Til familiemiddag i Fars stuer
Mammutteatret, 16. -25. januar
(SELSKAB #2 – Seminaret, d. 6. – 15. februar & SELSKAB #3 – Sidste nat, d. 2. – 12. april)
Mammutteatrets nyeste satsning er tre intime forestillinger, der finder sted i teatrets eget kontor på Nørrebrogade. 
Mammuteatret har taget konsekvensen af, at de er et ”sceneløst” teater og bruger nu deres egne kontorlokaler som rammen for tre forestillinger, hvor teatrets møde med publikum er i centrum. Publikum inviteres nemlig til selskab; med mad, drikke, familiære skænderier og velkendte konflikter – helt tæt på. Vi er gæster, de er værter – om end ikke nogle særligt velopdragne eller kontrollerede nogle af slagsen..
Men på den anden side, at ønske, at en forestilling var længere er vel ikke så ringe endda!
Rammen er sat og da jeg ankommer til middagen, til dette første selskab “Fars Stuer” er det bestemt med en følelse af, at være blevet inviteret indenfor til en ganske særlig aften. Alt i denne Nørrebro-lejlighed dufter (bogstavelig talt) hjemligt og genkendeligt. Jeg føler mig velkommen og alligevel lidt utilpas – som det som bekendt er, til de fleste familiefester, hvor alle samles rundt om den lidt for velplanlagte middag: For nu skal der hygges. Og det bliver der bestemt i løbet af den time forestillingen varer, hvor man både får mulighed for at høre værternes familiehistorier og deres interne stridigheder, men også sine borddamer og –herrers. Man bliver nemlig placeret rundt ved borde, og får skænket både vin og serveret tre retter – fra det nye nordiske køkken, selvfølgelig.
Mens vi spiser, drikker og småsludrer ved bordet, lykkedes det elegant skuespillerne at få leveret deres replikker, mellem gæsterne og både samle alle gæsterne til taler, og samtidig skabe små ø’er af mere intime skænderier – eller flirten! Man forstår hurtigt at vi som gæster er iscenesat som “Politiken Plus gæster” og at vi er her fordi de tre børn af afdøde Berg, ønsker at dele deres fars smukke hjem og minde med os. Men vi forstår også, at dette ikke er uden konflikt (og det samme bliver middagen heller ikke). Boet efter faderen er endnu ikke delt, og hvem der skal have hvad og hvorfor tegner bestemt ikke til at blive en let sag. Og det bliver omkring dette, at forestillingens konflikt former sig, og om det er på grund af DR’s satsning på selv samme konflikt med “Arvingerne”, er ikke til at sige, men fortællingen bliver desværre lidt kedelig og forudsigelig.
Jeg føler mig velkommen og alligevel lidt utilpas – som det som bekendt er, til de fleste familiefester, hvor alle samles rundt om den lidt for velplanlagte middag: For nu skal der hygges!
Hvad der får forestillingen til alligevel at komme godt i mål, er skuespillernes stærke præstationer. Her står Tina Gylling Mortensen, som altid, stærkt – og kan som ingen andre indtage rummet med både humor, varme og temperament. Også Josephine Raahauge springer virkelig i øjnene, med sin knivskarpe stemme (og piften), sin flirtende attitude og sine små-groteske præsentationer af menuen. Også Christian Morsbæk lykkes godt som den rolige og autoritære storebror og Peter Halds meget firkantede og bedrevidende lillebror-karakter, viser en fin sårbarhed om end han bliver lidt, ja…firkantet.
Forestillingen varer en time, og føles kort, nærmest for kort. For der går meget tid med at ankomme, blive sat, servere og så videre, og man kunne måske godt have ønsket en form, der kunne have tilladt at udfolde historien lidt mere. Men forestillingen forbliver desværre lidt overfladisk og det bliver aldrig for alvor hverken pinligt eller helt vedkommende at være vidne til familien Bergs historie. Men på den anden side, at ønske, at en forestilling var længere er vel ikke så ringe endda!
Instruktøren Christoffer Berdal er lykkedes med at få denne simple historie til at glide elegant gennem rummet og skuespillerne skifter virkningsfuldt mellem at tale afslappet med gæsterne og drive historien frem. Og når man tager alle de benspænd i betragtning, som Mammutteatret modigt har opstillet forud for dette projekt, så er de nået rigtig langt.
Konceptet er både interessant og udfordrende og skaber nye muligheder for både skuespillerne og mig som gæst, men konceptet overstråler desværre den egentlige forestilling, der bliver lidt for forudsigelig. Jeg sidder tilbage med et ønske om at Mammutteatret var gået skridtet videre i deres undersøgelse af konceptet og havde taget flere chancer; med rummet, dem selv og deres gæster. Det bliver derfor kun til tre kanyler til “Fars stuer” – men også en vigtig note om, at jeg allerede nu glæder mig til at være gæst til de næste to selskaber i Mammutteatrets ombyggede kontorer.
Du kan læse mere om de næste selskaber på Mammutteatrets hjemmeside her.
FOTO: Per Morten Abrahamsen
Anmeldt af Cecilie Møller Madsen
