The Body is Here – but the Artist (and Gender) is Absent – eller hvad?!
CaféTeatret, 13. marts-5. april
Der er overraskende stille, da jeg ankommer til CaféTeatrets foyer lige før forestillingsstart på den sagnomspundne og identitetsløse Nielsens one-man show. Da jeg bevæger mig op af trappen, forstår jeg hvorfor. Inde i teatrets café køres en glasmontre med en næsten nøgen menneskekrop. Ansigtet er skjult, kroppen er uhyggeligt benet og kun iklædt et klæde omkring livet, der dog tillader indkig til kroppens mandlige kønsorgan – scenen er sat til “Transformatoren”…
Mens de sidste tilskuere indløser billet, står vi så dér I en cirkel og kigger tavst på KROPPEN. Jeg genkender kroppen i montren som hovedpersonen, kunstneren og fænomenet Nielsens krop. Denne krop som er født med navnet Claus Beck Nielsen, men som de sidste år er gået under navne som Direktøren, Statsborgeren og Nielsen. En krop som er blevet reproduceret, begravet og sendt til museer over hele verden og som kontinuerligt har været centrum for Nielsens evige forsøg på at aflive og stille spørgsmålstegn ved identiteten. Da jeg står på CaféTeatret denne aften ved jeg, at turen denne gang er kommet til forhandlingen af kønnet.
Kønnets transformation udebliver desværre for alvor, mens Nielsen – The Master Mind bag det hele – brillerer så det rammer lige i hjertekuglen og fascinerer dybt
Glasmontren bliver kørt ud og vi venter spændt og lidt forvirrede på, hvad vi skal være vidne til. Og så træder selveste Karen Blixen ind i rummet – eller er det nu Nielsen igen? Jeg bliver ramt af en overvældende fascination af, med hvor stor præcision og varme Nielsen forvandles til denne storrygende, eksotiske, bestemte og fascinerende skabning. Han er Blixen og samtidig er han beyond Blixen. Karen Blixen proklamerer fra sin piedestal at manden som køn er et overstået stadium i menneskets historie – en såkaldt midlertidig foranstaltning, som ikke længere duer. Vi bør i stedet fokusere på de mange mulige arter og stemmer – og hun vil vise os vejen med denne skabning vi allerede har set. Det er ordene, før hun stiger ned og følger os til selve scenerummet.
I løbet af den time der følger, er jeg tilskuer til et eksperiment, hvorunder det nye kønsmæssige væsen skabes. Dette foregår i en lang række mere eller mindre sammenhængende sekvenser i en ramme sat af scenograferne Ingvild Rømo Grande og Palle Steen Christensen. I den smukke, dybe og mørke scenografi møder vi blandt andet Medea, Ophelia og Antigone og disse mytiske kvindeskikkelser bliver centrum for fortællingen om kønnets frisættelseskamp.
Forestillingen fornyer og opfinder hele tiden sig selv og Nielsen synes aldrig at hvile på rutinen eller vige for at tage chancer. Han er en eminent performer og formår at bruge stemme og krop så det hele når nye højder. Og netop her lever forestillingen – i dette underlige grænseland mellem genialitet og banalitet med de oceaner af referencer til både de græske tragedier og populærkulturens stjerner som Michael Jackson eller Andy Warhol. En nørd, som mig, nyder den overvældende mængde af referencer – som til den serbiske performancekunstner Marina Abramovic og hendes værk The Artist is Present, og det lykkes da også Nielsen at pege på potentialet i, hvad man kunne kalde ”shapeshifters” og historiske figurer der udfordrer kønsnormen.
Jeg får en fascinerende, kropslig, nærværende og meget Nielsen’sk oplevelse som jeg ikke ville have været foruden, men kønnets transformation – det udebliver
Jeg har det dog helt afgørende svært ved “Transformatoren”s overordnede projekt omkring kønnet. I en tid hvor dette tema er populært stof indenfor kunsten, mangler der en afgørende forståelse for det stof kunstneren tager fat i. I Nielsens kropsliggørelse af de tragiske kvindeskikkelser, mangler der føling for hvilke fortællinger og magtforhold Nielsens egen biologiske mandekrop tager med ind på scenen. Selvom det i afgørende momenter lykkes forestillingen at skabe væsner og ikke køn, så sidder jeg tilbage med en dårlig smag i munden og spørger mig selv om jeg i virkeligheden har været vidne til en bekræftelse eller en forhandling af kønnet. På trods af opråb om at mennesket holdes fast og ikke kan tænke ud over sin egen (køns)grænse, så forbliver det manden der nedbrydes, mens kvinden skabes igen og igen gennem Nielsens krop og så bliver det hele ligesom lidt kønsmæssigt ligegyldigt.
Han er Blixen og samtidig er han beyond Blixen
Havde forestillingen ikke været så fokuseret på at spille ind i kønsdebatten ved eksempelvis at frasige sig et queer-politisk perspektiv (som Nielsen gør i Information), så havde jeg kvitteret stort for både form, referencer og mod i forestillingen. Men afsluttende sidder jeg tilbage med en dårlig smag i munden, og kan ikke lade være med at spørge med hvilken intention og mål Nielsen ønsker at forhandle kønnet – og hvem han i virkeligheden er til at gøre dette. Er det bare endnu en identitetsleg? En nedbrydelse af identiteten som vi skal se fejle? Hvis dette er tilfældet er det både forsimplet, problematisk og fejlskudt.
Jeg får altså med “Transformatoren” hverken et fraværende køn eller en fraværende kunstner – tværtimod er det netop Nielsen, som fænomenet bag det hele, der bærer forestillingen igennem og står stærkt som den sårbare Ophelia eller under Michael Jacksons ”I’m Bad”, hvor sårbarhed og intensitet går op i en højere enhed. Kønnets transformation udebliver dog for alvor, mens Nielsen – The Master Mind bag det hele – brillerer så det rammer lige i hjertekulen og fascinerer dybt.
Jeg får en fascinerende, kropslig, nærværende og meget Nielsen’sk oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden, men kønnets transformation – det udebliver. Og dermed kan jeg ikke kvittere med mere end to kanyler.
Læs mere om “Transformatoren” på CaféTeatrets hjemmeside og om Nielsens tidligere værker her.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Anmeldt af: Cecilie Madsen
