Velkommen på galeanstalten
Signa, Republique, 23. oktober – 14. december
På Grønttorvet i Valby ligger “Lagunen”. En psykiatrisk klinik hvor de indlagte er under konstant observation, og hvor lægerne laver forsøg på patienterne, for at blive klogere på den psykiske sygdom “P3”, som har bredt sig som en epidemi i hele Europa.
Som publikum Signas forestilling “Ventestedet”, bliver du indlagt som patient. Over de 5 timer forestillingen varer, besøger du de indlagte og gennemgår en screening, som skal fastlægge, om du er et interessant nok tilfælde til at blive i “Lagunen” eller om du skal videre til den lukkede.
“Lagunen” er beboet af den ene sindssyge patient efter den anden som, på trods af at de alle lider af den samme sygdom, alle er sindssyge på hver deres måde. I “Lagunen” er du også selv patient og derfor bliver man konstant sygeliggjort af lægerne og sygeplejerskerne. De snakker konstant ned til én, og sygeliggør hver en handling og kommentar man kommer med. Man føler sig ekstremt undertrykt og institutionaliseret. Det er som sådan en ret vellykket effekt og den rammer personligt lige på “mit allerfarligste sted”. Hvordan det rammer resten af publikum er svært at sige. Folk reagerer generelt ret forskelligt på Signas forestillinger, og derfor er det også svært at skrive en anmeldelse uden at blive for subjektiv. Alle går ud med hver deres oplevelse.
Det er på én gang enormt ubehageligt og alligevel ret spændende at være patient på “Lagunen”
Signa har lavet mange kontroversielle og grænsebrydende forestillinger, men kvinden bag foretagenet Signa Köstler, kommer egentlig fra kunsthistorie. “Lagunen” er en stor institution og hvert eneste rum er gennemført indrettet og konstrueret. Der er en enorm fryd i at bemærke hvordan hver en rekvisit og detalje er nøje udvalgt til at passe ind i dette univers, som egentlig mere minder om en kæmpe kunstinstallation frem for en teaterforestilling.
Selvom forestillingen visuelt er meget gennemført, og der bliver skabt et malende univers man sagtens kan indleve sig i, er der stadig nogle konkrete fejl og mangler i forestillinger som får den til at vakle lidt. F.eks. får jeg aldrig at vide hvilke symptomer der er på sygdommen – hvorfor er det lige præcist at lægerne tror at jeg lider af sygdommen? Sygdommen er åbenbart også utrolig smitsom. Alligevel får jeg aldrig en forklaring på, hvorfor lægerne ikke bliver syge, selvom de ikke gør noget for at minimere smittefaren.
Når jeg konfronterer patienterne og lægerne med min tvivl og mine spørgsmål, snakker de udenom eller skifter emne. Som “patient” og derfor også medspiller, er jeg klar over at jeg ikke må bryde illusionen – jeg skal lege med på legen, for at få noget ud af denne forestilling, men når jeg prøver at udfordre og forstå universet, begynder det pludseligt at krakelere.
Signa gir’ sandelig ikke ved dørerne!
Det er på én gang enormt ubehageligt og alligevel ret spændende at være patient på “Lagunen”, men 5 timers konstant undertrykkelse og udsætning af både opkast, “lort”, nøgenhed, djæveluddrivelse og voldtægt er lige i overkanten for mig.
Ikke alene kommer jeg til at kede mig, jeg bliver også træt af at finde mig denne undertrykkelse.
Jeg blev meget påvirket af forestillingen, følelsesmæssigt og fysisk, men blev dog aldrig klogere på hvad det er forestillingen vil mig? Hvad er det de vil vise mig med denne undertrykkelse? Hvorfor skal jeg slæbe mig igennem en hel aften af det her? Er det sådan her det føles at være indlagt i virkeligheden? Er det en kritik af vores sundhedssystem, eller er det et forsøg på at skabe sympati og forståelse for patienter? – og hvis det er, giver forestillingen så en realistisk billede af virkeligheden?
Forestillingen er meget gennemført og den påvirker mig rigtig meget. Alligevel forlader jeg “Lagunen” med en hvis bitterhed og føler mig temmelig snydt og måske endda en smule udnyttet. Jeg mangler en gulerod, en premie jeg får for at have udstået 5 timers elendighed; en ny opdagelse om eller en ny forståelse af verden – det får jeg bare aldrig. Signa gir’ sandelig ikke ved dørerne! Hvad det er Signa vil mig, hvis de overhovedet vil mig noget, forbliver en hemmelighed.
Du kan læse mere om forestillingen på Republiques hjemmeside her.
FOTO: Arthur Köstler
