En iscenesættelse af tekster og sange af Marie Key
Betty Nansen, Edison teatret: d. 23. marts – 8. April
Efter et dejligt glas hvidvin i den hyggelige foyer på Edison teatret, træder jeg ind i scenerummet. På scenen, der består af pink kasser i forskellige størrelser og former; trapper, plateauer og små scenerum, sidder en enkelt skuespiller. En lys og gennemtrængende tone fylder rummet, før han rejser sig og slår sin guitar an. Langsomt kravler de andre skuespillere syngende frem på scenen.
I halvanden times tid føres vi igennem en visuel, musikalsk og kropslig båret performance, der tager udgangspunkt i Marie Keys musik og tekster. Omdrejningspunktet synes at være relationer, og i små cirkulære sekvenser formidles disse gennem sang, koreografi og et drømmende og melankolsk lydbillede.
Forestillingen gav teksterne et helt nyt liv ved hjælp af lydbilledet, det kropslige arbejde og lyset – også til de mest kendte sange.
Forestillingen dykker, i kraft af sangene, ned i de forskellige relationer og perioder i relationerne. Forestillingen veksler mellem en god position humor, en gravalvorlig sørgmodighed og et råt metallisk udtryk, der formidles igennem sangteksterne.
Vi præsenteres blandt andet for Marie Keys “Uden Forsvar“, “Landet og Fatter Det Nu“.
Jeg husker særligt en sekvens med Mia Lerdam, hvor hun sidder forrest på scenen og snor sine arme om sig på ryggen. Hendes muskulatur trådte smukt frem i fokusset fra spotlyset, og lydbilledet matchede bevægelserne. Forestillingen både tryllebandt og ruskede i mig. Dog kunne jeg til tider have lidt svært ved at følge den overordnede røde tråd fra sekvens til sekvens, selvom disse dog stod utrolig skarpt for sig selv. Jeg vil tro, at hvis jeg nu havde været den helt store Marie Key lytter og fan, ville min oplevelse have været en helt anden. Alligevel gav forestillingen teksterne et helt nyt liv ved hjælp af lydbilledet, det kropslige arbejde og lyset – også til de mest kendte sange. Det fik sangene til at stå stærkt i den nye ramme.
Jeg havde også til tider lidt svært ved at forstå nogle af overgangene fra sekvens til sekvens, der kunne signaleres med blot en akkord fra guitaren. Overgangene blev, for mig, nogle gange for bratte, og jeg blev revet for hurtigt fra en sekvens til en ny.
Alt i alt er Jeg misforstår gerne det hele en rigtig æstetisk smuk iscenesættelse af Marie Keys musik og tekster, som bragte mig lidt tættere på kunstneren og fik mig til at lytte ekstra godt efter, når jeg lytter til hendes musik derhjemme.
Forestillingen får 4 kanyler
Du kan læse mere om forestillingen her.
Anmeldelsen er skrevet af Amalie Ulla Pontoppidan Witt
