Cykelmyggen Egon møder Tommelise

02

3

Fuld fart fremad med cykelkunst og sang

Østre Gasværk Teater, 14. maj – 12. juni

02I Østre Gasværk Teaters nye forestilling, blandes to danske klassikere med historiefortælling, sang, dans, akrobatik og cykelkunst. Desværre spiller kunstarterne ikke sammen og historien bliver en fragmenteret fortælling, der i stedet danner rammen for den ene børnesang efter den anden.

Det vælter med børnefamilier på teatret. Børn i alderen 4-12 år har taget forældre og bedsteforældre med. Scenen er sat op med to skrå ramper – perfekte til at en cykel kan suse op og ned. To bladformede vinger dækker bagscenen. Der er næsten cirkusstemning i salen, mens børn og popcorn stadig prøver at finde sig på plads.

Og så går historien pludselig i gang! – Flemming Quist Møller, forfatteren til Cykelmyggen Egon, står med vinger og følehorn og fortæller om myggelarvens begyndelse. Et tæppe af blåt lys dækker scenen og larver hopper op og ned i vandskorpen. Ud af vandet kommer Egon på sin røde racercykel, i skikkelse af den 8-dobbelte verdensmester i kunstcykling David Schnabel.

Historien er uhyre enkel (og børnevenlig). Egon vil med ud at cykle og er kæreste med dansemyggen Dagmar. Egon møder Tommelise. Dagmar bliver jaloux på Tommelise. En myrekoloni mister deres tue og stjålet den sidste myreprinsesse-larve af Skarnbasserne. Myggene og Tommelise hjælper dem.

Forestillingen er en blanding af playback-sange, højtlæsning, cykelkunst, ballet, breakdance og cirkuskunster. Flemming Quist Møller fører historien fra afsnit til afsnit, introducerer nye insekter, som bliver præsenteret med en sang, der lige markerer, hvor vi er henne i persongalleriet. (”Jeg er en cykelmyg”, ”Vi er mere ’skarn’ end ’basser’”).

Det er egentlig forestillingens største svaghed: at det eneste der driver historien frem, er fortællerens stemme, som derved bryder den illusion som scenografi, kunstnere og lys vil have os til at leve os ind i. I stedet kunne historien med fordel, i højere grad blive formidlet gennem de talentfulde artister på scenen.

For folkene på scenen er rigtig dygtige! Genialt at få Schnabel til at cykle Egons rolle, hans kunstner afspejler en overbegejstret myg, der slet ikke kan sidde stille på sin cykel. Og så var er det super fedt med to kvindelige hovedroller – en stærk balletdanser-Dagmar, der ved hvad hun vil have og en blid men modig Tommelise-cirkusartist.

Jeg vil rigtig gerne kunne lide den her forestilling. Men formen bliver for kunstig. Der mangler et flow og en naturlighed i hvordan historien bevæger sig fra en scene til en anden. Det har den ærgerlige konsekvens, at de intermezzoer der er, hvor fokus er på artisterne og deres evner, som kun bliver akkompagneret med en lyd- og lysside, virker malplaceret. For på trods af at det er den slags stemningsbilleder, man kunne ønske sig mere af, har de ingen funktion i historien. De er, set fra et dramaturgisk synspunkt, ligeså ligegyldige, som scenen hvor skarnbasserne breakdancer til en sang om at ville i bad.

Sangene, der er skrevet af Clemens og sunget af blandt andre Basim, Kaya Brüel og Thomas Buttenschøn, er absolut børnesange. Og da Dagmar brød ud i en dans, til en sang med teksten ”Han er min. Min. Min. Min,” føler jeg mig ufrivilligt hensat i MGP-stemning.

Cykelmyggen Egon møder Tommelise, får 3 shots. Når man blander kunstarter på den måde, for at fortælle en historie, så skal det sgu spille sammen og spille op til hinanden. Det gør det ikke her. Og så tog det overhånd med de børnesange. Men scenografi, lysdesign og artister var pissefede og finurlige! Man kan trygt tage børn i sin omgangskreds med! Jeg zig-zagede mig ud af teatret mellem børn, der hoppede rundt og sang ”jeg er en cykelmyg, jeg er en cykelmyg, jeg er en cykelmyg …

Du kan læse mere om forestillingen her.

 

Foto: Oliver Grubb Hoffmeyer

Johanne Hav Hermansen

Jeg er bachelor i litteraturvidenskab, med tilvalg på teatervidenskab, og finder transformationen fra tekst til teater meget interessant. Jeg er både til helt klassisk skuespil og den skæve, moderne forestilling. Jeg går op i troværdige replikker, og skabelsen af rum på scenen. Jeg elsker Thure Lindhardt og synes Macbeth er en kæmpe winer. Store teateroplevelser har gennem de senere år været En Skærsommernatsdrøm på Folketeatret, Orakler på Republique, Skakten på Caféteatret og Hotel Paradiso på Teater V.

Vær den første til at kommentere