Velkommen til andelsforeningen!
Aarhus teater, 21. november – 6. december
I Skuespilleruddannelsens præsentationsforestilling på Aarhus Teaters studioscene bliver publikum placeret midt i en andelsforening. Livet i en andelsforening er præget af et bredt sortiment af velassorterede arketyper, der fyrer op for hinandens irritationsmomenter. Her er både dem, der har børn, og dem, der gerne vil feste, og selvfølgelig også regelrytteren, der kommer med den løftede pegefinger. For at holde mig til temaet er min anmeldelse blevet inddelt i etager:
Stueetagen
Stykket er en afgangsforestilling for de syv skuespilelever fra Skuespilleruddannelsen på Aarhus Teater. “Andel” er skrevet af Caroline Malling Jørgensen, og stykket er en del af Aarhus Teaters satsning på ny dramatik. Kasper Sejersen har instrueret, og skuespillerne er et sprudlende og friskt kuld. Mine forventninger var høje, da jeg havde snust til materialet om forestillingen på Aarhus Teaters hjemmeside. Den tilgængelige tematik appellerer meget til mig, da det er af min opfattelse, at andelsforeninger er blevet byens svar på ligusterhække.
Første etage: alvoren
Forestillingen er inspireret af virkeligheden, og som publikum bliver man suget ind i problemstillingerne, som man sagtens kan relatere til. Der bliver talt om cykelskuret, ubudne gæster og om hvor lugten på bagtrappen kommer fra. Og de har ret: ”Det er da bare lidt irriterende at komme hjem, og så er der ikke plads til éns cykel”.
Forestillingen er opbygget episodisk, men indeholder en rød tråd, da scenerne omhandler problematikker i andelsforeningen, og knyttes sammen til et stort virvar til sidst. Scenerne dvæler ofte ved en konflikt, og trækker den helt ud. Der ligger en alvor bag konflikterne, som bliver mere og mere tydelig. Karakterernes siger én ting, men mener tydeligvis noget andet. Beboerne vil gerne fællesskabet, men samtidig vil de også gerne have, at tingene foregår på deres egen facon.
Anden etage: humoren
Selvom problemerne i andelsforeningen har en alvorlig undertone, bliver de gjort komiske. Selvom man ikke bor i en andelsforening, kan man sagtens nikke genkendende til alle karaktererne, som er fortolket drønhamrende overbevisende af skuespileleverne. Karaktererne skriger af arketyper, som man helt sikkert kender fra virkeligheden.
Humoren får fuld skrue i stykkets små musikalske vignetter, hvor livet i andelsforeningen bliver vist karikeret igennem små danselignende optrin. Her fornemmer man livet i andelsforeningen, da bevægelsesmønstrene gør karakterernes hverdagsaktiviteter mekaniske.
Udenfor
Forestillingen henter inspiration fra virkeligheden, og giver nabostridighederne et karikeret og komisk indspark. Humoren møder alvoren. Etagerne spiller sammen i forestillingen, og skaber en symfoni af underholdning.
Opsætningen mangler ingen kanyler, da den kører på et højt gear. Jeg stikker den seks alligevel.
