninge i kunstværket.

 

Art in Exile – flygtningen som kunstner

På Birgitte Krikhoff Eriksens museum, har man taget en beslutning om at nytænke, hvad det vil sige, at være et museum for samtidskunst. Et af initiativerne er udstillingen Art in Exile, hvor man har givet kunstnere med flygtningestatus en platform til deres kunst. For første gang under salonen kommer flygtningen rigtigt i fokus. Initiativet bygger på en væsentlig, men sjælden erkendelse. Før de kom til Danmark, var de her mennesker kunstnere, mejerister, ingeniører, fædre, døtre, mostre, vegetarer, rygere –de havde identitet og facetter. Den identitet er nu erstattet med en sticker, hvor der står ASYLANSØGER. Museet for Samtidskunst giver dem en vej tilbage til deres hverv og en mulighed for at bryde igennem, på den i forvejen lukkede kunstscene. I den afsluttende runde bliver Kirkhoff Eriksen spurgt, hvad kunstnerne med flygtningebaggrund egentlig mener, om hvordan de bliver fremstillet og hun svarer: ”De er trætte af at blive kaldt flygtninge – de er kunstnere og mennesker”

Klaus Rothstein er sidste paneldeltager og hans tilgang til emnet er analytisk. Han har tidligere beskæftiget sig med, hvordan krigene i Afghanistan og Irak er blevet skildret i kunst og litteratur.

Repræsentationerne af krigen er primært sket igennem individets linse med en stor portion empati; Film, bøger osv. om den enkelte soldat, der vender hjem og de krigstraumer, der skaber konflikter i forhold til familien og vennerne derhjemme. Rothstein mener, at det er det samme med flygtningekrisen – kunstnere forholder sig til individet, som nu ikke er soldaten, men flygtningen. Han undrer sig over fraværet af højreorienteret kunst. Han undrer sig over, at der ikke eksisterer kritiske kunstneriske røster ift. migrationen, når de findes i den politiske debat hele tiden. Er det så fordi alle kunstnere er venstreorienterede? eller er det fordi de højreorienterede kunstnere bliver mobbet ud af deres kulturradikale humanistiske kolleger? Det afføder en snak om hvordan man i Holland har indsat højreorienterede i bestyrelsen på kunstinstitutioner, for bedre at kunne afspejle befolkningen. Det er så her, at verden bliver enormt kompleks for mig. Jeg synes det virker molboagtigt og ulogisk, ligefrem at gå ud og headhunte og fremelske højreorienteret kunst, for at fremstå demokratisk og inkluderende.

 

Har vi plads til flygtningen i kunsten?

Da salonen er færdig, synes jeg, at vi har snakket meget lidt om flygtningen i kunsten og rigtig meget generel kunstdiskurs. Det kom til at handle meget mere om os selv, end om de repræsentationer af flygtninge, der eksisterer i øjeblikket og de ledige positioner en flygtning kan indtage i kunsten. Der er stadig så mange ting, jeg gerne ville debattere. Hvorfor skal vi f.eks. altid bruge en herboende (og ofte hvid) kunstner, som filter ift. flygtningefortællinger? Det synes jeg er en meget træls tendens. Kunne vi ikke bare give dem pladsen på scenen, i magasinet og på galleriet, som man gør hos Museet for Samtidskunst, med en frihed til at producere og fortælle præcist, hvad de har lyst til? Er der plads til andre narrativer end lidelseshistorien? Kunne vi rumme den vrede og utaknemmelige provokunstner med flygtningebaggrund? I sure hope so.

Denne salon kunne godt ha’ varet længere eller have haft en fortsættelse. Jeg tager hjem med en fornemmelse af, at vi stadig befinder os på overfladen ift. kunst af, om og med individer med flygtningestatus.

Reumert-saloner kan anbefales – find dem på facebook!

Læs også indlægget om sidste Reumert salon, som debatterede politisk kunst.

Anna Skov

Uddannet BA i Teatervidenskab med sidefag i Digital Kommunikation og Æstetik. Til dagligt ruller jeg rundt på et gulv og laver dramalege med 3-6 årige. Jeg bliver tændt af teater, der eksperimenterer med formen og forsøger at interagere med publikum på nye måder- gerne ved brug af nye digitale medier! Jeg er også stor fan af nyskrevet dramatik. Du kommer aldrig til at møde mig til en genopsætning af Ibsen på Det Kongelige Teater.

Kommentarer er lukket.