Dårlig smag i munden – på den gode måde!
Dansehallerne, Fix og Foxy, 21. november – 1. december
Jeg er inviteret på middag(ish) i Dansehallerne under sæsonens første snestorm. Værterne er Fix og Foxy, Tue Biering og Jeppe Kristensen og de serverer en, for dem, gennemprøvet kombination af to ting; et styks præ-eksisterende filmskabelon og en udstødt befolkningsgruppe. Filmskabelonen hentes fra1973, i form af den fransk-italienske Le grande Bouffe og befolkningsgruppen er de udstødte og udskældte kontakthjælpsmodtagere; personificeret af 8 fantastisk modige, scene-uvante og autentiske mennesker, der har sagt ja til at dele ud af deres egne liv.
Lad os spise os ihjel
Hvad man skal vide om Le grande Bouffe er, at den handler om 4 mandlige bekendte, der pga. eksistentielle problemer – de fleste af dem seksuelle- mødes i en luksusvilla, for at spise sig ihjel over en weekend. Forestillingen er en genfortælling, scene for scene, af den oprindelige film, men det er også et ædegilde – de medvirkende skal i løbet af de 1 time og 20 minutter som forestillingen varer, indtage en menu, der svarer til den, der spises i den oprindelige film. Samtidig får de medvirkende lov til at være kommentarspor på handlingen, personerne og de filosofiske diskussioner, der optræder i filmen, hele tiden med en parallel til deres eget liv.
…når en af de mandlige medvirkende tørknepper en kinesisk foldedør med et kyllingelår i munden, i rollen som den seksuelt afsporede Marchello.
Det første der møder én når man træder ind i salen, er en duft af mad og en ekstravagant scenografi med antikke møbler, en kæmpemæssig seng med puder af guldtråde og en enorm buffet. Det første møde med de medvirkende, giver en ide om hvem de er, deres ”status” i systemet og hvorfor de er havnet på kontanthjælp; psykisk sygdom, misbrug og arbejdsrelateret stressdiagnose er blot et udsnit.
De fortæller, hvad der sker i scenerne, men det vises også fysisk – som når en af de mandlige medvirkende tørknepper en kinesisk foldedør med et kyllingelår i munden, i rollen som den seksuelt afsporede Marchello. Filmen er ret klam; lort, voldtægt af prostiturede, madsex( jo det er klamt), død og forstoppelse er hovedingredienserne. Så prøv at forestille dig, at det blandes rent sanseligt med smaskelyde, pruttelyde, bøvser og duften af stegt pattegris, paté, pizza og kalkun. Jeg får sindsygt meget kvalme og har aldrig lyst til at spise igen. Efterhånden som jeg lærer de medvirkende bedre at kende ændrer kvalmen sig til en rigtig dårlig smag i munden.
” Jeg føler mig udenfor, når jeg holder jul med min familie og ikke har råd til at købe julegaver”
”I virkeligheden er i aften det eneste af mine projekter, der er ved at lykkedes”
” I starten turde jeg ikke at sige til folk, jeg mødte på diskotekerne, at jeg var førtidspensionist..nu er jeg ligeglad”
(Sådan som jeg husker citaterne)
Men det er ikke en klagesang, vi kommer hele vejen rundt og får puttet en masse andre identiteter på også; Marathonløber, far til tre, universitetsstuderende i fransk, optimist og stoffri. Publikum klapper hver gang de medvirkende har delt en personlig historie.
Rå og nærværende
Fix og foxy giver taletid til ægte mennesker og sådan fremstår de også på scenen. Deres perfomance er enormt rå, nærværende og sprælsk, hvis de er nervøse så skjuler de det godt. De indgår med alt de har. F.eks. den medvirkende, der har kæmpet med anoreksi, som tvinges til at spise dessert og den kunstinteresserede medvirkende som kan spille på elektrisk orgel og derfor fungerer som en art kapelmester. Et af mine yndlingsøjeblikke er, da han i bedste dansk ”suppe, steg og is”- stil afbryder melodien og annoncerer i mikrofonen: ”Næste ret er crepes med sukker”
6-8 kanyler
Hvis jeg kunne ville jeg give 8 kanyler, én for hvert af de fantastiske mennesker, der medvirker. De er meget unikke, meget modige og jeg har sindsygt meget respekt for, at de tør at stille sig frem. Jeg ser nogle meget ressourcestærke og optimistiske personer. Jeg ser deres kamp og jeg hepper på dem.
Fix og Foxy iscenesætter i et perfekt mix, hvor jeg oplever kvalme, tårer i øjnene, dårlig samvittighed, latter og vrede i konstante skift.
At forestillingen har premiere et par dage efter finanslovsbeslutningen om, at forringe vilkårene for kontanthjælpsmodtagere, gør den spritaktuel. Hvis vi nu legede, at der var noget der hed politikerpligt, så burde den omfatte stopfodring med denne forestilling. Kære politiker; Vov at stå ansigt til ansigt med de mennesker, som du revser og udskammer i den offentlige debat på ugentlig basis( nu blev jeg politisk ..scusa).
Skynd jer! Forestillingen spiller i Dansehallerne indtil d. 01. December.
Se mere på Dansehallernes hjemmeside.
Foto: Søren Meisner
