The Black Rider

black rider

 

Betty Nansen Teatret, 14. februar – 29. marts

Vi er alle marionetdukker i djævelens spil
Der er fuld gang i den på Betty Nansen Teatret, med både musik, show og vilde kostumer. Sprecstalmesteren byder også velkommen til denne djævelske fornøjelse inden det blodrøde tæppe går op.
Her møder vi den unge Wilhelm, som er vanvittig forelsket i Kätchen. Han er dog blot en fattig poet, og det passer ikke Kätchens forældre særlig godt at give deres eneste datter væk til en ordets mand. Nej, hun bør hellere gifte sig med en stor og stærk jæger. som kan forsørge hende.
For at få lov til at få din kæreste tilbage, indgår Wilhelm en aftale med djævelen om at få nogle magiske kugler som altid rammer plet.
Det virker glimrende, og han imponerer både Kätchen og hendes forældre med sin skydefærdigheder, men som alle andre aftaler med djævelen, er prisen dyr.
Fortællingen er et gammelt folkeeventyr, men der bliver trukket en masse paralleller til nutiden(eller måske nærmere 80’erne hvor forestillingen tilsyneladende synes at hente sin tematik fra). Wilhelms magiske kugler bliver pludselig til narko og stoffer og han får krampagtige abstinenser så snart han har affyret den sidste kugle. Når Wilhem tigger efter bare endnu et “sidste skud i bøssen” får kuglerne pludselig en helt andet betydning.

Hvis man kan acceptere det og komme sig over platheden får man en skøn forestilling. Kan man ikke, bliver det nogle meget lange 2,5 timer.

Stilen er karikeret og næsten tegneserie-agtigt. Figurerne er mere typer end egentlige karakterer, men det er ikke noget som påvirker forestilingen synderlig i en negativ retning. Det er musikken, og den stramme visuelle stil og struktur som betyder noget for forestillingen.
På trods af at det ikke handler så meget om skuespillers præstation, må jeg da alligevel fremhæve Mikkel Kaastrup-Mathew i rollen som Wilhelm. Han er charmerende kikset, underfundig kæk og umoden som han render ungdomsliderligt efter tøsebarnet Kätchen. Han og Jimmy Jørgensen stjæler hele billedet.
Scenografien af Michael Kvium er vild og syret (som resten af forestillingen og Kvium selv). Især skal nævnes 1. scene i 2. akt hvor vi ser et soveværelse oppefra; seng og skrivbord hænger ud fra væggen, mens en fortumlet forfatter hænger og balancerer ud i luften, og synger op og ud mod publikum.
Musikken af Tom Waits er William S. Burroughs er skøn, djævelsk og fængende, og live-orkestret spiller lækkert op. Jeg har stadig sangene på hjernen.
Stilen er MEGET karikeret og humoren er plat og stilen “falden-på-halen”. Hvis man kan acceptere det og komme sig over platheden får man en skøn forestilling. Kan man ikke, bliver det nogle meget lange 2,5 timer.
Forestillingen minder meget om en kabaret, og derfor er det lidt ærgerligt at være bænket på de røde sæder i Betty Nansens teatersal. Forestillingen inviteret til mere løssluppen stemning; tænkt hvis vi havde siddet på en bar, fået lidt vin og taget en svingom til en af numrene – SÅ var det sku blevet en fest!
“The Black Rider” får 4 propfyldte kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside her.
FOTO: Erik Hansen-Hansen
Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere