Smertelig selvmedlidenhed og egocentrisme – er det danskhed?

Teater GROB: 4. marts – 8. april 2017

På Herrens Mark er det sidste lag i lagkagen på Teater GROB’s projekt Det 6. Kontinent, der startede i 2014.

Duften af frisk træ fylder mine næsebor, idet jeg træder ind i Teater GROB’s scenerum fra bagindgangen. På den smalle scene står en sygeseng, et natrullebord, to stole og et bord.

Vi præsenteres for en speak-over, der stiller spørgsmålstegn ved identitet og danskhed. Lyset går op, og i sengen ligger den syge David, som fortællingen drejer sig om. David spilles af Jens Sætter-Lassen. Det er hans sidste tid på Hospice, han er døden nær og er klar til at sige farvel, men for hans familie er han allerede død. De taler allerede om begravelsesmiddag og fremtiden – og ikke mindst om sig selv. Hver har en historie med sig, der enten trækker tråde til tidligere forestillinger i Det 6. Kontinent eller er en del af Davids familie og opvækst.

Ind i sygerummet kommer blandt andet Davids mor, der er spillet af Solbjørg Højfeldt. Hun gør et fantastisk stykke arbejde, som det selvopofrende mor, der rejser helt fra New York, instruktørkarrieren og opsætningen af et Becketstykke for at være sammen med sin søn. Med sig har hun Jeppe, spillet af Morten Suurballe, der ikke laver andet end at brokke sig over sin hofte og som dårligt nok kan forholde sig til Davids situation. Konstant brokker de to karakterer sig over danskerne og deres griskhed, hvilket fremstår komisk og paradoksalt i forhold til deres egen egoisme.

I andet akt er vi til gravøl hos den afdøde Davids kone Signe, der er spillet af Rosalinde Mynster. Huset er Davids mors og en ejerskabskonflikt optrappes hurtigt imellem de to. Da der er endelig er prikket hul på konfliktbylden, vælter det ud med den ene konflikt efter den anden og i en lang periode udtrykkes der primært aggression og vrede på scenen. Ikke den mindste smule forståelse eller ”se’en-ud-over-sig-selv” anslås i disse konflikter.

Først til sidst i forestillingen åbnes der små døre for medmenneskeligheden, hvor Davids mor for en kort stund glemmer at tænke på sig selv og i stedet har tankerne på sit barnebarn. Måske er der et håb endnu for forsoning og åbenhed?

Hvis jeg var hende, havde jeg skredet fra det hele. Hendes mand er væk, hendes svigermor forfærdelig og hun virker ikke synderligt begejstret for huset. Jeg undrer mig over hvad det mon er, der holder hende tilbage?

Det bliver til tider lidt for langt, og jeg får fornemmelsen af, at nogle af konflikterne og sidehistorierne kunne være blevet undladt. I stedet kunne de have kommet til udtryk i karakterernes kropslige samspil med hinanden og mere som en underbygning til deres karakterarbejde end til direkte at skulle formidle på scenen til publikum.

Et komisk indslag er dog karakteren Frank, spillet af Ulver Skull Abilgaard, der lettere forvirret og uden situationsfornemmelse leverer de spøjse kommentarer, der bløder lidt op for den ellers triste og tunge stemning.

Personligt kunne jeg godt have ønsket mig et større fokus på Signe og hendes historie. Jeg ser hende som den stærkeste karakter i forestillingen. Hun har klaret sig igennem sin mands sygdomsforløb, passet hus og barn og skal oveni købet arrangere hele begravelsen selv og stå på tåspidssko for sin svigermor. Hvis jeg var hende, havde jeg skredet fra det hele. Hendes mand er væk, hendes svigermor forfærdelig, og hun virker ikke synderligt begejstret for huset. Jeg undrer mig over, hvad det mon er, der holder hende tilbage?

Overordnet set er forestillingen som en lækker, mættende lagkage med lidt for meget flødeskum og en masse knas på toppen.

Nogle af de spørgsmål som forestillingen får mig til at stille er: Hvor er næstekærligheden og medmenneskeligheden henne i disse tider? Hvorfor har vi så travlt med os selv, vores hofte, vores alt for lange flyvetur, vores dit og dat? Hvorfor er det så svært for os at forholde os til andre og dem, der har det værre end os selv? Er det muligt at udvise medmenneskelighed og se ud over sin egen næsetip eller er danskhed, som Teater GROB her giver et bud på, blot egocentrisme og selvmedlidenhed?

Derved synes jeg på et meget underlæggende plan, at GROB også formår at stille spørgsmålstegn ved de højre nationalistiske tendenser og frygt for fremmedhed vi i den sidste tid har set i Europa og USA. Som karaktererne i På Herrens Mark, gemmer vi os i Europa og USA bag vores egen smertelige selvmedlidenhed, i stedet for at lytte, åbne op og tage imod dem der har mest brug for det.

På Herrens Mark får 4 kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen på Grobs hjemmeside her.

Anmeldelsen er skrevet af Amalie Ulla Pontoppidan Witt