Hjælp!

Hjælpen er på vej! … men hjælper den?

Republique, kompagniet Flyvende Grise, 19. februar – 14. marts.

“Velkommen, tak fordi I er kommet!” Vores hovedperson Casper byder publikum velkommen; ikke til den forestilling vi tror vi skal se, men til et længere foredrag om nødhjælpsarbejde, donationer og hvor vores penge ruller hen når vi ligger en 20’er i indsamlings-bøsserne.

Det er nemlig ikke alle ens penge som går lige ned i maverne på sultne børn. Nogle af dem ryger desværre også ned i lommerne på mennesker som misbruger nødhjælpen til skattesvindel og andet snusk. Den ulige fordeling illustreres pædagogisk med en pose majs, som bliver strøget hen over jorden i forskellige bunker. Majs er der nok af, men den skifter hænder lige så hurtigt som du kan tømme en pose popcorn i biografen.
Midt i foredraget ringer Caspers telefon; det er hans mor, hun virker oprørt. Caspers søster som er engageret i aktivist- og NGO-miljøet er forsvundet fra den nødhjælpslejr hvor hun arbejdede, og så må Casper tage turen til Sydsudan for at finde sin søster. Det bliver en temmelig actionpacked rejse, som også sætter fokus på den frygtelige situation i Sydsudan og på hvor svært det kan være at hjælpe, selvom man gerne vil. Alle europæere som Casper møder synes at være i Sydsudan med en naiv ambition om at redde verden – undtagen Casper, han vil bare redde sin søster.

Alligevel endte de med at tage røven på mig scenografisk….

Kompagniet Flyvende Grise brillerer som altid med deres tekniske snilde og Thomas Corneliussens  store skuespillertalent. Han er eneste mand på scenen, og som en kamæleon skifter han gnidningsfrit mellem at spille stang-bacardi NGO’er, øgle, frelst svensk ægtepar og mafialigenden sudan’er. Forestillingen står og falder med at Corneliussen “nailer” forestillingen, hvilken han heldigvis formår – Jeg tager mig i, fuldstændig at glemme at der ikke er mere end én skuespiller på scenen. Corneliussens timing er perfekt, overgangene skarpe og karaktererne klare.

Jeg har set mange forestillinger af kompagniet Flyvende Grise og i starten af forestillingen må jeg indrømme at de genbrugte mange af deres gamle virkemidler. Alligevel endte de med at tage røven på mig scenografisk, hvis det da overhovedet giver mening at sige det på den måde, hvis man ikke før har set noget af kompagniet. Lad mig sige det sådan her: Flyvende Grises scenografier fungerer som en stor magisk maskine, et kæmpe scenografisk trylleshow, der næsten bliver en medspiller i forestillingen. Alle teatergængere bør gøre sig selv en tjeneste ved at opleve Flyvende Grises teatermagi.

“Hjælp!” er en klassisk “Flyvende Grise” forestilling, men “Hjælp!” indeholder også en alvor og dybde jeg ikke har set før på samme måde i deres forestillinger. Man får noget at tænke over på vejen hjem.

Flyvende Grise får 5 majfyldte kanyler. Du kan læse mere om forestillingen på Republique.dk  og om kompagniet Flyvende Grise her.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg er uddannet BA i Teatervidenskab med Dansevidenskab som bifag, samt MA i Moderne Kultur og Kulturformidling med bifag hos tillægsuddannelsen i Journalistisk formidling fra DMJX/Aarhus universitet. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere