Intens, finurlig og rørende musikalsk hyldest til Kurt Weill
Republique, L’Orchestre D’Homes-Orchestres, 6. -16. november
Der er lagt en skøn 1930’er Berliner Cabaret-stemning hen over Republiques store scene og da jeg træder ind i rummet sidder de 8 medvirkende allerede i deres lille forhøjede stue fyldt med et utal af instrumenter og genstande. En kvinde træder frem og introducerer at nu vil de spille aftenens sidste nummer. Latter. Hun påfører sig et gevir og mens hun synger, får jeg første indblik i canadiske L’Orchestre D’Homes-Orchestres utrolige musiske univers.
I løbet af de næste 2 timer spilles der på alt, hvad der er placeret i den hyggelige Berliner-stue: Skrivemaskiner, kortspil, kameraer, ja selv lysekronen kan være et instrument. Rammen er værker af Kurt Weill, som måske er bedst kendt for sit kunstneriske samarbejde med den tyske dramatiker Bertolt Brecht og blandt andet forestillingen “Laser og Pjalter” – men Weill er i den grad en kunstner, der fortjener at blive hyldet i sig selv. Musikken som alene bærer forestillingen er decideret vidunderlig og mærkes i både krop og sjæl – uanset om den synges på engelsk, fransk eller tysk.
Da aftenen når sit højdepunkt under det fantastisk nærværende og intense nummer ”Will You Remember Me”, glemmer jeg fuldstændig verden omkring mig og mærker blot musikken
Med Weill som udgangspunkt har LODHO skabt en fint sammenhængende univers, hvori de både udfordrer og respekterer Weills musiske forlæg, der bliver til både hård rock, hiphop og jazz. Hvert nummer er dramatiseret med simple virkemidler som nummeret ”Materl”, hvor sangerinden har en nylonstrømpe over hovedet. Det er simpelt, men fungerer utrolig godt som under ”Ballade de la Fille Noyée”, hvor en af de kvindelige performere, kun oplyst af en simpel lampe, synger på vejr-indtrækning (modsat udånding som vanligt), hvilket giver sangen en smuk skrøbelighed.
Musikken som alene bærer forestillingen er decideret vidunderlig og mærkes i både krop og sjæl – uanset om den synges på engelsk, fransk eller tysk
Men der hvor kæden desværre flere gange er ved at hoppe af, er når performerne træder for meget ind i at være karakterer. Her opstår der et underligt misforhold imellem musikken og performeren og det kommer til at tage fokus fra den musik, der så smukt lever uden at blive overfortalt. Og selvom det skønne univers vi befinder os i både er befriende underligt og uforudsigeligt, bliver det i længden lidt trivielt med mængden af seksuelle referencer og mænd i dametøj, hvor særligt det sidste kommer til at stå som stereotype forsøg på at skabe ”mærkværdighed”. Dette sker dog kun i glimt og tager aldrig for alvor fokus fra det univers vi befinder os i, hvor for eksempel uniformer og krigsreferencer er abstrakt til stede i den smukke Berliner-stue.
Alt i alt er det svært ikke at kunne lide LODHO’s finurlige og drønmusikalske univers; det er sjovt, rørende, alvorligt – og de er fascinerende dygtige musikere; om det er der ingen tvivl. Og da aftenen når sit højdepunkt under det fantastisk nærværende og intense nummer ”Will You Remember Me”, glemmer jeg fuldstændig verden omkring mig og mærker blot musikken.
Musikken og de billeder det lykkedes LODHO at skabe, sidder stadig i mig flere dage efter og det må der klart kvitteres for. Dermed giver Kulturshot fem fyldte kanyler til canadiske L’Orchestre D’Homes-Orchestres og Cabaret Brise-Jour.
FOTO: Guillaume D. Cyr
Anmeldt af Cecilie Møller Madsen
