The Rite of Spring, Extended

granhøj

2 kanyler

Flot danseforestilling ender i symbol-overload

Dansehallerne, Granhøj Dans, 27. – 31. janaur

Det starter faktisk godt. Scenen ligger mørkt hen, og én efter én træder de mandlige dansere ud på scenen. De er iklædt jakkesæt, og som et orgasmisk græsk kor slår de rytmen an på træstykker. granhøj

Granhøj Dans har som de første i verden fået lov til at indlægge pauser i Igor Stravinskys hundrede år gamle mesterværk, og forlænger dermed spilletiden fra 33 minutter til en time, og omdrejningspunktet for denne nyfortolkning er overgangen fra dreng til mand. Vi er vidner til adskillige manddomsritualer, og danserne er fantastisk dygtige. Det er en fornøjelse at se dem slå sig løs; og når “The Rite of Spring” fungerer allerbedst, er det dem, der er i centrum i samspil med Stravinskys værk. Musikken er udødelig, og er ved at sprænges af potens. Man kan nærmest høre industrialiseringen og avant garden kalde.

Når der ikke er plads til det abstrakte
og til fantasien, hvad skal vi så med det?

Første halvdel af forestillingen kulminerer i en uendeligt smuk personificering af en græsk statue, men herefter går det ned ad bakke. Forestillingen drukner i rekvisitter og indlysende symbolik. Man bliver nærmest tvangsfodret med handling, og “The Rite of Spring” forvandler sig til noget henad en mimeforestilling med et reelt hændelsesforløb, og dér mister dansen i min optik sin særegne charme.

Når der ikke er plads til det abstrakte og til fantasien, hvad skal vi så med det? Det er dèr, dans kan excellere og der, hvor ingen anden genre kan følge med, og det vælger man at udvande med ligetil symboler og et mindst ligeså ligetil plot, som vi har set hundrede gange før. Det er voldsomt ærgerligt, for der er store talenter i spil på scenen, men de overdøves af fantasiløs historiefortælling og nøgenhed. En nøgenhed der desværre ofte virker forceret og uden mening. Der bliver taget utroligt mange underbukser af og på i løbet af forestillingens 60 minutter.

“The Rite of Spring” starter dejligt, og er monumental smuk, men forestillingens stræben efter at fortælle en stringent historie spænder ben for projektet. Kulturshot kan kun sende to kanyler afsted i denne omgang.

Du kan læse mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside og om om Granhøj Dans her.

FOTO: Mads Møller Andersen
Anmeldt af Tine Hjorth

Tine Hjorth

Jeg er uddannet kandidat i Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet, og arbejder freelance som forestillingsleder både i vækstlaget og på de etablerede scener. Jeg holder af teater, der har en skarp visuel profil, og som tør berøre både de store spørgsmål og de helt nære hverdagsemner.

Vær den første til at kommentere