Et uventet energibrag, fra en historie fuser
Folketeateret, Hippodromen, gæstespil af Kholghi production, 14-25. januar
En stol, et tæppe og én mand! Det er scenografien i ”Alle veje fører til Vojens” En særdeles enkel scene, som stiller krav til tilskuerens forestillingsevne og fantasi. Det er modigt, og det er lige, som jeg kan lide det.
Manden på scenen er skuespilleren Farshad Kholghi. Han er eneste medvirkende og er samtidig også forfatter af forestillingen. En soloforestilling, med streg under solo.
Der er dog ikke mangel på karakterer i stykket. Farshad spiller intet mindre end 22 forskellige roller, b.la. Ali og Brian, kæresten Lise, Ole Henriksen, nabo tømmeren, bookeren, bankmanden, indisk kioskejer, sågar en ko og en kalv bliver det til. For ikke at glemme ham selv, hovedrollen, som sig selv, foredragsholder Farshad Kholghi.
”…Som et slapt Disney eventyr prædiker den
for mere næstekærlighed…”
Handlingen tager sit udspring i København. Vi følger Farshad, der lever en jetset tilværelse, som foredragsholder. Hele hans liv er en fest, en leaset fest, selv kæresten Lise er leaset.
Det er årene før finanskrisen, og folk er nemme at fylde med varm luft. Der er nemlig slet ingen hold i Farshads foredrag om slankekuren på Kebab. Det bliver dog ikke Farshads tomme foredrag, men en forkert udtalelse, der fælder ham. Hvilket bliver begyndelsen på en nedtur i foredragsholderens liv, der til sidst ender i en kostald i Vojens. Farshads barndoms by.
I Vojens er tingene dog anderledes end i København. Tempoet er lidt lavere, en smule; der er rent ud sagt ikke sket en skid i 25 år. Så her bliver Farshads tålmodighed, medfølelse og motiveringsevne sat på den ultimative prøve.
I sådan en soloforestilling er energiniveauet en afgørende faktor. Det må på intet tidspunkt falde, og det gør det heller ikke. Ligeledes skal alle karaktererne fyldes ud og der skal skiftes mellem dem på et split sekund. Hertil kommer alle deres mange usynlige rekvisitter. Deres placering i rummet skal huskes, og de skal bruges med ekstrem nøjagtighed, for at publikum kan kunne følge med i hvad der sker og ikke blive hægtet af.
Farshad gør det godt. Det vil jeg slå fast med syvtommersøm! Man kan virkelig mærke, at det er her der er brugt timer, uger, ja måneder i øvelokalet. For det er udført skarpt og præcist, og uden at tempoet falder det mindste. Alt i alt, flot!
Fortællingen sker med overdrevet energi og skarpe skift. Det er godt, for selve historien er temmelig forudsigelig, og bestemt ikke særlig vedkommende. Som et slapt Disney-eventyr prædiker den for mere næstekærlighed, og prøver at overbevise os om, at vi ikke skal være så overfladiske og i stedet finde glæde ved de små ting. Det er sandt bevares, men historien fungerer mest af alt som et bagklogt kig i bakspejlet mod årene før finanskrisen, hvor forbrugsfesten bragede derudaf. Det er som om den kommer 5 år for sent, hvis den skulle være en relevant opsang. Jeg tager mig flere gange i at le, desværre mere af den gode fortælleteknik, og Farshads gode mimik, end de egentlige jokes og punch lines. Det er til tider helt Finn-Nørbygaard-like!
Det er ikke fordi jokes’ne er svære at finde, for der er rigeligt af dem, de er bare for platte og ældgamle. Jokes der indeholder både fedme og Amin Jensen, er simpelthen ikke originalt nok, og har ikke været det siden ”Hit med sangen” blev sendt første gang i år 2000! Sådan er det flere gange, og forestillingen har tendens til at ligne en revy sketch, der ved et uheld fik vokseværk.
Kulturshot.dk giver ”Alle veje fører til Vojens” 3 sprøjter med på vejen!
Du kan læse mere om forestillingen på Folketeaterets hjemmeside og om Kholghi Productions her.
Anmeldt af Jacques le Renard
