Men lever man

men lever man


Fantastiske skuespillere kan ikke hive en haltende Shakespeare-fortolkning hjem.

Aarhus Teater den 25. november til 6. december

På Aarhus Teaters Scala-scene er der dæmpet lys, lyde, der illustrerer en storms susen samt enkle kulisser i form af nussede, røde gardiner, en ensom sofa midt på gulvet og en vindeltrappe. Seks personer famler sig med robotagtige bevægelser ind på scenen med hænderne mod bagvæggen.
”Vi er samme stof, som drømme er gjort af”, messer de hviskende. Ansigterne er som udgangspunkt vendt væk fra publikum, men man ser dem alligevel klart et kort sekund. Alle seks er malet hvide med sorte øjne, og det bidrager til forestillingens dystre stemning, som vedligeholdes i de efterfølgende minutter af Ellen Hillingsø og Camilla Bendix. De indtager gulvet som henholdsvis Prosbero og Miranda, mor og datter, den ene i sort, den anden i laksefarvet tyl. De taler om fortiden, en mere prægtig periode, fornemmer man, hvor damerne i den grad blev opvartet. I nutiden har de kun en slave, Caliban, som bor i et rum under vindeltrappen. Ham behandler de som det passer dem, for slavens seksuelle tilnærmelser til datteren Miranda blev for flere år siden hans undergang. Det til trods driver samspillet mellem de to stadig af seksuelle undertoner og forskudte magtbalancer.

På trods af en ny fortolkning, referencer til andre Shakespeare-stykker, tyske fraser og glimtvis humor, er ”Men lever man” stadig vanskelig at forholde sig til

Efter en rum tid med de tre karakterer som omdrejningspunkt bliver publikum introduceret for Prosberos bror, Antonio, hans kone Emilia og parrets tjener, Stephano. De er strandet i nærheden, som følge af den storm, der raser som lydeffekt i teatersalen.
Snart skal det vise sig, at alle seks personer er strandet et fysisk sted, men så sandelig også mentalt. De reflekterer over lykken og hvorvidt, de lever livet til fulde. Er det målet at være elsket eller belæst? At være fri? At være gift? Hver især søger de tilsyneladende et svar på den svære kunst at leve livet rigtigt.

For 20 år siden stod Pelle Koppel, Mette Kolding, Peter Reichardt, Ellen Hillingsø, Camilla Bendix og Mads M. Nielsen på scenen i deres afgangsstykke fra Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater. Og nu er de her igen. Denne gang i tyske Lydia Bunks fortolkning af Shakespeare-stykket ”Stormen”, der på Aarhus Teater er revet et stykke væk fra sine rødder.
Karaktererne markerer sig med en blanding af tung, gammeldags tale, nutidsdansk, dystre miner og syret humor. Blandt andet Calibans vekselvirkning mellem ynkelig slave og velformuleret taler vækker latter hos publikum, og det samme gør datteren Mirandas drømmeverden, hvor hun eksempelvis spiller begge parter i Romeo og Julie.

På trods af en ny fortolkning, referencer til andre Shakespeare-stykker, tyske fraser og glimtvis humor, er ”Men lever man” stadig vanskelig at forholde sig til. Shakespeares tungekrøllende replikker bliver leveret med glans af de udtryksfylde skuespillere, hvis præstationer er forestillingens store styrke. Men det er ikke helt nok.

Idéen med at krydre det gamle stykke med forståeligt dansk og kunstneriske henvisninger er god, men det fungerer bare ikke helt. Publikum får ikke et svar på, hvad lykken er for karaktererne, og deres personlige udvikling forestillingen igennem står ikke klart. Og det kan der selvfølgelig være en vis pointe i, for spørgsmålet om hvad der er lykken og hvad der er den sande måde at leve på, bliver nok aldrig besvaret. Heller ikke i det virkelig liv. Men det efterlader mig irriteret over forvirringen frem for begejstret, og jeg forlader teatersalen med en følelse af ikke helt at være med på, hvad der egentlig er foregået. De fantastiske skuespillere til trods.

Kulturshot giver ”Men lever man” tre kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Aarhus Teaters hjemmeside.

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere