Evita

4 kanyler1

Eva Perón samlede Argentina, Evita splittede mig!

Det Ny Teater, 23. januar – 4. maj

Hun blev født i underklassen og glemte aldrig fattigdommen og vilkårene blandt bønderne, arbejderne og kvinderne. Selv ikke da hun, i en alder af 27 år, indgik ægteskab med landets præsident, og blev førstedame. Eva Perón samlede Argentina.Det Ny Teater - Evita   1/2014
På det gamle teater, har der endnu engang været travlt. Den historiske gennemkomponerede musical om Santa Evita, skuespillerpigen fra Argentinas slum, der ender på toppen med præsidenten, er en svær nød at knække.
Partituret er pompøst og sofistikeret, det Andrew Lloyd Webber’ske er ikke til at tage fejl af. Det er et helt fantastisk arbejde, at få musik som denne indstuderet, og her må lyde en stor ros til Per Engström for den musiske side af værket!
Musik og koreografi komplimenterede hinanden på en måde, så man kunne have solgt tango/latin dansekurser til størstedelen af salen. Jeg så flere mænd, der måtte lægge armen om deres koner i de store tango numre. Det  var sensuelt! Det var magisk!

…Tomas Ambt Kofod gør det bravt som fortæller…

Når man siger Det Ny Teater må man også sige vilde kulisser; her mangler sandelig heller ikke noget. Det er en fryd at se, hvordan alle de mange scener skifter. Det er som at kigge ind i et urværk der roligt og præcist bevæger sig en omgang, for til sidst at sige ”klik” og så har vi en ny overdådig scene.
Roterende spejlkulisser i siden, drejescene på midten, ting op fra huller i gulvet, og andre ned fra loftet – virkelig kreativt!
Billederne strækker sig fra snuskede små tango-clubs , over i kæmpe demonstrationer og folketaler, og til store ball rooms. En virkelig imponerende scenografi, der er musicallen værdig.

Hele historien er et flashback og bliver fortalt til os af ingen ringere end selveste Che Guevara. Han er den eneste som ikke er særligt begejstret for Eva Perón og guider os håndfast gennem historien, mens han kynisk sætter spørgsmålstegn ved hvert et trin på Evas færd op ad den sociale rangstige. Tomas Ambt Kofod gør det bravt som fortæller Che, og er et friskt pust hver gang han kommer ind. Han hiver en af de samlede sprøjter hjem alene!
Charlotte Guldberg synger sig fantastisk gennem sit parti, og det er et svært ét af slagsen. Hårene rejser sig, når kendte numre som ”Kald ikke mer Argentina” (Don’t cry for me Argentina) kommer, det bliver gjort overlegent og med et smukt udtryk. Guldberg forstår at tillægge den ellers så rene og uskyldige Eva noget mørkt og nogle dæmoner, der gør karakteren virkelig interessant.
Det er nu ikke fordi, musicallen vælter dig med store hits, og ovennævnte kommer da også først i 2. Akt. Det er først her at forestillingen får ordenligt fat i mig. Første akt er en smule langt, her er ligesom ikke nok på spil.
Jesper Lohmann er kommet på arbejde. Han er udtryksfuld og overbevisende i rollen som Perón. En mærkværdig karakter, en lidt grå mystisk knude, med ulmende rå kerne. Meget pænt! Meeeen sangmæssigt er det op ad bakke; han klarer den, men også kun lige.

Alt i alt er jeg godt underholdt, men jeg mangler stadig noget. Det er svært at forklare hvad det er, men jeg er på en måde ikke helt forløst. Jeg længes efter mere dybde og flere personlige konflikter.
Kulturshot giver “Evita”  4 sprøjter!

Du kan læse mere om forestillingen på Det Ny Teaters hjemmeside her.

                                 FOTO: Miklos Szabo 
Anmeldt af Jacques le Renard

Uddannet fra Rødkilde teaterhøjskole 2011, skuespiller aspirant, og instruktør samt skuespiller på flere forestillinger i det Københavnske undergrundsteater de seneste 3 år. Bl.a. "Væk ham ikke" - Teateret ved Sorte Hest, 2012, "Fra nu til nu" - MungoPark Teaterbattle, 2012, "Stor Ståhej for Ingenting" - Krudttønden, 2013 og ”Aftalt spil" - MungoPark Teaterbattle, 2013 Jeg har tidligere spillet en masse musicals og sætter stor pris på den genre, når det er udført med nerve og sjæl. På det seneste har det klassiske teater haft min store interesse. Jeg er både til de ældre og de moderne klassiske værker. Ligesom jeg finder stor glæde ved fysisk og absurd teater. For mig skal teater helst give genklang hos tilskueren, eller provokere denne, så han/hun tvinges til at se ting i et andet perspektiv. Samtidig vil jeg altid sige at kunst er kunstigt.

Vær den første til at kommentere