Betty Nansen Teatret, februar-marts 2012
Lidt for hyggeligt, lidt for lækkert rødvinsteater
Jeg troede jeg skulle ind at se en hjerteskærende forestilling om en lille tysk drengs kamp for ikke at blive voksen, midt i nazisismens opståen…. men nej…. Jeg skulle se et lidt for hyggeligt, lidt for lækkert stykke rødvinsteater.
Nu har jeg ikke set filmen, ej heller læst Günther Grass’ roman, men ud fra hvad jeg har hørt om begge værker, og ud fra det indtryk jeg får af Betty Nansens trailer, skulle denne forestilling være en “hård nyser” – ikke en folkekomedie.
Forestillingen har rigtig gode skuespillere, rigtig god (og formoder jeg, virkelig dyr) scenografi, en rigtig flot scene, lækkert lys, lydeffekter, lækker koreografi – ja det er faktisk en rigtig rigtig lækker forestilling. Dramaturgisk fungerer forestillingen virkelig fint, og den formår også at inddrage scener og elementer fra filmen. Altså alt i alt en virkelig lækker velspillet, vel fortalt og vellykket forestilling, som jeg kunne putte mig ned i de røde teatersæder til og nyde. Især åbningsscenen er virkelig skøn, hvor Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som lille Oscar bliver født af en skrigende Sonia Richter midt på scenen – Oscar er godt nok en besværlig unge at bringe til verden, og han bliver ved med at være besværlig hele forestillingen igennem med sit evige trommespil og skingre skrig som bogstaveligt talt kan sprænge glas. Nikolaj Lie Kaas gør det vældigt overbevisende som Oscar, som det ene øjeblik er en besværlig møgunge og det næste en snedig voksen mand med en snedig voksen mands selvbevidsthed og selvoptagede strategiske spil i familiens trekantsdrama mellem mama, hendes ægtemand og hendes fætter.
Der er en slags evig comic relief
Men altså, det hele er virkelig meget, meget lækkert. Karaktererne er lækre, selv den lidt-løs-på-tråden mama er alligevel ret charmerende når hun efterlader sin lille dreng i den ulykkeligt forelsket legetøjsforhandlers varetægt for at mødes på et grumset motel med sin elsker. Selv når hun knap nok skænker sin sørgelig ægtemand en enkelt tanke, selv når hun er ved at slå Oscar ihjel af bar raseri over hans skrigeri – ja, selv da, er hun ret så lækker, ret så charmerende. De gode er charmerende og elskelige selv i deres synder. Og i alle disse synder, i disse tragedier, hvor krigen er i gang og alle i Oscars liv bliver slået ihjel, er der altid plads til en lille vittighed – det skulle nødig blive for trist. Der er en slags evig comic relief.
Og der ligger netop forestillingens store problem. Jeg havde en lidt for hyggelig aften i teatret. Jeg småklukkede lidt under de småperverse vittigheder sammen med resten af teatersalens kernepublikum (kvinder 65+), drak et glas rødvin i pausen og nød forestillingens lette flow og overdådige scenografi. Og det var en virkelig god forestilling på rigtig mange områder – men jeg blev aldrig rigtig revet med, jeg blev aldrig rigtig rørt, jeg fik aldrig en mavepuster.
Lars von Trier har en gang sagt at “en film skal være som en sten i skoen”, det synes jeg også nogle gode teaterforestillinger er. De skal sidde og nage en, og irritere en, de skal være et værk man aldrig rigtig kan få ud af hovedet. Jeg vil kunne mærke noget mere når jeg sidder i salen, og især når jeg går hjem. Men jeg har ingen sten i skoen, selvom jeg havde en virkelig dejlig aften i teatret, og derfor har forestillingen også fortjent sine 4 store stjerner. Jeg flyver hjem på lette fødder ned af Frederiksberg Allé, med en let aftenvind som selvskab.
Læs mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside og bestil billetter på billetbillet
FOTO: Marc Fluri
Anmeldt af: Ida Fredericia
