Bådteateret, Friis og Winter, 4. – 10. oktober
Et overraskende sukkerchok!
Er man ikke vant teatergænger og derfor ikke kender til teaterets uendelige muligheder for overraskende effekter, stile og udtryk, så er det nok de færreste, der ville vælge at tage ind og se en monolog, og måske slet ikke hvis temaet er diabetes! Så kunne det godt være man valgte lidt mere kommercielle, let fordøjelige opsætninger på de større københavnske scener.
”Troværdigheden skær mig i hjertet
og efter publikums snøft at dømme går det rent ind”
Jeg var da også selv kritisk, da jeg søndag aften ankom til det ret stemningsfyldte lille teater,
som ligger fortøjret til kajen i Nyhavn. Det var med et hoved fuld af spørgsmål, at jeg satte mig tilrette i lastrummet på det næsten 120 år gamle DFDS skib.
Er et teaterstykke om livet med sukkersyge virkelig relevant for folk uden sukkersyge? Var det ikke bedre som DR2 dokumentar? Osv. De kritiske spørgsmål, skulle vise sig at blive gjort til skamme.
Vi møder den unge kvinde, Ida (Maria Winther Nørregaard), der fra den ene dag til den anden får sukkersygen med på slæb som en ”evig følgesvend”. En ”følgesvend” der skal tages hånd
om som var det et lille barn, for ikke at den skal skade hende og give livstruende, fatale følger.
I næsten en time, blev jeg bombarderet med scener, der forholdt sig til diabetes fra vinkler jeg
aldrig havde kunne forestille mig. Det blev på intet tidspunkt for informerende eller kedeligt.
Den tro følgesvend
Der er nærmest en krimi-agtig vinkel på monologen, og det er uhyggeligt, med den udefinerbare tro ”følgesvend”.
Blandt de mange spændende scener kan nævnes, det ret så morsomme møde med den
kagespisende svigerfamilie, den tragikomiske scene med aftenromancer der bliver afbrudt af
evindelig blodsukkertestning, og de virkelig rørende scener, hvor man mærker angsten og
frygten lure i baghovedet på Ida dagen lang.
Forfatter og skuespiller Maria Winther Nørregaard formidler med høj intensitet og skarpe skuespillerpræstationer en smuk, rørende og ikke mindst velfortalt historie. Troværdigheden skær mig i hjertet og efter publikums snøft at dømme går det rent ind.
Monologen er brutalt bakket op af et fremragende lydspor med en høj kadence fra lyddesigner Mikkel Sönnichsen. Det sender nogle stærkt stemningsskabende bølger ud i rummet.
Sukkergulv
Ligeledes skal der falde en stor ros til scenograf/medforfatter og instruktør Tabita Friis Kristensen. Det lille lastrum i Bådteateret, er blevet gjort endnu mindre og er samtidig interessant, minimalistisk og funktionelt. Genialt med sukker på gulvet!
Lysdesignet af Mads Eckert fremstår æstetisk og skrøbeligt. Brugen af arkitektlamper skaber
en smuk synergi med skuespillet, når de, arkitektlamperne, agerer personer i udvalgte scener.
Kulturshot.dk giver Er jeg patienten? 5 (insulin)sprøjter! 😉
Du kan læse mere om forestillingen på Bådteatrets hjemmeside her.
