Den hårdfine balancegang mellem genial og kliché
Får302, 1. – 14. maj
Rolling Stones blæser ud af højtalerne i det lille scenerum i Toldbodgade. Foran os sidder en mand. Han hedder John, men hans mor kalder ham for Johnny, og i den næste times tid giver han os sit syn på kønssygdomme, ligestilling, feminisme og mænd og kvinder. Monologen er skrevet af britiske Kate Pendry, og fremføres af Christine Sønderiis, der gør en forbløffende lækker mand! Hun er overbevisende og samtidig foruroligende ucharmerende som stodderen fra Ballerup, der ikke er bange for at provokere, eller for skiftevis at lægge an på og fornærme kvinderne på første række. Der er momentum så det basker. Sønderiis er fængslende, sjov, for meget, for grov og helt igennem dejlig på scenen. Det er tydeligt, at hun besidder et kæmpe talent, og som publikum bliver man tryllebundet af Johnny, der er underligt fængslende, men samtidig voldsomt øretæveindbydende med sit dybt stereotypiske syn på kvinder, der jo alligevel har noget på sig, når det kommer til stykket. For hvor langt er vi egentlig kommet med kvindefrigørelsen, når alle dameblande indeholder en guide til sæsonens fedeste it-bags? Og har vi virkelig brug for at høre om de 100 lækreste sandaler? Johnny er et befriende indspark i ligestillingsdebatten, og er i den grad værd at se.
Helt anderledes står det til med forestillingens anden monolog, Ankomst. Her står Rebekka Owe på scenen, og hun har derudover også stået for både manuskriptet og musikken. Vi befinder os i en lufthavn, alle fly er aflyst, og vores hovedperson får nu god tid til at genfortælle sin ungdom. Det er tydeligt, at der tilstræbes et lyrisk og sanseligt sprog, men ovenpå Johnnys slang-prægede og naturalistiske form, virker overgangen kluntet og forceret, og fra første replik virker forestillingen påtaget. ”Jeg er den nye tids kvinde!” bliver det proklameret. Og med det menes der åbenbart en lillepigetype med hang til at omtale sig selv i 3. person. Fortællingen omhandler en naiv piges jagt efter kærlighed – en jagt der går grueligt galt, og hun roder sig ud i et mareridt af kærester med en forkærlighed for andre kvinder og kasser med mærkeligt indhold. Aldrig har Kulturshot set en forestilling, der var mere ladet med klichéer, og Ankomst er komplet med kasten sig op ad væggene, intens stirren på spot i loftet, skiften mellem to personer i en dialog og sågar et reenactment af en hund, og det bliver tåkrummende pinligt, da Rebekka Owe bryder ud i sang og Bollywood-dans.
Ankomst når desværre ikke op på Johnnys højder, og det er synd, for projektet er spændende og ikke mindst vigtigt. Der bliver desværre kun sendt to kanyler afsted til Ankomst/Johnny i denne omgang.
Du kan finde mere information om forestillingen her.
Foto: Karoline Lieberkind
Anmeldelse af: Tine Hjorth
