At vende vrangen ud på maleriet

Statens Museum for Kunst, søndage i februar, marts og april

Tænk på sidste gang du besøgte et kunstmuseum. Kan du huske værkerne? Gav du dig tid til virkelig at se på dem? Eller var der nogen, der slet ikke fastholdt din opmærksomhed? Tænkte du over hvilke historier, de gemte på? Eller gik du videre efter blot få sekunder?

Sådan er det ofte for mig, når jeg bevæger mig igennem en kunstudstilling – ikke mindst på de faste historiske udstillinger på Statens Museum for Kunst. Er der hængt mere end ét værk op på de monumentale vægge, kan jeg simpelthen ikke fokusere på dem. På Statens Museum for Kunst er væggene bogstavelig talt pakket til med kunst og efter et par sekunders scanning, har jeg allerede givet fortabt. Jeg magter ikke at leve mig ind i billederne og granske dem for mening, symbolik og ikke mindst en historie.

Men det kan jeg i 9x9x9. Her bliver vrangen sådan nærmest vendt ud på malerierne. De bliver åbnet op og rækker ud i rummet, så os på den anden side af rammen kan lære at se dem på en ny måde.

9 forfattere har ladet sig forføre og inspirere af 9 værker på Statens Museum for Kunst og skrevet tekster om dem til 9 skuespillere. Det er en gentagelse af formatet fra 2014, der dog rummede en række mere interessante tekster, men som også drog fordel af at præsentere et nyt oplevelsesformat.

Teksterne fra i år spænder mellem minutiøse beskrivelser af maleriet ”Ung pige, der betragter havet”, som langsomt åbnes op til en klassisk kærlighedshistorie, og over til teksten ”Tarantel med Tamburin” om malerinden Elisabeth Jerichau Baumanns stræben efter at blive anerkendt i det danske samfund.

Nogle værker taler direkte ind i billedets fortælling, som da skuespilleren Marianne Høgsbro ser sig selv som barn i kunstværket ”Landskaber med lyngbakker” og filosoferer over, hvilke taktile oplevelser vi mister, når vi ikke må røre ved malerierne. Andre bruger billedet nærmest som en rekvisit, som skuespiller Christine Sønderris der spiller en specialestuderende, der prøver at forene sig med både døden og kærligheden ved dagligt at studere maleriet ”Ung kvinde som betragter et Kranium.”

De tekster, der fungerer bedst, er dog dem, som indeholder en smule humor som Christian Hages tekst ”Some People” og Lotte og Søren Hammers tekst til skuespiler Simon Bennebjergs og værket ”1000 farver”. Her bliver installationen omdannet til en scenografi for Bennebjergs fortælling om en alternativ skabelsesberetning, der leveres med masser af humor, timing, charme og fysik.

Der er brug for lidt humor på sådan en lang aften, hvor man skal løbe stærkt, hvis man vil nå at se alle værkerne og samtidig nyde et glas vin i museets cafe. Selvom alle teksterne på hver sin måde giver nye briller til at se kunstværkerne med, savner jeg at blive trykket lidt på lattermusklerne, rammes i mavesækken, rusket lidt i skuldrene og ikke mindst få lidt stof til eftertanke med hjem.

Alt i alt er 9x9x9 en dejlig måde at tilbringe sin søndag aften på. Der er noget for enhver smag, og så kan man få en lang aften ud af det med middag i museets cafe. Og så kan jeg ikke løbe fra, at der en barnlig glæde ved at rende rundt i museets halvtomme gange efter lukketid. Da jeg var barn, forestillede jeg mig at malerierne vågnede op når museets døre lukkede i – det gør de i 9x9x9.

9x9x9 spiller følgende søndage: 19 og 26. februar, 5., 12., 19. & 26. marts samt 2. 23., & 30. april.

Læs mere om konceptet og køb billetter på smk.dk

FOTO: Morten Germund og Agnete Schlichtkrull