Smerten

smerten

3 kanyler

En intens forestilling med aktuelle problemstillinger
– der dog lidt for sent får sit tag i publikum
Teatret Svalegangen, gæstespil af Teater Får203, 22. – 26. oktober 

Der er mørkt og røgfyldt da jeg træder ind i Svalegangens teatersal for at opleve ”Smerten”. Stykket er oprindeligt en delvist selvbiografisk roman af den kontroversielle, franske forfatter Marguerite Duras. I aftenens opsætning af Teater FÅR302 er det Ulla Henningsen – nok allerbedst kendt som Iben Skjold-Hansen fra ”Matador” – der portrætterer Marguerite i en monolog, der tager form af en kronologisk fortælling. Scenens eneste rekvisitter er en stol, en gammel dagbog og den begrænsede lyssætning, der varierer gennem forestillingen. ”Smerten” foregår i Paris 1945, da 2. verdenskrig nærmer sig sin afslutning. Marguerite venter på sin mand, Robert, som har siddet i koncentrationslejr, og som hun ved stykkets begyndelse ikke ved om er død eller levende. Hun har dog i krigstiden fundet sig en ny kæreste, D, og Marguerite er gennem stykket fanget mellem disse to mænd; hendes mand, der er i krig, og hendes kæreste, som er i Paris – og som hun elsker.smerten

Som publikum guides man gennem Marguerites tanker, både om krigen generelt, om Robert, om D og om de mange forvirrende følelser af angst, håb og smerte, som hun kæmper med. For Marguerite venter på Robert; selvfølgelig gør hun det. Hun nægter at spise og bekendtgør, at hun først vil stille sin sult når Robert er tilbage. Som hun forklarer: ”Jeg ville give ham mit liv og jeg kan ikke give ham et stykke brød”. Men samtidig er Marguerite klar over, at intet vil blive det samme, hvis Robert vender tilbage. Det ér ikke det samme, da han vender tilbage. I det, jeg vil kendetegne som forestillingens anden del, fortæller Marguerite nemlig om, hvad der sker, da Robert vender hjem fra koncentrationslejren. Han er tæt på at dø, stærkt udsultet og har kun hjertet og hovedet som fungerende kropsdele. Ingen havde forventet hans overlevelse, men Marguerite og D passer og plejer Robert, som på mirakuløs vis overlever.

Den stemning, der breder sig i salen til slut, er gribende.
Det er smertefuldt at betragte,
hvordan krigen aldrig slutter for de involverede..

Den første del af ”Smerten” kommer desværre ikke rigtigt ind under huden på mig. Det er på en eller anden måde for stilfærdigt og ligegyldigt. Jeg føler ikke, at Marguerites tanker og følelser når helt ud til mig på syvende række, og hendes fortælling, der ellers indeholder tragediens elementer, rører ikke noget særligt i mig. Det er først i forestillingens anden del, da Marguerite beretter om Roberts hjemvendelse, at jeg bliver trukket ind i ”Smertens” univers. Der bliver fra dette punkt rusket op i tingene, og Ulla Henningsens tilstedeværelse går herefter klart igennem og forekommer mig intens og levende. Jeg kan pludselig se Marguerite Duras og hendes mænd foran mig på scenen. Den kamp, det er for Marguerite at have Robert hjemme igen, beskrives så fint og smertefuldt, og får mig til at forstå, hvorfor ”Smerten” hedder som den gør. Den stemning, der breder sig i salen til slut, er gribende. Det er smertefuldt at betragte, hvordan krigen aldrig slutter for de involverede; hverken de mænd, der vender hjem, eller de kvinder, de ventede derhjemme. Samtidig er det yderst tankevækkende, når man ved forestillingens afslutning til fulde forstår Margurites splittelse mellem hendes fornuft og hendes følelser: Havde det været bedre og mere belejligt for hende, hvis Robert var død i koncentrationslejren?

”Smertens” problematik kan meget nemt sidestilles med aktuelle krigsproblematiker. Hvad sker der med dem, der venter herhjemme? Hvilke historier gemmer sig bag de pårørendes masker af savn, håb og frygt? Denne aktualitet, kombineret med Ulla Henningsens præstation i anden del, er hvad der gør ”Smerten” seværdig. Den smerte og intensitet, der er forbundet med Roberts hjemkomst, sætter sig fast og holder ved når lyset i teatersalen tændes. Det er derfor virkelig en skam, at forestillingens første del ikke bider sig fast på samme måde, for ”Smerten” tager fat i aktuelle problemstillinger, der er ligeså relevante i dag som i 1945. Kulturshot giver tre kanyler til ”Smerten”.

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen i Århus, du kan læse mere om forestillingen her.

Anmeldt af skrevet af Louise Højmark

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere