Det nyeste nye
Dansehallerne, 5. og 6. november
I løbet af sæsonen præsenterer Dansehallerne en række eksperimenterende og innovative danseværker fra ind- og udland under navnet “Thousands Threads”. Den 5. og 6. november var det syttende gang at Dansehallerne spandts et net af forestillinger kaldet “Thousands Threads” og denne gang inviterede de den unge koreograf Jan Martens indenfor.
På 2 dage kunne man opleve hele 4 værker af denne up-and-coming moderne koreograf. Kulturshot nåede at se 2 af dem; soloen “BIS” og den romantiske duet “Sweat Baby Sweat”.
Aftenen åbner med soloværket “BIS”. En forestilling om at starte forfra, at kæmpe videre og aldrig give op. Dette giver tydeligt genlyd i værkets åbningsscene, hvor vores hovedperson, den kvindelige danser Truus Bronkhorst, som tydeligvis lægger langt over gennemsnittet hvad angår aktive danseres alder, kommer styrtende ind på scenen. Til høj rock-musik skriver hun energisk med store, deklamerende bogstaver hen over bagvæggen: “COMEBACK COMEBACK COMEBACK”, som efterfølges af “PLEASE, LEAVE, STAY, COME BACK”. En næsten panisk bøn om både at få et “come back” i en sen alder, og en længsel efter at få noget tilbage – ungdommen? kærligheden måske? Udmattet falder hun sammen på scenen, og man tror næsten at hun har givet op.
Senere står hun, kun iklædt en gennemsigtig, blomsterbroderet trikot, helt alene foran publikum og råber. Hvad der starter som et afprøvende “oh” udvikler sig til et bønfaldende smertensskrig – en fødsel, et smertensråb eller er det alderen som trykker?
Forestillingen er rørende i sin enkelhed og sine gentagelser, men giver også plads til humor og selvironi, hvilket, baseret på de to værker, virker til at være et gennemgående træk i Jan Martens værker.
Som en lille abe klamrer den kvindelige danser sig til manden. Intenst stirer hun ham ind i øjnene, som om hun aldrig ville give slip. Det gør hun heller ikke
Det andet værk som bliver præsenteret denne aften er langt mere intimt og romantisk. I “Sweat Baby Sweat” møder vi et par, en mand og en kvinde, som hverken kan eller vil give slip på hinanden.
Som en lille abe klamrer den kvindelige danser sig til manden. Intenst stirer hun ham ind i øjnene, som om hun aldrig ville give slip. Det gør hun heller ikke.
Igennem langsomme akrobatiske bevægelser kravler og ruller de to dansere oven på hinanden, med en intensitet og et beslutsomt, omend et stadig uforløst begær. De balancerer på hinanden, og bruger hinandens vægt. De har brug for hinanden for at holde sig oprejst – giver de slip, bare et enkelt sekund vil de begge falde til jorden.
Halvvej i værket, begynder parret at kysse hinanden. De danser videre uden at deres læber skilles, men da den mandlige dansere pludselig vil have plads, kommer aggresiviteten frem hos den kvindelige. Jeg gir ikke slip! Om jeg så skal klamre mig om dine skuldre, knæ, mave og hoved, giver jeg ikke slip.
Parret er afhængig af hinanden, og kan ikke slippe hinanden, selvom det måske ville være bedst for begge parter.
Duetten er både intens, intim og rørende, men stadigvæk ikke uden humor og selvironi. I forestillingens afslutning afspilles en let og legende popmelodi, imens linjer fra kendte kærlighedssange, glider hen over bagvæggen på bedste karaoke-manér: “You make me feel like a natural woman” – “How deep is your love” – “I wanna make love to you” – “As long as you are here, so am I”; Så længe vi er to, så er vi “nogen”, men hvem er vi uden hianden? kan man næsten høre parret sige.
Jan Martens laver danseteater man kan forholde sig til, trods sin abstrake og simple form.
Du kan læse mere om Jan Martens og Thousands Threads på Dansehallernes hjemmeside.
