Katrine Wiedemann – Kulturshot

FORÅRET

Anna Skov — Sat, 09 Apr 2016 10:22:24 +0000

Legesyge tableauer og komik på Republique

Republique, 7. – 16. april

Repuplique har bedt Katrine Wiedemann skabe en forestilling på baggrund af et kunstværk. Valget er faldet på FORÅRET af Harald Slott-Møller fra 1896. Det er der kommet en række komiske, mere eller mindre levende, tableauer om hverdagsliv og samlivsproblemer ud af.

Forestillingen starter med at Joen Højerslev ”samler” maleriet på midten af scenen, alt er med; bakken som pigen sidder på, træerne med sorte fugle der alle sammen kigger væk, baggrunden, der vist nok forestiller Roskilde Fjord og selvfølgelig teenagepigen i midten af billedet, som bliver slæbt ind som en kludedukke. Opgaven fra teatret har også lydt på, at det skulle være en personlig iscenesættelse, en opgave som Wiedemann har løst ved at få sin egen datter til at spille pigen på bakken. Wiedemann indgår også selv sammen med hendes mor. Rundt omkring maleriet er Maja Ravn’s smukke scenografi i støvet grøn, som matcher det forårsgrønne og blå i billedet vanvittigt godt.

…parringer mellem fugle krydses med moderne parforholdsproblemer, Laura Bro dyrker gruppesex med tomme jakkesæt – ”you’re just a couple of suits”, som det bliver bemærket…

Forestillingen forsøger at fortælle, hvordan kunstværket indgår i et eller flere menneskers liv og hvilken rolle, det kan indtage som refleksionsknap i et moderne hverdagsliv. Grebet som anvendes, er en række krydsklip mellem tableauer fra det virkelige liv og nogle inspireret af pigen på billedet – hvad laver hun derinde, mens der eksempelvis bliver ryddet op i køkkenet?

Tableauerne eller situationerne er virkelig legesyge og komiske; parringer mellem fugle krydses med moderne parforholdsproblemer, Laura Bro dyrker gruppesex med tomme jakkesæt – ”you’re just a couple of suits”, som det bliver bemærket af den stakkels teenagedreng, som aldrig må være med nogle steder. Det er et andet interessant træk – hverdagsproblemerne, primært de voksnes, bliver afbrudt af sekvenser, hvor vi følger teenagepigen på billedet og hendes jævnaldrenes udvikling. Teenagerne laver teenageting, de ryger og kører på cykel, bliver forelskede og er i fuld gang med at opleve deres livs forår. De voksne er bitre og triste og virker ikke til at kunne finde ud af noget som helst. Men det er hylende morsomt og som medspiller i forestillingen er nogle ret skøre installationer ; en pære der ”lyser” med sand, et køkken der bliver levende og en lampe, der kan bløde menstruationsblod, som tilføjer tegneserie-feeling og slap-stick til forestillingen.

Jeg bliver lidt træt, da døden him/herself pludselig kommer og vil sejle væk med en flok døde børn, men det behøver jeg ikke at tænke længe over, for pludselig afbryder Wiedemann selv forestillingen, for at præsentere chefen for Rigshospitalet, der er kommet for at snakke lidt om døden. Herefter er jeg tabt helt, men jeg får en fornemmelse af, at det er meningen. Det sidste kvarter er for mig en smule usammenhængende og afskåret fra resten af forestillingen, og det er lidt ærgerligt.

Højerslev og Bro er virkelig værd at fremhæve, de spiller eminent godt og elektrisk levende, komisk, grænsende til det tragiske.

Jeg var underholdt, pirret og en smule forvirret, da jeg forlod Republique, og jeg havde lyst til at genopdage teenageren i mig selv. Måske var det meningen. Martin Tulinius sagde før forestillingen at vi ville få en treat, og jeg er tilbøjelig til at være enig, men jeg synes forestillingen mister pusten i sidste halvdel, og jeg forstår ikke afbrydelsen og gæsteoptræden ved Rigshospitalets chef. Derfor ender vi på 4 kanyler.

FORÅRET er første del af en trilogi, hvor tre kunstneriske hold skal undersøge tre kunstværker scenisk. Du kan læse mere om forestillingen og købe billet her.

The Black Rider

Ida Fredericia — Thu, 19 Feb 2015 21:37:45 +0000

Betty Nansen Teatret, 14. februar – 29. marts

Vi er alle marionetdukker i djævelens spil

Der er fuld gang i den på Betty Nansen Teatret, med både musik, show og vilde kostumer. Sprecstalmesteren byder også velkommen til denne djævelske fornøjelse inden det blodrøde tæppe går op.

Her møder vi den unge Wilhelm, som er vanvittig forelsket i Kätchen. Han er dog blot en fattig poet, og det passer ikke Kätchens forældre særlig godt at give deres eneste datter væk til en ordets mand. Nej, hun bør hellere gifte sig med en stor og stærk jæger. som kan forsørge hende.

For at få lov til at få din kæreste tilbage, indgår Wilhelm en aftale med djævelen om at få nogle magiske kugler som altid rammer plet.

Det virker glimrende, og han imponerer både Kätchen og hendes forældre med sin skydefærdigheder, men som alle andre aftaler med djævelen, er prisen dyr.

Fortællingen er et gammelt folkeeventyr, men der bliver trukket en masse paralleller til nutiden(eller måske nærmere 80’erne hvor forestillingen tilsyneladende synes at hente sin tematik fra). Wilhelms magiske kugler bliver pludselig til narko og stoffer og han får krampagtige abstinenser så snart han har affyret den sidste kugle. Når Wilhem tigger efter bare endnu et “sidste skud i bøssen” får kuglerne pludselig en helt andet betydning.

Hvis man kan acceptere det og komme sig over platheden får man en skøn forestilling. Kan man ikke, bliver det nogle meget lange 2,5 timer.

Stilen er karikeret og næsten tegneserie-agtigt. Figurerne er mere typer end egentlige karakterer, men det er ikke noget som påvirker forestilingen synderlig i en negativ retning. Det er musikken, og den stramme visuelle stil og struktur som betyder noget for forestillingen.

På trods af at det ikke handler så meget om skuespillers præstation, må jeg da alligevel fremhæve Mikkel Kaastrup-Mathew i rollen som Wilhelm. Han er charmerende kikset, underfundig kæk og umoden som han render ungdomsliderligt efter tøsebarnet Kätchen. Han og Jimmy Jørgensen stjæler hele billedet.

Scenografien af Michael Kvium er vild og syret (som resten af forestillingen og Kvium selv). Især skal nævnes 1. scene i 2. akt hvor vi ser et soveværelse oppefra; seng og skrivbord hænger ud fra væggen, mens en fortumlet forfatter hænger og balancerer ud i luften, og synger op og ud mod publikum.

Musikken af Tom Waits er William S. Burroughs er skøn, djævelsk og fængende, og live-orkestret spiller lækkert op. Jeg har stadig sangene på hjernen.

Stilen er MEGET karikeret og humoren er plat og stilen “falden-på-halen”. Hvis man kan acceptere det og komme sig over platheden får man en skøn forestilling. Kan man ikke, bliver det nogle meget lange 2,5 timer.

Forestillingen minder meget om en kabaret, og derfor er det lidt ærgerligt at være bænket på de røde sæder i Betty Nansens teatersal. Forestillingen inviteret til mere løssluppen stemning; tænkt hvis vi havde siddet på en bar, fået lidt vin og taget en svingom til en af numrene – SÅ var det sku blevet en fest!

“The Black Rider” får 4 propfyldte kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside her.

FOTO: Erik Hansen-Hansen

Anmelderne ser fremad – År 2015 ifølge Tine Hjorth

Tine Hjorth — Fri, 06 Feb 2015 14:22:49 +0000

Vores “tour de anmelder” er nu noget frem til Tine Hjorths minder fra 2014.
Læs hendes dom over det forgange år, og hendes våde drømme for det næste.

2014 er gået, og det er tid til at reflektere over, hvad det bragte med sig af fantastisk og mindre godt teater. Jeg er så heldig, at have fået lov til at se og anmelde et bredt udvalg af forestillinger, og der er enkelte, der springer i øjnene, når jeg tænker tilbage. Lad os starte med det gode…

Årets forestilling for mig er uden tvivl “Ilt“, der spillede på Husets Teater med Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan. Så enkelt, så smuk og så usandsynligt hjerteskærende på samme tid. “Ilt” er et rammende billede på vores tid, og som ung kvinde der balancerer på tærsklen til at være voksen, ramte den lige der, hvor al min tvivl og angst, mine forhåbninger og drømme gemmer sig.
Forestillingen italesatte min virkelighed på en måde, jeg aldrig har oplevet før, og i efterdønningerne af den, fandt jeg mig selv stortudende og dybt berørt. Det er teater, når det er bedst.

Mit højdepunkt i Kulturshot-regi må være Sydhavn Teaters “Et Mobilt Dukkehjem“, baseret på Ibsens velkendte klassiker. Her var sproget især til at begejstres over, og skuespilspræstationerne var solide, troværdige og interessante. Det var intimt teater, der stadig føltes trygt og sjovt, og forestillingen formåede at puste nyt liv i en ellers fortærsket historie.

Af det mindre gode husker jeg især “Warszawa” på Teater Grob. Magen til infantil humor og dårligt manuskriptarbejde skal man lede længe efter, og jeg håber inderligt, at Grob formår at trække “Det 6. Kontinent”-serien op af sølet med deres næste forestilling Jorden Brænder, som virker både lovende og morsom. Jeg krydser fingrer, og håber på, at jeg snart kan være en glad anmelder igen.

2015 byder selvfølgelig også på en række forestillinger, jeg ikke vil gå glip af. Af disse kan især nævnes “The Black Rider” på Betty Nansen. Forestillingen er skabt af Robert Wilson, Tom Waits og William S. Burroughs, hvilket må siges at være en kraftfuld trio. Katrine Wiedemann instruerer og Michael Kvium kaster sig ud i scenografien. Kviums univers står for mig som noget af det mest interessante på den danske kunsthimmel, og jeg ser frem til at opleve hvordan, han vil konvertere dette til teatret. “The Black Rider” er en moderne klassiker, der bør opleves!

Eventministeriet genopsætter “Dette er ikke Stjernekrigstrilogien“, og selvom jeg nåede at se forestillingen sidste år, har jeg allerede sikret mig billetter til denne omgang også. Jeg har aldrig set så sjovt teater før. Jeg græd af grin, slog mig på lårene og pist væk var min træthed, der ellers havde været faretruende tæt på at få mig til at blive hjemme. Forestillingen er et eksempel på helt eminent humor, og bruger en noget nær genial fortællestil. Tag lige ind og se den, okay?

Sidst men bestemt ikke mindst glæder jeg mig til Vildskud – Festival for Uafhængigt teater, der er et fast indslag i min sommer. Festivalen finder sted i tredje uge i august, og fylder HusetKBH med vækstlagsteater af bedste skuffe. Jeg bliver gang på gang overrasket over niveauet og talentet i det danske vækstlag, og det professionelle teater kunne lære meget af aktørerne her, der udviser stor fantasi og kreativitet, og formår at lave vedkommende teater, der kryber ind under huden på selv den mest kritiske anmelder.