Kan man man lyve så meget, at løgnen bliver til virklighed?
Republique, Hotel Proforma 10.-24. november
Otto har aldrig rigtig elsket, og Otto har aldrig rigtig sørget. Otto jagter kærligheden og anerkendelsen af ham som lidende forfatter. Otto møder Jenny Holst – han finder hendes navn i en dødsannonce og straks sætter fantasien i gang. Jenny Holst er høj og rødhåret og meget meget smukt, og det gjorde så ondt at miste hende. Otto fortæller løgnen videre til bedemanden, til eks-kæresten, til hans forlægger og snart får han trøst og sympati. Man lærer først hvor meget man har elsket når man har mistet.Men den virkelige Jenny Holst har ingen venner og familie. Jenny Holst er født på en dato som ikke eksisterer. Er Jenny virkelig, virkelig? Men Otto fortæller løgnen videre og smelter sammen med Jenny, han bliver Jenny og da hun knap nok kan eksisterer uden for fantasien kan han heller ikke. ORDET skaber virkeligheden, ORDET skaber dig – ORDET former dig og fanger, og hvad sker der så når ORDENE er LØGN?
Det er en af de mere tilgængelige Hotel Pro Forma produktioner, netop fordi forestillingen har en sammenhængende handling
Hele salen og publikum er oplyst. Bagerst på scenen sidder skuespillerne. Opstillet som dukker, som man kan tage frem og spille med. En kæmpe propel rettet mod publikum sætter i gang og blæser hattene af hattedamerne. Skuespillet er klar til at lette. Spillerne rejser sig op, én efter én som de kommer i aktion. Blikket er konsekvent rettet mod publikum – aldrig mod hinanden. Spillerne bevæger sig frem og tilbage på hver sin bane på gulvet, hver sin landingsbane. De har hvert deres spillerum. De går frem mod hinanden når de går frem mod publikum. De omfavner hinanden med en åben gestus rettet mod publikum. Ser aldrig på hinanden – kun Jenny Holst og Otto kan se hinanden i øjnene. Forestillingen arbejder gennemgående med betydningsbærende regler for rummet og spillestilen, og de virker endnu mere virkningsfulde når disse regler brydes.
Forlagsredaktører, Ottos eks-kærestes nye kæreste, bliver spillet af to personer, som bevæger sig side om side og taler i kor. En hyggelig dobbeltgænger, et par Kubrick tvillinger. Bedemanden har kriller i halsen, som lyder bemærkelsesværdigt meget som små forpinte killinger. Forestillingens univers er gennemgående wierd – underligt, forunderligt og foruroligende. Det hele er super stringent, koreograferet, gestus-baseret og stilistisk. Halvvejs gennem forestillingen inviterer Otto alle han kender til Jennys begravelse . Lyset skifter, en lampe ad gangen slukkes. Publikumsrækkerne mørklægges og 6 ultraviolette lamper tændes. Rummet skifter karakter – alt er selvlysende og uvirkeligt – løgnen, fantasien, drømmen kan begynde!
Hotel Pro Forma bearbejder tekst materialet underholdende og holder konstant en kølen stilistisk afstand til karaktererne og historien. Fortællingen af Astrid Øye er dramatisk, men Hotel Pro Forma følger ikke den indlagte dramaturgi – fortællingen slutter brat, da afslutningen ikke bliver opbygget, derfor føles slutningen en smule flad. Forventningerne til billedeteatret og forventningerne til den klassisk opbygget tekst karambolerer. Der er en masse forventninger som ikke indfries og en masse tråde som ikke samles op. F.eks. er den ene side af scenen fyldt med kasser og bøtter med farvestrålende væske, gryder der koger, plastikkatte på rad og række i røde nuancer. Alt sammen stillet på række som i et laboratorium – det ville jeg gerne have set i aktion!
”Synergi – jeg elsker dig!”
Scenografien af Jakob Oredsson bliver et billede på hele Ottos fantasi der koger og bobler i alle regnbuens farver. Kunstigt og konstrueret, men magisk og underfundigt. Den bliver medspiller i forestillingen selvom den aldrig er skabt i sammenhæng med resten af forestillingen. Scenografien, teksten, skuespillerne er skabt adskilte. Hver person har udviklet deres arbejde alene og delelementerne møder først hinanden på premieredagen. Scenografen har ikke kendt dramaet og skuespillerne har aldrig lært teksten, men læser den op fra bagvæggen – alligevel hænger det hele sammen. Som Delholm selv afslutter i sin premieretale: ”Synergi – jeg elsker dig!”
Hotel Pro Forma har efter mange års kamp imod teksten i teatret endelig selv taget den op og bearbejdet den uden at gå på kompromis med deres billedteater, deres symbolladte stilistiske billedsprog og processuelle dogmer. Det er en af de mere tilgængelige Hotel Pro Forma produktioner, netop fordi forestillingen har en sammenhængende handling. Forestillingen indeholder mange narrativer, hvor hver en detalje får betydning. Lys, lyd, tekst og skuespiller, rum og billede bliver ligeværdige spillere i Delholms spillevende univers.
Læs mere om Hotel Pro Forma her og køb billetter på Republiques hjemmeside.
FOTO: Claudi Thyrrestrup
Anmeldt af: Ida Fredericia
