May I speak about dance?

may i speak

Oh, but yes, you may!

Dansehallerne, 11. – 15. marts

Godt. Denne forestilling sætter mig på prøve som anmelder. Hvorfor? Fordi jeg taler og skriver om dans og forestillingen “May I speak about dance” stiller det relevante (og for mig meget angstprovokerende) spørgsmål; giver det overhovedet mening at snakke om dans? Skal vi ikke bare se det? Opleve det? Mærke det sitre i kroppen, når vi kigger på en lige så sitrende dansende krop?

Boaz Barkan tager spørgsmålet op som et forskningsprojekt. Med sig har han danseren Jørgen Callesen. Han fungerer som empirien – emnet for forskningen. Det er igennem Jørgen Callesens dans og igennem Barkans egen krop at han undersøger hvad dansen kan sige, om den vil sige noget, og hvordan man kan putte ord på den – og om og det overhovedet giver mening.
Der er masser af spørgsmål at besvare (og heldigvis masser af årsager til at blive ved med at skrive for anmelderen).

Med ironisk distance begynder Boaz bogstavelig talt at sætte ord på dansen, alt alt for mange ord.
Med gule post it’s navngiver han danserens kropsdele; Denne mund er en reference til Francis Bacons pave maleri og dette knæ repræsenterer Mike Kelleys perverse tøjdyrs-skulpturer.
Jo mere dansen bliver intellektualiseret, des flere fortolkninger af dansen dukker op. Men samtidig mister dansen også alt mening. Pointen bliver at dans kan være alting og ingen ting. Den indeholder utallige referencer, men i sidste ende er en albue på et knæ, også bare en albue på et knæ.

Hvis man gør det vil jeg sige at forestillingen har lykkedes. For så har den sat nogle spørgsmål ind i sving inde i hovedet på publikum om alt det der sker inde i kroppen på danseren.

Forestilling har også selv et utal af referencer til dansepersonligheder som har haft betydning for udviklingen af dansen som den ser ud i dag. Yvonne Rainer som skaber den udtryksløse dans og Tatsumi Hijikata som er med til at skabe  den japanske butoh dans.
Der bliver læsset på med dansehistorie, dansefilosofi og alt midt imellem. Formidlingen er ustruktureret men dog passioneret og charmerende fremlagt. Man forstår langt fra det hele, men måske får man fat i et navn og tænker: “gad vide hvem ham Hijikata er? Ham må jeg hjem og google!”

Hvis man gør det vil jeg sige at forestillingen har lykkedes. For så har den sat nogle spørgsmål i sving inde i hovedet på publikum om alt det der sker inde i kroppen på danseren.

Og det gør det forhåbentlig lettere for publikum at opleve og forstå dansen. På et tidspunkt bliver Barkan så optaget af at finde ud af hvad der sker inde i danseren, at han kigger dybt ind i Callesens svælg, smager hans hud, og dufter til hele hans krop – dans kan opleves med alle sanserne!

Publikum får lov til at byde ind og gætte med på hvad det egentlig er danseren viser – vi får også lov til at snakke om dans, og det er herligt!

Jeg er meget interesseret i performance lecturen, som står som en endnu ikke helt defineret genre. Den ligger et sted mellem teater og foredrag. De fleste performance lectures jeg har set er lavet af akademikere som fremlægger deres forskning, mens de låner elementer fra teatertraditionen. I denne performance lecture er det mere en kunstner som låner elementer fra forelæsningsgenren.

“May I speak about dance” vinder i høj grad på dens performere. Barkan er engageret, passioneret og sympatisk. Man lytter interesseret til alt hvad han siger og han formår at bryde væggen mellem performerne og publikum. Publikum får lov til at byde ind og gætte med på hvad det egentlig er danseren viser – vi får også lov til at snakke om dans, og det er herligt!

Jørgen Callesen er skøn og mærkværdig når han står på scenen og vrider sig i umenneskelige positioner, og især da han manifesterer sig som en reinkarnationen af butoh-danseren Tatsumi Hijikata og genopfører en af hans eksperimenterende performances. SÅ bliver det først virkelig mærkeligt!

“May I speak about dance” er en skøn og venlig håndsrækning til dem som synes at moderne dans er mærkeligt og svært at forstå. Og det er en glædelig opsang til den indadvendte navlepillende dans. Kulturshot er glad og kaster 4 kanyler efter “May I speak about dance”.

Du kan læse mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside her.

FOTO: Andreas Bergmann

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere