Reumert 2016

reumert

Igen i år får Årets Reumert lov til at markere slutningen på teaterfestivalen Cph Stage, og nomineringerne blev offentliggjort i torsdags.

 

reumertJuryen kunne hermed også afsløre, at der er sket ændringer i kategorierne. I år er der nemlig ingen pris til årets sanger eller årets danser, til gengæld er Ida Praetorius nomineret til Bedste Kvindelige Hovedrolle for balletten Romeo og Julie, ligesom Thomas Ambt Kofoed er kandidat i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for Jekyll & Hyde. Rasmus Botoft, Bodil Jørgensen og Nikolaj Stokholm kommer til at stå i spidsen for showet, der tegner til at blive et morsomt et af slagsen, da de tre værter må siges at være nogle af de sjoveste på den danske comedyscene.

 

Dem hepper vi på:

Som en af de helt store præstationer i denne sæson må nævnes Paprika Steen i Toves Værelse på Folketeatret. Hun formår at portrættere den ulykkelige digter med nerve, intensitet og en hjerteskærende inderlighed, der for alvor demonstrer hendes enorme talent. Steen portrætterer Tove Ditlevsen med en fanden i voldskhed, og hun krænger kompromisløst digterens væsen ud. Desperationen og selvudslettelsens sygelige skær klæder hende – det er skuespil af allerhøjeste kaliber. Forestillingen kører stadig, så skynd dig i teatret, mens du kan.

Tim Rushton har endnu en gang slået fast, at han er en af de helt store spillere, når det kommer til dans. Hans Dansk Danseteater gik sammen med Copenhagen Phil og Teater Republique og fik skabt et sandt epos, hvor musik, koreografi og scenografi gik op i en højere enhed. Stravinskijs Ildfuglen er et eklektisk værk, der undersøger mulighederne i foreningen af flere kunstarter, og resultatet var udtryksfuldt, storladent og mindeværdigt. Mit eneste forbehold mod Ildfuglen var hovedrollens lighed med Lisbeth Salander. Den karakter står for mig som et fortærsket billede på en utilpasset, uafhængig kvinde, og det burde være muligt at skildre en sådan karakter uden at forfalde til en reference, der er så hyppigt brugt. Det ødelagde dog ikke billedet af en helstøbt forestilling i verdensklasse.

Af instruktører kan man ikke lade være med at nævne Staffan Valdemar Holm og hans arbejde med Topmøde For De Mest Deprimerede. Her giver han sig i kast med et potpourri af deprimerede karakterer fra litteraturhistorien, og formår at iscenesætte dem levende og vedkommende. Holm inviterer publikum ind i sin egen smerte og erfaringer, og blotlægger depressionens mange facetter. Flot, teksttungt, relevant. Det er intelligent og smukt, som når teater er bedst.

 

Årets kategorier:

Som sagt har juryen ændret i kategorierne ved dette års uddeling, hvilket bliver forklaret med, at talentpriserne nu vil blive tildelt en større del af den tilgængelige pengepulje. På kulturshot er vi glade for alt, hvad der hedder talentudvikling og påskønnelse af upcoming kunstnere, der er i gang med at finde deres fodfæste i scenekunsten, men man må også anerkende, at sangere, dansere og skuespillere skal vurderes på vidt forskellige parametre. For hvordan man kan sammenligne Paprika Steens skuespil med Ida Praetorius’ dans, uden på den ene eller den anden måde at gå på kompromis i sin bedømmelse? For at vurdere kunsten må man vurdere den ud fra dens egne præmisser. Der er en grund til, at man ikke sammenligner koncerter med malerier – fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Juryens sammenlægning af kategorierne er en kedelig udvikling, der er med til at udvande spændevidden og diversiteten i prisuddelingen. Endnu en gang bliver penge det afgørende element for kunsten. Det er en trist udvikling, men det skal ikke stoppe os. Kulturshot glæder sig til at fejre dansk scenekunst til juni.

Årets Reumert 2016 bliver sendt direkte fra Operaen søndag d. 12. juni kl. 20 på DR K, og billetter til showet sættes til salg på www.kglteater.dk d. 9. maj.

Se alle de nominerede på her og læs Kulturshot anmeldelser af de Reumert nominerede forestillinger; Melodien, der blev væk på Nørrebro Teater og Hår på den på Grob.

Tine Hjorth

Jeg er uddannet kandidat i Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet, og arbejder freelance som forestillingsleder både i vækstlaget og på de etablerede scener. Jeg holder af teater, der har en skarp visuel profil, og som tør berøre både de store spørgsmål og de helt nære hverdagsemner.

Vær den første til at kommentere