En lunken omgang klima
Teater Grob, Von Baden, 22. maj – 12. juni
Von Baden har indtaget scenen på Teater Grob med deres klimapolitiske dokumentar-teaterforestilling “Brokenhagen”. Forestillingen skildrer COP15 i København 2009, hvor hundredevis af verdens statsledere samledes for at skabe en holdbar klimaaftale, men som de fleste ved, brød forhandlingerne sammen, og verden måtte skyde en hvid pil efter en ambitiøs aftale fra Bellacentret.
I indgangen til salen bliver vi mødt af en kælen isbjørn, og mens vi kommer gående ind, vises der optagelser af verdensledernes ankomst. Handlingen finder sted i et mødelokale, vores fire karakterer er alle embedsmænd, og spilles af Charlotte Munck, Laura Bach, Frederik Meldal Nørgaard og Anders Brink Madsen. Tempoet er hektisk, luften er tung af forventning og fremtidshåb, men det går hurtigt og kamikazeagtigt mod afgrunden.
Sproget er præget af en ambition om et tårnhøjt lixtal, og tonen bliver da også helt voldsomt businesspræget. Om det er en realistisk skildring, kan Kulturshot ikke udtale sig om, men der har nu aldrig været noget i vejen med teksttungt teater. Problemet opstår, når replikkerne er en uhørlig omgang mos.Af alle de fire skuespillere er det kun Laura Bach, der går nogenlunde rent igennem, og heller ikke her, er det muligt at høre alt, hvad der bliver sagt. Sætninger bliver slugt, ord kortet af og dialogen har sikkert været både intelligent og morsom, men det er godt nok svært at bedømme, når en tredjedel af al talen forsvinder. ”Når brasilianerne først begynder at snakke, glemmer de at trække vejret”. Det er givetvis også tilfældet for Von Baden. Forestillingen er unægtelig en lidt langtrukken omgang, og bliver kun mere forudsigelig i sit mønster, når Charlotte Munk render stresset rundt, taler i telefon, flytter sin computer, tjekker printeren, flytter sin computer igen, taler mere i telefon for derefter at tjekke printeren endnu en gang. Nej, der er ikke mange udfoldelsesmuligheder i et mødelokale, men så dårlig kan deres printer da umuligt være?
Forestillingen har gode intentioner, men kommer aldrig i nærheden af at være den politiske thriller, som den sigter mod
“Brokenhagen” forsøger at slå sig an på humor. Desværre består alle de humoristiske indslag af optagelser af Lars Lykkes tykke, danske accent. Ja, vi grinede alle sammen af det for fire år siden, men i denne kontekst bliver det et cheap shot, og helt ærligt hvis det sjoveste, man kan finde på, er at lave en joke, der havde sit højdepunkt for næsten et halvt årti siden, så skal man ikke satse på humor.
“Brokenhagen” har svært ved at finde sit fodfæste, og ville nok have fungeret bedre som en dokumentarfilm, for på teatret sidder man tilbage som publikum med en noget tør fornemmelse. Rent dramaturgisk er det en ensformig og alt for fortænkt omgang. Forestillingen har gode intentioner, men kommer aldrig i nærheden af at være den politiske thriller, som den sigter mod.
Kulturshot kan kun sende en kanyle i Von Badens retning.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grob’s hjemmeside
FOTO: Morten Fauerby
Anmeldelsen er skrevet af Tine Stormbringer Hjorth