Teater Grob, Growinsane, 15. december – Nonsens
Når kærligheden skal på kontrakt, går realiteterne pludselig op for en. Vil begge partnere overhovedet det samme med deres parforhold og hvis ikke – kan man så blive sammen?
Jeg træder ind på GROB og bliver mødt af en dejlig varme, hyggelig belysning og masser af velkendte ansigter. I anledning af GROWINSANE er loungen pyntet fint med guldglimmerstrimler ned fra loft og vægge. GROWINSANE er en festival, der er skabt af GROW arrangørerne, hvor du blandt andet kan opleve sidste afsnit af 3. sæson af den norske ungdomsserie SKAM, morgenfest, mindfulness sleep over og meget mere.
Jeg modtager min badge til festivalen og hilser mig omkring. 20.00 lukkes vi ind i scenerummet.
To karakterer kommer ind på scenen, i hvad der ligner et kontor. Min første tanke er: de skal til parterapi. Efter en kort diskussion om hvorvidt de har husket at slukke komfuret eller ej, møder vi, hvad der først falder mig ind, deres parterapeut. Det går dog hurtigt op får mig, at hun er fra ‘Kærlighedsministeriet’ og skal hjælpe det unge par med at udfylde en partnerskabskontrakt.
Parret er et ciskønnet, heteroseksuelt, monogamt par og ved at pointere dette, peger forestillingen samtidig ud på det virkelige samfund og de mange måder at indgå i forhold på. Derved gøres tilskueren opmærksom på, at det altså er et bevidst valg, der er taget omkring karakterernes identitet.
Det unge par må stille sig selv spørgsmålet: skal vi overhovedet være sammen?
Igennem forestillingen præsenteres vi for ‘Kærlighedsministeriets’ stramme kontraktform, der blot kræver et talsvar fra 1-5 på de spørgsmål, der stilles. Karaktererne kan dog ikke pakke deres følelser og levet liv ned i et tal, og de drages ud i lange forklaringer på, hvordan blandt andet deres forhold til deres forældre har været. Disse personlige historier bliver til tider lidt for dvælende og teksttunge, men skuespillerne, Henriette Bøye Laursen, Mette B. Purup og Shahbaz Sarwar hjælper det godt på vej med overbevisende spil og med humoristisk kropssprog.
Partnerskabskontrakten ses først som en lidt irriterende formalitet, som parret skal igennem, for at blive registeret som par af staten. Men kontrakten og de mange spørgsmål ender med at være hjælpemidler, der afslører hemmeligheder i parforholdet. Det unge par må stille sig selv spørgsmålet: skal vi overhovedet være sammen?
I mine eftertanker kommer jeg til at tænke på visen Man binder os på mund og hånd. Kærligheden kan ikke bindes fast i statiske løfter og statslige kontrakter. Den er flygtig og dynamisk:
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
Teater NONSENS forestilling får 4 store kanyler for overbevisende skuespilpræstationer og humoristiske tekstlige referencer i en forestilling, der til tider kunne blive lidt teksttung. Forestillingen peger på sig selv, som en forestillingen der (også) handler om det heteroseksuelle par, og selvom vi har set det så mange gange før, formår forestillingen med sin kontraktmetafor at forny den ellers kendte fortælling.
Forestillingen er skabt af Teater NONSENS og har spillet i HUSETKBH, på Baggårdsteatret i Svendborg og på Scenoskop teaterfestival i Odense, hvor den vandt publikumsprisen.
Du kan læse mere om festivalen Growinsane her og like Nonsens på facebook.
Af Amalie Ulla Pontoppidan Witt
