Smilets by byder april velkommen med teater, der indikerer både smil (hvor passende!), tårer, knyttede hænder og varme hjerter. Denne Aarhus-anmelder glæder sig særligt til disse tre forestillinger:
”Mørket ligger under sengen”, Teatret Gruppe 38 d. 12.-15. april
Hver gang jeg besøger Teatret Gruppe 38, bliver jeg imponeret over, hvor smukt og væsentligt børneteater kan være for mennesker i alle aldre. Og jeg er ret sikker på, at ”Mørket ligger under sengen” ikke bliver en undtagelse. I samarbejde med teater2tusind har Teatret Gruppe 38 kreeret en forestilling om drengen, der hverken kan eller vil sove. Teaterstykket havde premiere i februar, og har allerede modtaget fine anmeldelser, så jeg glæder mig til at se et finurligt børneunivers (og følgende rim) komme til live på Teatret Gruppe 38’s mørke scene:
Godnat, godnat, sov godt lille skat
blæsten har lagt sig i haven
lyset har gemt sig i den bælgmørke nat
og dynen har lagt sig på maven.
Kom, kom, læg dig tæt ind til mig
kysset har lagt sig på panden
strømperne har lagt sig hver for sig
jeg tror, de er sure på hinanden.
Læs mere om forestillingen her.
”Manden der ville huske”, Svalegangen d. 14.-24. april
Teatergruppen Von Baden gæster Svalegangen med danmarkspremieren på teaterstykket om en mand, der forsøger at huske det drab, han angiveligt har begået på sin ekskone. Forestillingen er baseret på Anne Røgilds radiomontager ”Manden der gerne ville huske” og ”Det indre fængsel”, der i en periode på over otte år følger en aarhusiansk drabsmands kamp for at genvinde hukommelsen. Jeg glæder mig til at se skuespillerne Laura Bach, Vibeke Hastrup og Frederik Meldal Nørgaard skildre en så rystende og sand beretning på scenen.
Du kan læse mere om forestillingen her.
”On Off”, Aarhus Teater d. 17. april – 16. maj
Aarhus Teater sætter fokus på grænselandet mellem on- og offline i forestillingen om et virtuelt univers, hvor sandheden er relativ. Her mixes forelskelse, en jagt på identitet og kamp for anerkendelse til en tikkende bombe af en cocktail. Jeg glæder mig til at opleve et hav af medvirkende (11 styks!) illustrere den farlige sammensmeltning af to vidt forskellige verdener.
Du kan læse mere om forestillingen her.