DON QUIXOTE

donQUIXOTE

5 kanyler

Nicolas Bro giver den som den verdenskendte ridder i visuelt udstyrsstykke

Betty Nansen Teatret, 5. januar – 9. februar

DonQ

Gulvet skråner som et bjerg, der indbyder til bestigelse. Bagscenen prydes af videoprojektioner af en ulmende himmel, og foran os står han der – helt alene; Don Quixote. I en lidt for lille rustning. Nicolas

Bro personificerer den ridderromanfikserede Alonso Quixano, der beslutter sig for at hedde Don Quixote af La Mancha, og som gennem heltemodige gerninger på de spanske landeveje forsøger at vinde den skønne Dulcinea af Tobosos gunst. Omgivelserne ryster på hovedet af vores ridder, der nedlægger får og slås mod vindmøller som var de kæmper, mens hans væbner, bonden Sancho Panza der er blevet lovet en guvernørstilling på den første ø, de indtager, trofast bliver ved hans side.

Nicolas Bro er intet mindre end fantastisk. Man fornemmer hans dybe respekt for rollen, og det er muligvis denne respekt, der tillader ham at portrættere Don Quixote med en ærlighed og en oprigtighed, der sjældent er set i komedier. Vores ridder bliver ikke udstillet, og man sidder til sidst og tænker, om ikke det er alle de andre, der er galt på den? Selvom historien er fra 1605, berøres emner, der i allerhøjeste grad også er vigtige i dag. Retfærdighed, udlængsel, normalisering og jagten på kærlighed er bare nogle af de temaer, der bliver taget op. Nicolas Bro flankeres af bl.a. Mia Lyhne, der virkelig er en perle på scenen. Hun besidder et utroligt, humoristisk talent, og er skøn både som gennembanket arbejdsdreng, løssluppen luder og nervøst anlagt niece. Don Quixotes væbner Sancho Panza spilles af Paw Henriksen, der giver rollen et nutidigt, Amager-inspireret præg. Et godt modspil til Nicolas Bros velartikulerede ridder.

Forestillingen formår at iscenesætte de uendelige fiktionslag, der er på spil i Miguel de Cervantes roman, og det er ellers lidt af en opgave. Vi svæver mellem fantasi og virkelighed, men det bliver godt nok langtrukkent. Første akt tager halvanden time, og har adskillige uinteressante sekvenser, hvor en dramaturg virkelig kunne have strammet op. “Don Quixote” er ærligt talt for tung i røven i første halvdel, men reddes af anden akt, der er skruet helt anderledes intenst og velfungerende sammen. Det er mig en gåde, at man ikke har svinget leen bare lidt. Det kunne være så godt, og så er det faktisk bare super kedeligt.

Til trods for forestillingens gumpetunge start, er der talrige scener, der er både smukke, rørende og sjove, og længden skal ikke afholde én fra at se denne usandsynligt flotte forestilling. Kulturshot anbefaler, at man bestiller et glas vin til pausen, så der er noget at se frem til under de langsomme sekvenser i første akt, for forløsningen og Don Quixotes sande skønhed træder for alvor i kraft i anden akt. Kulturshot sender fem kanyler mod Betty Nansen.Du kan læse mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside her.

FOTO: Natascha Thiara Rydvald
Anmeldelt af Tine Hjorth

Tine Hjorth

Jeg er uddannet kandidat i Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet, og arbejder freelance som forestillingsleder både i vækstlaget og på de etablerede scener. Jeg holder af teater, der har en skarp visuel profil, og som tør berøre både de store spørgsmål og de helt nære hverdagsemner.

Vær den første til at kommentere