Romantik og regnfulde gader
Betty Nansen Teatret, 13. marts – 16. april
”Pigen med paraplyerne” er en forestilling om krig og kærlighed, fornuft og følelse. Betty Nansen og Peter Langdal har iscenesat Jacques Demy’s musical-film fra 1964, så man drømmer sig væk til regnfulde gader i 1950’ernes Frankrig.
Her møder vi det unge forelskede par, automekanikeren Guy(Mikkel Kaastrup-Mathew) og Geneviève(Birgitte Hjort Sørensen) som sælger paraplyer i sin mors butik. Parret går med ægteskabsdrømme, men Geneviève er kun 17 år, og efter hendes mors(Kaya Brüel) mening alt for ung til at gifte sig med ”den første og den bedste”. Parrets drømme bliver dog sat på stand by da Guy bliver kaldt i krig, og så kommer parforholdet på prøve. Er den unge forelskelse nok til at holde gang i kærligheden, når man er adskilt i 2 år?
Danica Curcic stjæler hele billedet som den generte og akavede Madeleine som er uhelbredelig forelsket i Guy
Forestillingen er i sandhed en musikalsk rejse; Hele manus bliver sunget af skuespillerne, akkompagneret af et live jazz orkester på scenen. Orkestret med August Rosenbaum i spidsen, som kapelmester gør det helt fantastisk, og man har lyst til at smutte direkte på La Fountaine og høre mere jazz efter forestillingen. ”Pigen med paraplyerne” er som sådan én lang lækker koncert, men desværre ville man ønske at der var blevet sparet lidt på stemmerne. Teksterne mangler poesi og det er meget svært at adskille sangene fra hinanden. Det er ikke alle spillernes stemmer som er stærke nok, og mange af ”replikkerne” virker ufrivilligt komiske når de synges. Sangen giver bagslag og bevægende scener får modsatte effekt – vi bliver ikke rørt, men hægtet af.
Skuespillerpræstationerne er udmærkede, men Danica Curcic stjæler hele billedet som den generte og akavede Madeleine som er uhelbredelig forelsket i Guy. En, med første blik ret flad karakter, men som åbner sig og bliver super interessant, morsom og elskelig.
Selvom jeg ikke har set den oprindelige film, skal der ikke meget mere til end en youtube-trailer, for at se at der blive rtrukket rigtig mange referencer til filmen.
Der er endda proppet et filmhold på scenen, som en gang imellem kommer ind med et klaptræ eller et kamera. Dette bliver dog gjort inkonsekvent og giver ikke rigtig noget ”ekstra” til forestillingen. Til gengæld bliver scenografien brugt til at efterligne filmiske visuelle virkemidler. F.eks. bliver der lavet zoomeffekt ved at gøre scenebilledet større og mindre vha. siddetæpper, og brugen af en drejescene giver en fornemmelse af panoreringer og krydsklipning.
Scenografi og kostumer er derudover meget detaljeret gennemførte, og trækker publikum længere ind i filmens univers og tidslomme. Det er skønt at drømme sig tilbage til Frankrig i 50’erne, hvor kærligheden blomster, sommerregnen falder blidt og der altid bliver spillet jazz et eller andet sted i byen.
Orkestret skaber en fantastisk stemning og er det bedste element i hele forestillingen. Jeg kan forstå at det er en essentiel del af forestillingen at alt bliver sunget, men der er et eller andet ved det som ikke fungerer og det smitter af på hele forestillingen. Scenografi, kostumer, orkestret, August Rosenbaum og især Danica Curcic er værd at se forestillingen for, men det bliver desværre kun til 3 meget meget store shots!
Du kan læse mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside her.
FOTO: Ulrik Jantzen
Anmeldt af: Ida Fredericia
