BLAM!

Republique, 8. – 12. maj

Drengerøvsteater på Republique

Kulturshot er virkelig glad for at forestillingen BLAM! bliver genopsat I en kort periode fra 8 – 12. maj på Republique og bringer derfor en gammel anmeldelse af det ny-aktuelle stykke teaterkunst.

Forestillingen BLAM! har undertitlen The Offie møder Diehard, og det må man siges at være er en yderst  passende beskrivelse af forestillingen, hvor kendte action-scener udspiller sig i personlighedsforladte kontorlokaler med hæfteklemmer, mapper og kontorlamper som dødbringende våben.

BLAM! er et ægte stykke drengerøvsteater, hvor der bliver hujet fra tilskuerrækkerne, når spillerne laver vilde stunts og kaster sig hovedløse rundt over skriveborde og vandbeholdere.

”okay det var ret vildt, det var ærgerligt at de brændte det hele af på én gang, for det bliver svært at overgå og jeg er svær at imponere”

Castet består af danser og multikunstner Kristján Ingimarsson, nycirkus-artist Lars Gregersen, parkour-akrobat Didier Oberlé og skuespiller Joen Højerslev. De giver den max. gas med parkour, stunts, dans og akrobatik. De hænger og dingler i lamperne, laver tonsvins af rullefald og løber op ad væggene.

Efter første scenen tænkte jeg, ”okay det var ret vildt, det var ærgerligt at de brændte det hele af på én gang, for det bliver svært at overgå og jeg er svær at imponere”. Men tro mig, jeg hujede, klappede og råbte bravo og syyyygt nok efter forestillingerne og var yderst, yderst imponeret.

Der bliver ikke sagt ét ord i forestillingen, men alligevel står kontor-landskabs-problematikkerne og –klichéerne tydeligt frem: De interne stridigheder kollegaerne imellem, den underspillede mobning af chefen og kampen mod ensomheden på en dødkedelig arbejdsplads. Og manden bag konceptet Kristján Ingimarsson opfordrer netop til mindre kedsomhed på arbejdspladsen og i hverdagen igennem mere ”blamming”. Blamming har til formål at fylde hverdagen med action og adrenalin-kicks ved at udspille stuntbaserede slagsmål og kampscener i hverdagen. Hvorfor? Fordi hverdagen ofte er kedelig, og fordi alle ifl. Ingimarsson, har brug for at udleve deres indre Bruce Willis / Die Hard / X-men / Sin City / Fight Club fantasier.

BLAM! er en ren og skær drengerøvsdrøm af en kikc-in, break-it-down, adrealin-forestilling.

Læs mere om forestillingen på Republiques hjemmeside og bestil billetter på billetbillet.dk

Anmeldt af Ida Fredericia
FOTO: Søren Meisner

Jeg er uddannet BA i Teatervidenskab med Dansevidenskab som bifag, samt MA i Moderne Kultur og Kulturformidling med bifag hos tillægsuddannelsen i Journalistisk formidling fra DMJX/Aarhus universitet. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere