Velkommen til underverdenen!
Makropol, 21-22, samt 27-28. januar, Chateau Motel
Mine knoer er tæt knyttet, og jeg forsøger at kontrollere mit åndedræt, som bliver hurtigere og hurtigere. Jeg skutter mig, da brillerne bliver sat på mit hoved; de briller der skal føre mig ind i en virtuel virkelighed. Jeg tager en dyb indånding og åbner langsomt øjnene. Jeg stirrer ind i en ny verden, jeg er ankommet til Doom Room.
Holdet bag denne Virtuel Reality performance hedder Makropol, og i spidsen står Mads Damsbo og Jesper Dalgaard. De står bag en masse forskellige tiltag, hvor virtuel reality teknologien anvendes; blandt andet værket ‘Skammekrogen,’ der blev vist på Nikolaj Kunsthal i 2014. Her kunne man få indblik i en familiemiddag, ved at bebo de forskellige kroppe, der var samlet rundt om bordet. I Doom Room bebor vi også en krop, der dog hurtigt bliver aflivet.
Til at starte med bor jeg sikkert i min egen krop, i den nogenlunde ‘sikre’ og ‘virkelige’ virkelighed. Vi er samlet i Chateau Motels foyer, en ny natklub i midten af København. Vi får at vide, at forestillingen, oplevelsen eller hvad man nu skal kalde den, kan indeholde forskellige ‘triggerpoints’; blod, død, højder osv., en publikum gisper let, da listen når ned til ‘hajer’.
Selv er jeg lidt af en bangebuks, og da mine tidligere erfaring med Virtual Reality har været temmelig nervepirrende, gisper jeg ved stort set hvert et punkt. Heldigvis skal man bare række hånden op og sige ‘stop’ hvis det bliver for meget – som med andre grænsesøgende legeklubber, er der heldigvis et safeword. Så ved vi i det mindste, at de vil gå til stregen. Hajfyren, jeg og de andre tre eksklusive publikummer bliver endelig lukket ind.
Performancen starter med et ritual. En nøgen hvidmalet kvinde fører os op på anden etage i Chateau Motel, hvor der venter os en plastik-indpakket loge. Det ser ud til at være gjort klart til et blodbad, der let kan vaskes væk igen. Den nøgen kvinde rækker mig et blodigt grisehjerte i hånden. Indvielsesritualet kan begynde. Hjertet er klamt og koldt, og minder mig om mit eget bankede hjerte. Jeg bunder et glas med en sød, blodrød væske. En efter en lukker hun os ind i det næste rum, hvor vi får brillerne på og turen for alvor kan begynde.
Det minder mig mest af alt om en kombination af David Lynchs røde rum i Twin Peaks og Satres ‘Lukkede døre’. Er det nu min dom skal blive afsagt?
Da jeg åbner øjnene, finder jeg mig selv siddende på en mark, mens mine hænder er ved at partere en hjort, jeg lige har skudt. Jeg hiver indvoldene ud; lever, milt og det bankende hjerte, som jeg for blot et par minutter siden, selv sad med i hånden. Jeg griber om geværet. Beslutsomt og afklaret sætter mine hænder det mod munden og trykker på aftrækkeren. Bang! Min virtuelle krop er aflivet.
Små lys blinker i horisonten, og forandrer sig langsomt til et lyserødt rum, hvor fem slipseklædte mænd stirrer forventningsfuldt på mig. Det minder mig mest af alt om en kombination af David Lynchs røde rum i Twin Peaks og Satres ‘Lukkede døre’. Er det nu min dom skal blive afsagt?
Herefter følger en rutchetur af scener og stemninger. Det specielle ved virtuel reality er at virkelighedens regler, for hvad der er muligt, ophører. Vi er på filmens hjemmebane, med alle dens tricks og tryllekunstnere, men det føles virkeligt. Geværets løb er lige op i ansigtet på mig, de slipseklædte mænd stirrer mig lige ind i ansigtet, kigger jeg mig omkring, åbner rummet sig op for mig. Det er kun min krop, jeg har tilbage, som er min egen, indtil den heller ikke er det længere.
Mine bange anelser for at dø af skræk bliver bragt til skamme. Jeg overlever og får ovenikøbet en total-oplevelse ud af det. Med svedende håndflader og væske der presser sig på fra tårekanalerne, kigger min guide på mig. “Er du OK?” spørger han. Jeg nikker for at bekræfte at det er jeg, både over for mig selv og for ham. “Godt.”
Makropol formår at kombinere teatralsk performance med det virtuelle narrativ, på en facon som hverken virker forceret eller fortænkt, men ganske enkelt naturlig og ligetil.
I Chateau Motels (om end endnu mere Lynch-prægede) bar venter der en læskende cocktail, som jeg kan sunde mig på. Her kan man langsomt vende tilbage til virkeligheden, inden man går ud i, ja den ‘virkelige’ virkelighed.
Makropol har en lang erfaring med Virtuel Reality og det kan mærkes. Stilen er selvsikker og ambitiøs, og kombineret med Chateau Motels stemningsfulde lokaler, bliver Doom Room til en gennemført helhedsoplevelse. En oplevelse der sætter sig i hele kroppen, og vis billeder brænder sig fast på nethinden. Makropol formår at kombinere teatralsk performance med det virtuelle narrativ, på en facon som hverken virker forceret eller fortænkt, men ganske enkelt naturlig og ligetil. Derfor fortjener Doom Room også en topscore, selvom videoens billedkvalitet til tider kan være skrantende.
