Alle dem der ikke er plads til
Teater Grob og Teater Stuk, 21. april – 21. maj
Defekt er en fortælling om, hvordan én kvindes anbringelse på kvindeanstalten på Sprogø kommer til at trække tråde igennem generationer. Det er en saga om psykiske skrammer, samfundets modvilje og drømmen om en ”rigtig” familie. På scenen ses Birgitte Prins, Petrine Agger, Kathrine Høj Andersen, Karin Bang Heinemeier og Solvej Kyung-Sook Christiansen, mens Petrea Søe har instrueret og Julie Maj Jakobsen har skrevet manuskriptet.
Alle de rigtige komponenter er til stede, men de drukner i ligegyldig snak, og Defekt føles som en suppe, der skulle have haft længere tid til at koge ind
Vi følger tre generationer af kvinder, og narativet hopper derfor mellem 1950’erne, 1980’erne, nutiden og fremtiden. Særligt fængslende ses Kathrine Høj Andersens portræt af den unge anbragte kvinde Ellen. Hun drømmer om familie, børn og frihed, men systemets gentagne insisteren på hendes uegnethed slår rod i hende, og hun vælger, efter tvangsfjernelsen af datteren Vita, at lade sig sterilisere. Ellen fremstår kompleks, afrundet og helt igennem troværdig. Det er ikke en nem opgave at skildre en udviklingshæmmet kvinde, men Høj Andersen formår at gøre hende autentisk uden på noget tidspunkt at blive sketchramt eller hånende. Det er momentvist genialt, og hun er stykkets allerstørste force. Derudover skal Birgitte Prins også nævnes som en stærk tilstedeværelse på scenen. Hun skifter mellem roller, der meget nemt kunne minde om hinanden, men hun tilføjer alle sine karakterer særpræg og dybde. Hun er et anker, og man er fuldstændig tryg i hendes selskab.
Desværre forbliver genialiteten i momenterne. Defekt svinger mellem sublimt skuespil og amatøragtig råbeglæde, og forestillingen lider desværre under at være unødigt lang og præget af udpenslet symbolik. Alle de rigtige komponenter er til stede, men de drukner i ligegyldig snak, og Defekt føles som en suppe, der skulle have haft længere tid til at koge ind. Til gengæld er forestillingen vanvittigt flot. Raphael Frisenvænge Solholm har lavet lys, og det er som sædvanligt både poetisk, lækkert og i skøn harmoni med Lisbeth Burians smukke scenografi, der illustrerer både Sprogøs isolerede kølighed, afgrunden som kvinderne konstant bevæger sig på kanten af, samt oaserne hvor kvinderne forsøger at opbygge et normalt liv.
Aldrig før har jeg set en forestilling, der i den grad har svinget i kvalitet som Defekt. Det er synd, for når scenerne fungerer, er vi vidner til en smuk og ikke mindst vigtig fortælling, der bliver formidlet med en malerisk underfundighed, men når de ikke fungerer, bliver forestillingen langtrukken og dilettantisk. Defekt er dog stadig værd at se, og Kulturshot kvitterer med tre kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grobs hjemmeside.
Foto: Emilia Therese
