FUCKING FATTIG

fucing-fattig

3 kanyler

En rede af skinnende ting på Bådteatret 

Bådteatret 2. – 23. marts

“Fucking Fattig” er Bådteatrets seneste ungdomsforestilling, der stiller spørgsmålet: Hvem er vi egentlig, når finanskrisen kradser, og vores materielle goder bliver taget fra os? Mads Riisom og Anne Gry Henningsen spiller de fem karakterer i historien – Emma der er identitetssøgende og usikker, Emil og hans mor der har alt, men mister det igen, og Emmas forældre Anna og Ulrik, der brolægger vejen mod skilsmisse med skænderier om konfirmation og løgne om deres arbejde. Fem mennesker, der hver især leder efter den kerne, der er gemt inde bag facader, materielle ejendomme og rådvildhed.

Mads Riisom er charmerende som bare fanden, og Anne Gry Henningsen virker fabelagtig panisk i sine roller

Bådteatrets scene er bogstaveligt talt klædt i glitrende guld, og rundt i kanten står der små spots, der bader vores skuespillere i et gyldent lys. På guldpiedestaler ligger der placeret tøj og sko, hvor kostumer og rekvisitter bliver samlet op fra. Lisbeth Burian har skabt en enkel, flot og utrolig anvendelig scenografi. Rasmus Seebach, Medina, Rihanna og Alicia Keys bliver brugt til at skabe et tidstypisk billede af Emma og Emil, og det virker rigtig, rigtig godt. Kulturshot havde fornøjelsen af at se Fucking Fattig sammen med en skoleklasse, og sekvenserne med musik blev mødt med fællessang, klap og begejstring. Forestillingens klare styrker ligger både i dens musikalitet, men i høj grad også i de to skuespillere. Mads Riisom er charmerende som bare fanden, og Anne Gry Henningsen virker fabelagtig panisk i sine roller. Desværre bliver hendes lydniveau til tider ret skingert, og det er synd, for manuskriptet er velskrevet, men det drukner desværre i de højlydte sekvenser.fucing fattig

Fucking fattig er en virkelig god ungdomsforestilling. Kulturshot overhørte et begejstret ”WOW!” fra en af skoleklassens piger, og det er sikkert, at de er gået fra Bådteatret med en god oplevelse i bagagen. Desværre er forestillingen lige et kvarter for lang. Fucking Fattig berører et aktuelt emne, men pointerne bliver lidt for udpenslede og derfor også en tand for kliché i længden. Derudover savnes et dybere lag i forestillingen – hvad vi ser, er det, der er. Selvom Fucking Fattig er en ungdomsforestilling, kunne man have ønsket sig, at den var mere modig i sin stillingtagen til tematikken omkring, hvem vi er, når vi mister vores finansielle grundlag, for det bliver lidt frelst og ret åbenlyst.

Når det er sagt, så er Fucking Fattig en rigtig dejlig forestilling, og den henvender sig til sit publikum med ærlighed og respekt. Kulturshot var godt underholdt, og smider tre sprøjter i Bådteatrets retning.

Læs mere om forestillingen på Bådteatrets hjemmeside.

FOTO: Martin Daugaard
Anmeldt af: Tine Hjorth

Tine Hjorth

Jeg er uddannet kandidat i Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet, og arbejder freelance som forestillingsleder både i vækstlaget og på de etablerede scener. Jeg holder af teater, der har en skarp visuel profil, og som tør berøre både de store spørgsmål og de helt nære hverdagsemner.

Vær den første til at kommentere