LA VERITÀ

la-verita

4 kanyler1

Nycirkus i verdensklasse, men hvor er teatret?

Teater Republique, Kompagni Finzi Pasca, Tivolis Koncertsal, 11. – 25. Janaur

Republique er det teater i Danmark, som har trukket i førertrøjen (måske lige overhalet af Københavns Internationale Teater) når det kommer til at præsentere performance og NyCirkus til danskerne. Før har det været mindre kompagnier og forestillinger, som er blevet præsenteret på Republiques store scene på Østerbro, men i samarbejdet med instruktøren Daniele Finzi Pasca har Republique virkelig satset på international og storslået nycirkus med forestillingen ”La Verità”.la verita

”La Verità” er for stor en forestilling til at blive spillet på Republiques almindelige scene, og er derfor rykket ind i Tivolis Koncertsal. En mere kommerciel og  bred scene, som kan tiltrække et større publikum. På vej igennem Tivoli bliver man allerede lullet ind i et eventyrunivers – en drøm, dér lige midt i virkeligheden og byen. Det er drømmen overfor sandheden som bliver undersøgt i forestillingen. Sandheden og virkeligheden på teatret, som ligesom surrealismen bevæger sig i rummet mellem det uvirkelige og virkelige; der hvor virkeligheden langsomt forvrænges, men stadig er til stede – i drømmen.

Til forestillingen er der blevet importeret et kæmpe scenetæppe, malet af ingen ringere end Salvator Dali for mere end 50 år siden.
Scenetæppet blev brugt i opførslen af ”Mad Tristan” fra 1944 bygget over  Wagners opera ”Tristan og Isolde”.  En surrealistisk ballet med koreografi af Leonide Massine, kostumer af Coco Chanel og scenografi af Salvador Dali – Kort sagt modernismens og surrealismens hot shots! Efter opførslen blev alle scenetæpperne ødelagt på nær ét som dukkede op for 70 år siden og blev udlånt til instruktøren Pasca med tilbuddet om at anvende det i en forestilling. Her kan man virkelig snakke om et kunstværk som bærer en historie – en historie som forestillingen direkte gør brug af.

I starten af ”La Verità” bliver vi budt velkommen af aftenens konferencier. I nålestribet jakkesæt, direktørvom og rodet hår, ligner han en vaskeægte cirkusdirektør – der her er bare ikke cirkus, det er teater. Han præsenterer Dalis scenetæppe og fortæller os at auktionen på kunstværket vil begynde om et øjeblik. Næste scene er et kaotisk og ironisk halvhjertet kabaret-nummer med letpåklædte mænd og damer i hvide strudsefjer.
De følgende scener er et potpourri af akrobatiske numre, klovnenumre og musiknumre. Underholdende, humoristisk og imponerende.
Konferencier’en og hans rapkæftede kvindelige modstykke,guider os løbende igennem forestillingen. Det er morsomt, men de kan ikke holde helt sammen på forestillingen, som fremstår rodet og forvirrende.

Det er billeder som brænder sig ind på nethinden
og det er f**** fantastisk!     

Undervejs skifter forestillingen univers, tid og æstetik op til flere gange. I nogle af scenerne har de artisterne romersk inspirerede kostumer på, som var det en traditionel opførslen af ”Tristan og Isolde”. I andre har de sømands- og badetøj på fra 1930’erne eller 40’erne.
Nogle af scenerne trækker på elementer fra scenetæppet med store hvide mælkebøtter, æg, kærre og krykker, som om maleriet pludselig er blevet levende. Andre scener trækker på andre symboler fra Dalis kunstværker: tyrer og næsehorn.
Men langt de fleste hovedscener forholder sig ikke til nogen af universerne. De er cirkusnumre i alle afskygninger, som fremviser artisternes overlegenhed indenfor smidighed, styrke, elegance, balance, præcision, tempo og samarbejde. De er utrolig dygtige, og det er meget imponerede og nervepirrende, men det bliver sjældent forbundet med Dalis univers – det forbliver ”cirkusnumre”.

Der er dog 2 scener i forestillingen som påmange måder forbinder det performative, Dalis billedunivers og det artistiske; hvor livemusik, kostumer, belysning, karakterer, historie, dans og fantastisk udførte artistnumre smelter sammen til stor skønhed og poesi. Det er scener hvor publikum ikke klapper efter hvert spring eller kraftudførsel, men hvor de sidder betaget, fortryllet, med hjertet i halsen og tårer i øjnene. Det er billeder som brænder sig ind på nethinden og det er f**** fantastisk!

Forestillingen slutter meget uforløst uden afslutning på auktionen, men med et stort opsat cancan nummer, som dog aldrig bliver rigtig vildt. Artisterne holder sig til den ironiske halvhjertet udførelse, som i åbningsnummeret. Det virker komisk overlegent og laid back, men hvor ville jeg bare gerne have set dem fyre den af og blæse mig omkuld af alle deres evner og talenter, når de igennem store dele af forestillingen beviser at de kan!

På den ene side er artisterne vandvittig dygtige, udtryksfulde og interessante på hver deres måde. På den anden side savner jeg noget ”mere” i cirkusnumrene; en poesi og et billedarbejde som eksisterer i intermezzierne, men som udebliver fra hovednumrene.
Publikum vil helt sikkert få ”en på opleveren” og blive imponeret over artisterne, men hvor kunne det dog haveværet vanvittigt fantastisk, hvis der var blevet arbejdet mere på sammenhængen mellem forestillingens elementer og hvis de havde holdt sig til en enkelt retning og fortælling.
Kulturshot kaster 4 kanyler efter ”La Verità”.
Du kan læse mere om forestillingen på Republiques hjemmeside her.

FOTO: Anya Bartels-Suermondt
Anmeldt af Ida Fredericia

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere