Hæsblæsende NyCirkus på Reublique
Republique, Les 7 doigts de la main 5.-21. oktober
Det canadiske NyCirkus kompagni ”Les 7 doigts de la main” har skabt forestillingen ”Traces”. Syv personer fanget på et gadehjørne i en storby forsøger desperat at flygte fra tiden, døden og fylder scenen med spor på at de var her og levede før det er for sent.
De akrobatiske numre er hæsblæsende og dødsensfarlige – her er ingen sikkerhedsnet! Publikum gisper. Deltagerne snubler og er nogen gange lige ved at falde ud i publikum,. Man fornemmer at der ikke skal meget til før det går galt. Alligevel bliver man ved forestillingens introduktion kækt opfordret til gerne at tage video og billeder med blitz, selvom det skulle give de optrædende permanente skader – man skulle jo nødig gå glip af noget.
Parakrobatik, spring, kinesisk stang, trapez – alt bliver anvendt. Numrerne er hæsblæsende og farlige, men samtidig opfindsomme og sjove, og udført med et stort overskud og personlig charme.
Performernes person har stor plads i forestillingen, de bliver alle præsenteret og karakteriseret. De driller hinanden, forelsker sig i hinanden, og griber hinanden lige før det er for sent og de rammer jorden. Man er godt underholdt hele vejen igennem. Med store og farlige numre, og små søde historier og sketchs som binder numrerne sammen. Med rockmusik og stroboskoplys til komiske jazzede dansenumre.
Det her er NyCirkus i verdensklasse!
Kompagniet er grundlagt i 2007 og står bl.a. bag “Fibioanacci Project” og forestillingen “La Vie” som spillede på Republique i 2011
Læs mere om forestillingen på Republiques hjemmeside og om kompagniet “Les 7 diogts de la main” her.
FOTO: Michael Meske
Anmeldt af: Ida Fredericia