JEG ER SPARTACUS

Sexet historiefortælling

Teater Får302 18. februar – 6. marts

Myten om Spartacus er en velkendt historie, der i 1960’erne blev udødeliggjort i Stanley Kubricks storfilm med Kirk Douglas som den oprørske slave med de gode intentioner. På Teater Får302 er storladenheden afløst af tre skuespillere og et rum så småt, at man på første række skal passe på ikke at sparke de optrædende over skinnebenene, men denne intimitet giver unægtelig forestillingen en god del charme.

Foran os knejser Italien sig. Scenograf Lea Bourrows har skabt et landkort af linoleumsbeklædte borde, som jeg husker dem fra min folkeskole. Konstruktionen byder på overraskelser og stor anvendelighed, uden at den virker dominerende i den tidligere herskabslejlighed, der nu er forvandlet til teater. På scenen står Lars Topp Thomsen, Birgitte Prins og Morten Burian flot klædt i sandaler og lagner. Trioen får forvandlet Anna Bros manuskript til en utrolig informativ forestilling, der aldrig går hen og bliver kedelig. Humoren er i høj grad bærende og fungerer voldsomt godt, men til gengæld bliver de alvorlige sekvenser hurtigt højrøstede og mindre interessante, og man kunne have ønsket sig en lidt mere elegant balanceren mellem det sjove og det alvorlige.

Et af Jeg er Spartacus’ særligt fine elementer er fortælleformen. Skuespillerne springer mellem at portrættere rollerne helt klassisk for dernæst at sprænge illusionen og udbryde ting som: ”Jeg er med i en anden scene nu!” og ”Du skal være glad for, at du overhovedet har et job som skuespiller, Birgitte!”. Man begynder at fornemme, at nutidens skuespillere er vor tids slaver, da det undervejs diskuteres, om det overhovedet er muligt at have et samfund uden disse for evigt bundne tjenere. Problematikken bliver dog ikke taget skridtet videre end antydningsfasen, hvilket muligvis er udmærket, da forestillingens force helt klart er humoren.

Jeg er Spartacus er en lækker forestilling. Lars Topp Thomsen er skøn og naiv som Spartacus, mens Morten Burian er charmerende i sine minutiøse shorts og knaldhamrende liderlig en stor del af tiden – han er en dejlig udgave af Crassus den Rige. Birgitte Prins har unægtelig et kæmpe satirisk talent. Hun er et dejligt sidestykke til Spartacus i rollen som vennen Krixus, og hun er forunderligt undvigende og virkelig underholdende som Crassus’ slave. Jeg er Spartacus er ikke stor kunst, men kulturshots udsendte anmelder havde en fantastisk sjov aften, og forestillingen har mange ting kørende for sig, så den skal have en stor anbefaling med herfra.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Får302’s hjemmeside

Anmeldt af: Tine Hjorth