Olien slipper op
Københavns Musikeater, 27. – 31. marts
“Mind the Gap” er en performance lecture om vores olieforbrug og et indspark til debatten om klimaforandringer. Jeg er en stor fan af performance lectures og klimaforandringer er en sag som berører os alle. Jeg synes det er relevant at sætte fokus på det i teatret og i alle mulige andre medier. Derfor var mine forvetnigner til denne forestilling mildest talt meget høje – måske så høje at de ikke kunne indfries.
Perforamcen er skabt af Tora Balslev og hun lægger ud med en beskrivelse af oliens historie. Fra at olien bliver opdaget, til vi lærer at udvinde den fra jorden, lærer at anvende dens fulde potentiale, den industrielle revolution og til i dag, hvor vores olieforbrug er nået et max. i forhold til hvor meget olie vi kan udvinde. Tora fortæller at der ikke er nogen som ved hvor meget olie der er tilbage på jorden. “Urhg”, tænker jeg, “er vi mon ved at have opbrugt det hele..?”
Resten af performancen tager udgangspunkt i Tora og hendes families tur til Tyskland. Tora, hendes mand og deres lille søn Fritjoff er taget afsted i ders lånte hvide bil, kaldet den hvide hjorth. De har pakket køretøjet med klatregrej, vandresko og babylegetøj. De klater og ser på gletsjere og har ellers en fin familietur, med de udfordringer der nu er når man har en lille baby med på slæb.
I tursitbutikken ved gletsjeren som familien besøger køber Tora en række postkort, som viser hvordan gletsjeren har bevæget sig. Igennem årerne har den trukket sig længere og længere tilbage. Er det fordi at det er blevet varmere og isen smelter? Har det noget med klimaforandringerne at gøre? Eller er det helt naturligt for gletsjeren at bevæge sig på denne måde? – vi får det ikke at vide.
Performance lecturen er et stort pot pouri af dans, fysisk teater, eksperimenterende lydkollager, fortællinger om tysklandsturen, oplæsning af sms’er, beskrivelse af livets opstandelse og universet skabelse. Det er et stort miks af alting, og det synes jeg som sådan er meget inspirerende, men elementerne hænger ikke rigtig sammen med hinaden, og da slet ikke sammen med fortællingen om vores civilisations olieforbrug eller aktuelle klimaforandringer.
Nogle af dansesekvenserne var en smule langtrukne, og da det meste foregik helt nede på gulvet, kunne jeg til min store skuffelse ikke se cirka en femtedel af forestillingen – øv. Der er dog mange sjove elementer, som da Tora danser livets opstandelse eller illusterer en tidslinje, som fører os flere tusind år tilbage til dinosauernes tid ved hjælp af en forlængerledning.
Da forestillingen slutter kan mit ansigt bedst beskrives som et stort spørgsmålstegn. Forestillingen havde fine elementer, men hvad handlede den egentligt om? Hvad ville den mig? Og er jeg blevet klogere på klimaforandringer? Eller olieforbrug? Næppe. Underholdningsværdigen opvejer desværre ikke manglen på retning i performancen, så Kulturshot kan kun kvittere med kun 2 kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Københavns Musiksteaters hjemmeside her.
