KASPAR

2

Dans om Kaspar Hauser

Dansehallerne, Rapid Eye 19. marts – 5. april

Når jeg går ind og ser en forestilling, vil jeg ikke læse for meget om forestillingen på forhånd.  Jeg vil overraskes. Jeg synes en forestilling skal kunne stå alene. Jeg vil blive oplyst, forundret, forarget eller måske bare have en rigtig god historie fortalt.

I forestillingen ”Kaspar” har Rapid Eye kastet sig over en forbandet god historie.
I 1828 kommer en stor dreng vaklende ind i Nürnberg.  Han kan næsten ikke gå, ikke tale og sollyset skærer ham i øjnene. I 13 år har han levet indespærret i et lillebitte mørkt rum, hvor han kun lige akkurat kunne sidde opret med benene strakt ud foran sig. Han lærer hurtigt sprog og manerer, han er afholdt, men efter mange skriverier og forskellige konspirationsteorier om hans – måske royale – ophav, bliver han myrdet. Konspirationerne lever videre…Rapid Eye

Min ide om, ikke at læse for meget inden en forestilling fungerer ikke med ”Kaspar”. Kaspar Hauser er åbenbart en stor, næsten mytologisk karakter i sprogfilosofi og litteraturhistorien. Da jeg hverken er litterat eller sprogforsker, har jeg ingen forudsætninger for at kende historien, teorierne eller myten.  Og hvis man ikke kender forhistorien om Kaspar Hauser er man lost! Det bliver ikke forklaret hvad det hele går ud på i forestillingen.
Forestillingen ”Kaspar” er bygget op af mange små scener; Koreografi, monologer, flytten om på scenografien og små møder mellem de tre performere.
Bevægelsen er ikke forestillingens stærkeste side. Tomomi Yamauchi har en dejlig bevægelseskvalitet, og hun tager fokus fra Samuel Gustavsson og Troels Hagen Findsen. Kun når de tre performere danser med hinanden kommer der en intensitet eller en fysikalitet, der bliver spændende.

Monologerne fabulerer over temaer, der forholder sig til Kaspar Hausers liv og myten omkring ham. Alt fra knivstikkeri til sprog og indlæring. Tematikker, der ingen mening gav før jeg efterfølgende dykkede ned i historien om Kaspar Hausers liv. Der fik jeg den røde tråd, jeg manglede, mens jeg så forestillingen.
Meget af tiden flytter de tre performere om på scenografien, uden plan. De bygger ingenting. Iden er smuk, men det er udført lidt fumlende – næsten privat – og derfor falder energien på scenen. Publikum begynder at sidde uroligt på deres pladser.
Det, der fungerer bedst i ”Kaspar”, er de få små sammenstød mellem performerne. Her er forestillingen allermest intens og nogen gange ligefrem poetisk. Desværre falder de nogen gange for klicher. Som da Tomomi Yamauchi står mellem Samuel Gustavsson og Troels Hagen Findsen, og giver dem ordren ”se noget pænt”, de kikker væk fra hende og hun bliver skuffet. Det virker bare lidt brugt og ikke rigtig sjovt.
Alene fungerer en del af elementerne rigtig fint. Men jeg mangler en sammenhæng. Dansen bliver ikke integreret når de flytter om på scenografien, og når de taler, står de stille.
Jeg ved ikke helt hvad, Rapid Eye vil mig. Omdrejningspunktet er ifølge Rapid Eye selv: ”møde(t) mellem menneske og samfund, mellem sprog og virkelighed”.. men hvad betyder det?
Hvis jeg var litteraturhistoriker ville jeg måske forstå det – men det er jeg desværre ikke.

Hvis forestillingen har til hensigt at formidle følelsen af, selv at være fremmedgjort overfor omverdenen, er det for lidt intenst. Hvis hensigten er at fortælle historien om Kaspar Hauser, har de tabt mig, inden de er gået i gang. Hvis hensigten er at føje nye nuancer til mytologien om Kaspar Hauser, ryger det fuldstændig hen over hovedet på mig.
Jeg har på fornemmelsen, at forestillingen ikke er lavet for tilskueren. Eller måske er ”Kaspar” bare lavet for et bedre informeret og mere elitært publikum.

Rent scenekunstmæssigt er de tre performere dygtige og arbejder hårdt, og jeg holder hele tiden med dem, men jeg har på fornemmelsen, at de holder igen og aldrig sætter noget på spil.
Måske vil de for mange ting, med lidt for mange redskaber: Så er lyset helt tændt over publikums hoveder. Så laver de lyde i et helt mørkt rum meget længe. Så er der neonlysdrømme. Så blænder lyset helt op igen. Jeg må knibe øjnene sammen – lige som Kaspar Hauser, da han kom ud i verden. Hvilket ville have givet mening rigtig god mening, hvis jeg havde kendt til Kaspar Hausers historie. Så flytter de om på scenografien igen, uden rigtigt at komme nogen steder hen.

Rapid Eye bruger også mange andre sceniske redskaber, som da Tomomi Yamauchi pludselig har replikker på japansk, hvilket jo er poetisk, fordi vi ikke forstår det. Eller i den sidste monolog, hvor Troels Hagen Findsen anvender ”verfremdung-effekt”, ved at omtale forestillingen i forestillingen. Det er fint og poetisk og set før.
Jeg får fornemmelsen af, at det er en splittet forestilling. Den virker ikke helt gennemarbejdet og den rækker desværre ikke rigtig ud over scenekanten. Performancen giver mig ikke en følelse af at være indespærret eller fanget. Den splittede scenografi, den meget skarpe opdeling mellem tale og bevægelse og de mange forskellige scener giver mig nærmere en følelse af splittet forvirring, og når jeg går ud af teatersalen er jeg  tvivl om hvad det er jeg lige har været tilskuer til.

Jeg synes, man skal kunne se en forestilling uden en masse teoretiske eller faglige kundskaber. Det er fint, hvis forestillingen har flere lag, men den skal altid kunne stå alene. Det kan ”Kaspar” ikke, hvis man som publikum ikke kender Kaspar Hauser forinden. Så læs op på Kasper Hauser før du tager i teatret.

Du kan læse mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside og om kompagniet Rapid Eye her.

Anmeldt af: Anna Olivia Christesen

Jeg er uddannet danser fra "Iwanson International school of Contemporary Dance" og har arbejdet som freelancer danser og underviser i både Tyskland, Østrig og Danmark. Jeg elsker scenekunst! Jeg kan godt lide når det er eksperimenterende, mærkeligt og skævt Jeg synes god scenekunst flytter noget; Om det er følelsesmæssigt, politisk eller på en anden måde er ikke så vigtig. Jeg er ikke til show men til nærvær og intimitet. Jeg vil kunne mærke kunsterne på scenen, at de arbejder lige nu og at det ikke kan gøres om.

Vær den første til at kommentere